Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Johannesevangeliet 3,1-15
_________________________________________________________________________________________________
Religion er lidt ligesom sex, det er kommet for at blive. Sådan sagde en af mine gamle professorer på teologi engang, da han skulle præsentere universitetsteologien til et auditorium fyldt af gymnasieelever.
Der spredte sig hurtig en latter i salen, for religion og sex er ikke to størrelser, man typisk sammenligner. Religion hører den åndelige sfærer til, sex hører, som bekendt, til i regi af begæret.
Det er efterhånden en del år siden, jeg selv sad der i salen, men ikke desto mindre har jeg tænkt på netop disse ord adskillige gange siden. For ordene er ikke bare sjove, de er også sande.
Pointen i, at religion er ligesom sex, det kommer vi ikke lige af med, er nemlig, at religion ikke sådan forsvinder fra menneskets liv. I midten af ’det moderne’ fra 1960’erne og frem, der rodfæstede en idé sig om, at i takt med vores voksende rigdom og materialisme, så ville religionen langsomt uddø.
Det er den såkaldte ”sekulariseringstese”, der blev fremført af tyske sociologer med Max Weber i spidsen, og tanken var, at de rationelle og videnskabelige forklaringer om verden langsomt ville få religionernes fortryllende og fantastiske blik på verden til at visne.
Det poetiske må vige for det nøgterne, sådan at ”i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” afløses af Big Bang-teoriens modeller og udregninger, ”mennesket, skabt i Guds billede” opløses af evolutionslærens naturlige selektion og alt derimellem, det mystiske, det overnaturlige, det blev skrottet og fragtet ud på modernitetens mødding af ’irrationalitet og overtro’, som kun voksede og voksede op gennem 60’erne og 70’erne.
Teorien holdt dog ikke stik, og sidenhed har de fleste sociologer forladt tesen, fordi det har vist sig, at verden og det enkelte menneske ikke bliver mindre og mindre religiøs i takt med, at velstanden stiger og behovene dækkes.
Ja, religion er ligesom sex – det er kommet for at blive. Derfor har nogle også foreslået, i stedet for homo sapiens, så homo religiosus, det religiøse menneske, fordi noget tyder på, at mennesket – simpelthen i sin eksistentielle grundform – er et religiøst væsen.
Vi søger mod mening, mod betydning, vi søger
svar på de spørgsmål, som ikke kan besvares af vores fornuft. Og siden tidernes morgen, siden de allerførste spor af mennesket i historien, fra hulemalerierne til de første skriftlige kilder, så har mennesket kredset om tilværelsens religiøse spørgsmål.
Også i dag – selvom mobiltelefonerne, blinkende reklameskilte, fristelser i alle retninger, forsøger at fange vores opmærksomhed – så er det moderne menneske – ligesom vores forfædre - åndeligt søgende.
Derfor tror jeg, at vi på mange måder kan identificere os med Nikodemus, som vi hører om i dag fra Johannesevangeliet, der i ly af natten banker på Jesus dør og spørger ham ud om tilværelsens gådefuldhed.
For Nikodemus er et billede på det søgende menneske, han er jøde, og som sådan tilhører han et andet trossystem, men der er et eller andet ved Jesus, som tiltrækker ham – som gadelampen, der får nattens insekter til at sværme.
Men hvis Nikodemus opsøgte Jesus for at få svar og blive klogere, så må han gå skuffet derfra. For når Nikodemus spørger i øst, så svarer Jesus i vest. Og måske er det i grunden meget karakteristisk: vi mennesker vil have svar, beviser og nagelfaste retningslinjer. Giv mig 10 bud, så jeg følger dem, giv mig Guds befalinger skrevet sort på hvidt i en bog, og jeg efterlever dem, giv mig, Gud, opskriften på livet.
Når det moderne menneske opsøger ’det spirituelle’, sådan som opblomstringen af østlig inspireret livsfilosofi – alt fra meditation til mindfullness – vidner om, så er det ofte med tanke på mig selv. Det er et selvrealiseringsprojekt med vores eget ego i centrum. Bevægelsen er indadvendt, ind til mig selv, ind til min kerne. Tænk blot på yogaen, der vender sig væk fra verden for at søge sandheden i mig.
Bevægelsen i kristendommen er modsat – selvom det måske ikke huer os: Gå ikke ind i dig selv, men gå ud i verden, spørg ikke, hvad du kan få, men spørg, hvad du kan give, peg ikke på dig selv, men ræk din hånd ud mod din næste.
Kristendommen er ikke skruet sammen som en opskrift på det rette liv, selvom vi – ligesom Nikodemus – ofte ville ønske det: Jesus taler ofte forbi os mennesker, og i stedet peger han hen mod korset og opstandelsen, som det egentlige, som det, vi skal fæste vores blik på.
Det er nemlig i lyset af påskebegivenhederne, korset og opstandelsen, at Guds ubetingede kærlighed til mennesket viser sig, for ikke nok med, at Gud kommer os i møde med Kristus, så sættes der også et lys, et opstandelseslys midt i gravens mørke, et lys, hvis skær også oplyser vores liv – her og nu.
Og med opstandelseslyset i ryggen – med visheden om, at Gud altid-allerede elsker os – så skal vi gå ud i verden, ikke ind i os selv, ud i hverdagen, som trinitatis-tiden også kaldes, ud i samfundet, ud i fællesskabet, ud blandt vores næste.
Når vi i dag hører fra Johannesevangeliet, at mennesket skal ’fødes på ny’, så står vi måske – ligesom Nikodemus – noget uforstående tilbage, men tanken er, at vi mennesker ikke blot er gjort af kød og blod, af begær og behov, der skal dækkes, som sex, som mad, som tilfredsstillelse, men vi er også formet af ånden, af Guds ånd, som tro, som håb, som kærlighed.
Dette forhold, at vi er Guds børn – som det siges til os i dåben – formet af Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed, det skal vi tage med ud i denne verden, blandt venner og fjender, nærmest vende tilbage til livet på-ny, genfødt, som en ny fødsel, nu ikke af kød og begær, men af ånd og kærlighed.
Jeg vil slutte, hvor jeg begyndte: Religion er lidt ligesom sex, det er kommet for at blive. Og lidt ligesom sex, hvor det ikke altid er en selv, der står i centrum, så gælder det samme i kristnedommen: Det er ikke dig, det handler om, men din næste!