Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matthæusevangeliet 5,1-12
På en bjergside, højt oppe i alperne, står en mand på en lille sti, der snor sig rundt om bjerget. Han står klynget op til klippevæggen, for få meter fra sine fødder, der begynder afgrunden, en klippeskrant så stejl, at falder man først, så falder man direkte ned i dødens gab.
Denne lille scene findes i den franske filosof, Jean-Paul Sartres, hovedværk Væren og Intet fra 1943. En scene, en situation, mener Sartre, der på en gang beskriver menneskets frihed i livet, og, måske, menneskets bundet til livet. Sagen er den, siger Sartre, at denne mand, mennesket som sådan, i bund og grund er helt fri til at give slip fra klippevæggen, gå de to skridt ud over kanten og styrte ned i dybet, for der er intet i livet, som fundamentalt set holder ham tilbage, ingen meningsgivende tyngdekraft, der binder ham – han er helt fri til at gøre præcis, hvad der passer ham. Eller med Sartre ord: Mennesket er fordømt til frihed. Spring eller spring ikke, fristes man til at sige, du vil fortryde begge dele.
Sartres pointe er, at der er intet i livet, som holder os tilbage, der er intet, der binder os til livet, vi er frie, ja dømt til friheden, til at gøre både det ene eller det andet. Alt er lige godt eller lige gyldigt. Der er ingen indbygget mening, Gud er død, og der er ingen absolut sandhed at finde. Gør, hvad du vil…
Sartres samtidige, tænkeren og dramatikeren, Albert Camus formulerede spørgsmålet endnu skarpere: Det store filosofisk spørgsmål er i grunden, sagde han, hvorfor ikke begå selvmord? Hvorfor ikke? Livet er jo alligevel absurd, som Sisyfos, der meningsløst slæber stenen op til toppen af bakken, for så at lade den rulle ned, for så igen at slæbe den op hele vejen op. En absurd og meningsløs bevægelse, livet i en nøddeskal, mente Camus, som et par år efter døde tragisk i en bilulykke.
Vi er tilbage i 40’ernes og 50’ernes Frankrig. Få år efter 2. verdenskrig, hvor det største lavpunkt i menneskets historie, et civilisatorisk sort hul, opstod, et mentalt bombekrater, tilværelsens mening sprængt i stumper og stykker, byer i ruiner og kirketårne styrtet i grus, massegrave fyldt med liv, der - på industriel vis - blev nedslagtet.
I samme periode opstod den franske filmgenre, film noir. Selv om farven var kommet til tv’et, så var alt i grålige og støvede toner, for livet var ikke et glansbillede i gul, rød og lyseblå, men snarere et støvet fotografi i sort og hvid, der i skumringen, under gadelampen, mens vinden blæser, regnen siler og mørket der langsomt lægger sig over byen som en tung dyne.
Tiden efter krigen var præget af en mørk og kold eksistentialisme, Kierkegaards tanker videreført om, at du selv er med i dit liv, du har mulighed og frihed til at træffe et valg, et valg, som altid har betydning og konsekvenser, men dog uden Kierkegaards kristendom, den lyse side, om troen og håbet, der går forud for dit valg, som en kærlig hånd, der vil gribe dig, når du springer ud på de 70.000 favne.
Når vi tager Gud ud af ligningen, ud af tilværelsens meningsgivende maskinrum, så smuldrer livets mening under os, så kan det være vanskeligt at finde et stabilt fundament, et fodfæste, hvorfra vi kan sige, at livet er godt, at det er værd at leve, at alt, hvad der er omkring mig og i mig, faktisk, og i dybeste forstand, betyder noget.
Hvad er svaret på det spørgsmål, som Sartre og Camus rejser, hvorfor ikke bare slippe klippevæggen og gå de to skridt ud over kanten? Hvorfor ikke bare lægge mig for an Sisyfos’ sten, og lade den tromle ned over mit liv?
Sartre peger på, at mennesket er frit til at gå ud over kanten, dét er Sartres betydningsfulde bidrag, men det er kun det halve svar, den halve sandhed, for sagen er jo den, at langt de fleste klæber sig fast til klippevæggen, med næb og klør, og ikke skal nyde noget af at lege med tanken om at kigge ned i afgrunde.
Jeg tror, at vi alle kender den fornemmelse, når vi står ved en stejl skrant, sidder i en vindueskamp på 3. sal eller står for an det brusende hav, der nådesløs banker mod klipperne, så rammes vi af en usikkerhed; vores ben vakler, en svimlende fornemmelse, for tanken kan strejfe, enten flygtigt eller mere dyb, at jeg kan faktisk godt tage springe. Det er et moment af absolut frihed, på en gang dragende og frastødende, for tænk sig, hvis man i øjeblikket gik med tanken. I det ene øjeblik smager man den absolutte frihed, i det næste melder døden sig.
Som en smutsen, der lystigt hopper fra bølge til bølge på vandets overflade, dog altid og med svigende sikkerhed, med afgrunden, bunden, som sin sikre destination.
Men hvad er det så, der holder os tilbage? Hvad er det, der binder os til livet? Her ville Sartre svare intet, men det er ikke kristendommens svar. For kristendommen knytter an til den dybe erfaring, som vi alle kender, nemlig den, at mit liv er mig skænket. Det er en gave, jeg har fået betroet, ikke fordi jeg fortjente den, for hvad kunne jeg dog have gjort for at få livet, men fordi, der er en kraft som er større end intetheden, absurditeten og meningsløsheden, nemlig godheden, kærligheden, fylden.
Nok er livet ikke et glansbillede, en Morten Korch-film, men det er heller ikke blot skumring i sort og hvid, for livet er fuld af kærlighed, som tider blot i strejf, en revne i den grå virkelighed, hvor lyset skinner ind, sommetider mere fyldigt, når solen stiger op fra havets kyst, når et kærestepar forenes på togperronen eller ved dødslejet, hvor mor og datter holder hinanden i hånden indtil sidste vejrtrækning.
Der findes en lydoptagelse fra første verdenskrig, som i denne sammenhæng, synes jeg, siger mere end tusind ord. Det er en optagelse fra krigens sidste minutter, og først så høres der maskingeværer, granater, der eksploderer, krudt og kugler flyver i luften, men så indstilles skydningen, krigen er forbi, og så stilhed. Absolut stilhed…
Og så – ud af stilheden – ganske svagt, så mere tydeligt, så kan man høre fuglene synge. Først en fugl, så to fugle, så et helt kor af fugle. Fuglesang, sekunder efter den skærende lyd fra den sidste granat. Fuglesang…