Hvad er et menneske?

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

_______________________________

En forfærdelig ulykke. En sen aftentime, mens mørket har sænket sig over landskabet og de vinterklare stjerner på himlen begynder at lyse, så kører en mand – i sin bil – direkte ind i en ubarmhjertig klippevæg i udkanten af Oslo. Det er alvorligt.

Da han – med redningshelikopter – bliver bragt til hospitalet, konstaterer lægerne, at mandens liv ikke står til at redde. Han er hjernedød, der er intet liv tilbage, ingen livstegn fra maskinerne, der måler hans krop ned til mindste celle, der er intet håb i mørket.

Og dog. Den ene scanning af hjernen viser, at der stadig er en aktivitet i hjernen. Noget rør på sig. Lægerne er forbløffede, ude af sig selv, for det kan ikke være rigtigt – manden er død, og dog er der liv, viser billedet. Det må være en fejl, maskinen tager fejl, bliver personalet enige om, for al lægevidenskab tilsiger, at det ikke kan lade sig gøre, al logik, al fornuft, al viden, siger, at manden er død – der kan ikke være aktivitet. 

En forsker, en af landets klogeste hoveder, bliver tilkaldt for at opklare paradokset, liv, selvom der burde være død, bevidsthed – af en eller anden slags – selvom patienten er hjernedød. Et mysterium. Forskeren, Jarle Skinlo, skriver netop på en bog, der handler om bevidstheden – eller måske rettere: al det, vi ikke ved om bevidstheden -, så han må være den rette mand. I tasken, på vej ind til patienten, har han sit bogmanuskript, hvor en enkel, central passage lyder: ”Ingen ved, hvad en tanke er. Ingen ved, hvad bevidsthed er. Nej, siger du måske nu. Det er ikke sandt. Alle ved, hvad en tanke er. Alle ved, hvad bevidsthed. Og på en måde er det korrekt: Vi tænker, og vi har en bevidsthed, derfor ved vi af erfaring, hvad det er. Vi føler det, vi mærker det, vi ved det – men vi kan ikke fange det.” Vi kan ikke fange det.

Forskeren, Jarle, går da også mere ydmygt til værks; han taler til patienten, som om han var vågen, som om han levede. Han gransker målingerne, og må da selv erkende, at der er aktivitet i hjernen, selvom patienten burde være død. Umuligt. Forklaringen, som de alle higer efter, kan ingen af dem give… 

Denne scene findes i Karl Ove Knausgårds sidste udkomne roman Det Tredje Rige. Og på sin egen måde rejser scenen spørgsmålet: Hvad er bevidsthed, hvad er et menneske, hvad vil det sige at være i live, hvad vil det sige at være død?

På én gang nok det mest simple og nok samtidig det mest komplicerede spørgsmål. For burde vi – os mennesker – ikke vide det? Vi er jo mennesker, men kan vi svare på, hvad er et menneske? 

Kød og blod, lunger, der trækker vejret, et bankende hjerte, hænder og fødder, ben og knogler. Ser vi et menneske, så er vi ikke i tvivl. To ben, oprejst krop, ansigtet, der lyser, øjnene, der stråler. Men hvad er et mennesket? 

Til forskel fra dyret, ræven, der i ly af krattet lister rundt i skovbrynet på jagt efter føde, så rummer vi ikke bare det dyriske, det instinktive, det biologiske, for dér, hvor ræven ikke har begreb om sig selv, sin fortid og sin fremtid, den er bare, så er vi mennesker bevidste, selv-bevidste, vi kan se os selv ude fra – stille spørgsmålet: Hvem er jeg, hvad skal jeg med mit liv, er jeg den, jeg gerne vil være?

Eller sagt bibelsk: Mennesket er, som dyrene, formet af jordens støv, det døde materiale, men samtidig – og heri består det rent menneskelige – blæste Gud sine ånde på os, så vi blev levende. Eller sagt kierkegaard’sk: ”Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv (…); Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed”. 

Det er to måder at sige på, at mennesket er mere end vores krop, for dét, der gør os til mennesker, er ånden, sjælen, bevidstheden. Det, som videnskaben ikke kan fange, men som vi alle kender til, mærker, fornemmer, ånden, sjælen, bevidstheden.

Når vi i dag fejrer pinse, så er det ånden, vi fejrer, men mere end blot den ånd, som gør dig til dig, den individuelle ånd, dit særpræg, nej snarere fejrer vi, at der er en ånd, som binder os alle sammen. Som går på tværs af det individuelle og enkelte, og som gør, at vi på en eller anden måde hænger sammen i en enhed, et fællesskab, en menneskehed.

Men hvor kommer den ånd fra, som fastholder hiin enkelte, du og jeg, i fællesskabet, for vi erfarer jo alle, at vi – mennesket – på en eller anden måde, dybt nede, hænger sammen? Er det et nationalt-politisk fællesskab, der binder os sammen, som en skov, hvor hvert enkelte træ har sine rødder solidt plantet i den danske muld? Er det vores jord, vores territorium, grænsen mod syd og grænsen mod nord, der er fællesskabets fundament? Er Dannebrog, der daler ned fra himlen, og omslutter os alle, der gør, at vi står sammen?

Jorden, mulden, hjemmet, vores hjemstavn, vores ophav, vores sprog, du danske sprog, min moders stemme, alt dette danner et dybt fællesskab, som løber i vores årer. 

Men Pinsen peger ikke på dette, som det afgørende, for der er en endnu dybere forbindelse mellem os mennesker hernede på jorden, en forbindelse, som ikke kun strækker sig horisontalt gennem vores liv, gennem landskabet, gennem historien, men også vertikalt rejser sig i vores liv på tværs af slægternes led – nemlig det, at vi alle bor under Guds himmel. 

Og hvad betyder det i grunden – at bo under Guds himmel? Når vi kigger op i himlen, op mod morgenstundens drivende skyer, op mod den dybe stjernehimmel, så kan vi rammes af en svimmelhed, for pludselig slår det en, hvor stort det hele er, og hvor er jeg dog lille. Hér mærket vi, at der er noget i livet, vi ikke kan kontrollere, noget, som har magten over os, som et ubetinget vilkår, vi må leve under. 

Set fra dette svimlende perspektiv, så kan menneskelivet forekomme ligegyldigt og ubetydeligt, men kristendommen – fordi Gud bliver menneske som os -, siger det anderledes: Hvert menneske, du og jeg, er Guds barn.

”Fred efterlader jeg jer, og fred giver jeg jer”, de ord siger Jesus i dag i Johannesevangeliet. Ordene runger på en gang fra en fjern fortid, ”Fred efterlader jeg jer, og fred giver jeg jer”, men samtidig runger de også i dag, de er lige så evige, som de er historiske, for de sætter os i dag i svingning, i resonans, om man vil, for de fortæller os, at den magt, som vi alle er underlagt her under Guds himmel, det ukontrollerbare, den vil os det godt. For den himmel, vi bor under, den åbner sig med Kristus – Gud lader, poetisk sagt, sine stråler skinne på os -, og netop dette, at vi alle lever i Guds nåde med kærligheden som fortegn og med tilgivelsen i ryggen, det er det dybeste fællesskab, som vi mennesket tilhører. Vi er Guds børn – af tro, håb og kærlighed. 

Jeg vil gerne slutte – lidt bagvendt, måske – med at bladre et par kapitler længere ind i Knausgårds bog, Det Tredje Rige, som i øvrigt refererer ikke til Faderens, ikke til Sønnens, men til Helligåndens Rige – det tredje rige – med en kort tankerække fra Ramsvik, den mand, som kørte galt i de norske fjelde, og som ligger der på hospitalssengen et sted mellem de levende og de døde, med en skadet bevidsthed, der forsøger at holde fast i hans erindringer, mens lægerne flokkes måbende om ham. Det lyder sådan her: ”Mennesker med masker og sådan noget bøjer sig ned over mig. PATIENTEN ER VÅGEN! Gjalder det mellem fjeldene. Leo bjæffer, og far står med hænderne i siden og ser ned på strømmen af får på stien under os. Lasede og snavsede trasker de efter hinanden. Den nyfaldne sne på toppen af fjeldene på den anden side af fjorden får det til at se ud som om de er kommet et skridt nærmere i løbet af natten. Eller også er det den klare, skarpe efterårsluft, der gør det. –”Det må være et af de smukkeste steder i verden, tror du ikke” siger far. Jeg nikker og ser ned på sæteren, bygningerne så grå af ælde, at det ser ud som om de er en del af landskabet. Jeg rejser mig, så stolen vælter. Hvad er der, Jan? Siger Liv. På badeværelset indenfor fyldes badekarret med vand. Jeg går derud, slukkerne hanerne, mærker vandet på hånden.”