Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.
Lukasevangeliet 1,26-38
I Franz Kafkas lille novelle ”En Landsbylæge” fra 1920, der kaldes en pligtopfyldende landsbylæge en sen vinternat ud på sygebesøg for at tilse en syg dreng. Lægen forcerer vinterlandskabet, den stærke snefygning, der fylder det vidtstrakte rum mellem ham og hans patient.
Da han når frem, kan han konstatere, at drengen, der ellers møder ham med den chokerende bøn ”Doktor, lad mig dø”, slet ikke er syg. Han har ikke engang feber. Han er – i lægens optik – helt rask.
Da lægen gør mine til at forlade drengens sygeleje, insisterer familien på, at han undersøger ham nok en gang. Nu opdager han, at drengen alligevel er syg. Han ser, at drengen har et stort, blodigt sår i siden af kroppen. Kafka beskriver situationen, set gennem landsbylægens øjne, på denne måde:
”I hans højre side, i hofteregionen, har der åbnet sig et sår på størrelse med en håndflade. Rosa, i mange nuancer, mørkt i dybden, lysere ud mod kanterne, finkornet, med uregelmæssig blodansamlinger, åbnet som et stenbrud. Sådan ser det ud på afstand. Tæt på viser der sig endnu en komplikation. Hvem kan kigge på det uden at fløjte ganske let? Orme, lige så stærke og lange som min lillefinger, rosenrøde i sig selv og dertil oversprøjtede med blod, snor sig, fasthold i sårets indre, med hvide hoveder og mange små ben, frem mod lyset. Stakkels dreng, dig kan jeg ikke hjælpe. Jeg har fundet frem til dit store sår; ved denne blomst i din side går du til grunde.
”Redder du mig”? Hvisker drengen hulkende, helt blændet af livet i sit sår. Sådan er folk her på egnen, siger lægen, altid kræve det umulige af lægen. Den gamle tro har de mistet; præsten sidder hjemme hos sig selv og trevler messehaglerne op, den ene efter den anden; men lægen skal klare det hele med sin fine kirurgiske hånd”.
Det er stærke billeder, som Kafka her fremmaler. Den dødsyge dreng, lægen, der undersøger, på en gang nøgternt og beskrivende med sit skarpe lægelige blik, samtidig dog med en flig af poesi, en flig af en interesse, som ikke udspringer af lægebøgerne, en interesse, der går op tværs af den kolde og kyniske videnskabelighed. ”Hvem kan kigge på det uden at fløjte”, som lægen siger.
Kafkas lille novelle, som kun fylder et par sider, kan læses som en historie om, hvordan samfundet er gået fra et religiøst verdensbillede til et videnskabeligt verdensbillede. Som lægen siger: Folk her på egnen har mistet deres tro, og hjemme sidder præsten og optrevler de gamle messehagler. Imens, underforstået, må lægen klare ærterne.
Vi lever på mange måder i det verdensbillede, som i begyndelsen af det 20. århundrede trængte frem. Naturvidenskaben og dens måde at betragte verden på har ikke blot slået dybe rødder på universiteterne, men også i vores bevidsthed. Verden er blevet endimensionel, der findes kun det, vi kan se, måle og veje. Det fantastiske, farverige og fortryllende har trænge kår i virvaret af tidens tal, statistikker og beregninger.
Kærligheden er reduceret til kemiske processer i hjernen, endorfiner, vistnok, der udløses, sorgen, den dybe sorg efter at have mistet en elsket menneske, skal behandles – gerne af psykologer -, så man kan, som man siger, ”komme ud på den anden side”, mennesket – i al sin kompleksitet – er blevet et stykke DNA, og hvis man ønsker at vide, hvem man er, ja så skal man ikke kigge ind i sig selv eller ned i sin historien, men kigge gennem mikroskopets forstørrelsesglas ned i sit DNA – dér finder du svaret.
Også i teologien, i forståelsen af Bibelens tekster, der satte denne tidsånd sine spor. Man talte om, i 1920’ernes Tyskland, omtrent på samme tid som Kafka -, at Bibelen skulle ”afmytologiseres”. Al den mytologi, al den overtro, al det fortryllende, som var en indgroet del af verden på Bibelens tid, skulle skrælles fra og skæres væk, så kun den ’eksistentielle kerne’, dét, som egentligt var teksternes budskab, mente man, stod tilbage.
Når vi i dag hører om Marias Bebudelse, så er det i grunden en fantastisk fortælling. Englen Gabriel, der stiger ned som Guds budbringer, med ordene: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.”
En helt i grunden fortryllende begivenhed. En jomfruelig undfangelse, skabt ud af intet, creatio ex nihil, som også verden blev skabt ud af intet. Et mirakel i Maria mave, Jesusbarnet, der finder sig til rette under moderens hjerte, som også skabelsens første morgen, dengang alt var tomt og øde, i sig selv er et mirakel.
Når vi tænker over det, så er livet et mirakel. Tænk, at der virkelig er noget, træer, der svajer i vinden, børn, der leger, mennesker der rammes af kærlighed - og ikke bare ingenting, tomhed, mørke og ligegyldighed – det er i sig selv fantastisk, fortryllende, mirakuløst.
Netop en graviditet, en hvilken som helst graviditet, rummer i sig også det mirakuløs, et liv bliver til, selvom det – fra en naturvidenskabelig betragtning – i grunden er et stykke biologi: En sædcelle, et æg, en befrugtning.
For lægens blik producerer vi blot et barn – det kan beskrives nøgtern, teknisk og med præcision af de medicinske begreber. Men sådan erfarer vi det typisk ikke. Vi erfarer det oftest nærmest som et under, noget vidunderligt, der hænder os, ikke som noget, der kommer inde fra, en biologisk proces fra kroppens indre, men noget, som gives til os, som en gave, der skænkes.
Nybagte forældre siger ikke, at de har lavet et barn, men i stedet: Vi har fået et barn. Et barn blev os givet. Det har karakter af en gave, som gives – enten af livet selv eller som sendt fra Himlen - og derfor rammes vi, som Maria, Jesu mor, af taknemmelighed, ydmyghed og glæde.
Lader vi erfaringen af livet som gave få plads i vores naturvidenskabelige verdensbillede, lader vi den være fortegnet for vores liv, så udvider den vores tilværelse, så alt fremstår i et bestemt og fortryllet lys – et himmelsk og guddommeligt lys, der omslutter alt, og som sagte fortæller os, nogle gange som en hvisken, et svagt lys, andre gange markant, som et blændende skær, at Gud er med os, at vi ikke er alene hernede på denne jord i al vores forgængelighed.
Måske er det i grunden ikke Bibelen, der skal afmytologiseres, måske er det snarere den moderne verden, der skal genfortrylles – gøres fantastisk og mirakuløs. For hvem kan egentligt, som landsbylægen sagde, gå igennem livet uden at fløjte?