Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9Jesus Kristus - i tjenerens skikkelse – sagtmodigt ridende på et æsel.
Hvordan mon Zeus, den stærke, græske gud, ville komme ridende? Sagtmodigt på et æsel? Hvordan mon Thor, den nordiske krigergud, vil komme ridende? Sagtmodigt på et æsel? Hvordan mon Muhammed, muslimernes budbringer, vil komme ridende? Sagtmodigt på et æsel?
De vil nok alle komme triumferende ridende, brystet fremskudt, musklerne spændt med sværdet løftet sejrende over hovedet. Sådan ville de komme ridende, for sådan tænker mennesket, at Gud skal være. Stærk, sejrende, triumferende.
Ser vi gennem historien, så har mennesket altid længtes efter en befrier, en forløser, én, der kan bringe livet frem – måske fra smertens sted – til lykkens paradis. Det kan være i det sociale, hungersnød og uretfærdighed, det kan være i det politiske, din stemme skal høres, dit land skal befries, men det kan også være i det eksistentielle, livets smerte, ensomheden, angsten, døden, der venter.
Der kan være nok af bånd, der binder os mennesker til livets skyggesider og som gør vores tilværelse svær at holde ud. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at mennesket altid har set sig om efter en befrier. Tænkt blot på Napoleon, som nærmest blev tilbedt på tværs af det europæiske kontinent for sine bedrifter, eller tænk på den forløsning, der brød ud som jubelråb – måske særligt i det tyske folk – efter 1. og 2. verdenskrigs udbrød. En forventning om forløsning, en forventning om, at noget nyt skal spire frem, som et vulkanudbrud, der først ligger alt i aske, men dernæst så skyder den ene plante efter den anden op af den fede muld.
Sådan måtte også alle de mennesker, som forventningsfuldt fulgte i Jesu fodspor palmesøndag for 2000 år siden have tænkt, da de spredte deres palmeblade ud for hans fødder og råbte ”hosianna i det højeste”. Deres land var besat, romerske soldater stod på hvert et gadehjørne, deres liv lå i hænderne på et fremmed folk, der udnyttede dem og satte deres frihed i lænker.
Derfor må forventningen til Jesus havde været stor. Er det deres nye konge? Deres befrier? Deres forløser? Men selvom Jesus blev hyldet som en konge, så opførte han sig ikke som en konge. De fik ikke deres ønsker opfyldt, han var ikke spejlbilledet af menneskets indre trang til en stærk konge med sværdet i hånden – som Zeus, som Thor, som Muhammed. Jesus red ind – sagte og sagtmodigt - på et æsel; han kom med fred og uden våben, og hans besættelsesmagt er den, at han sætter mennesker fri til livet. Han kom med et helt andet kongerige end det, vi mennesker forestiller os, for han krævede ikke magt over menneskene, men tog i stedet tjenerens skikkelse på sig for at lade sig bøje sagtmodigt for andre. Hvilken konge – en konge, som verden ikke har set mage!
Når nu Jesus vil være en anden slags konge, end de herskere og konger, vi ellers kender til, så betyder det også, at vi må blive andre undersåtter, end dem, vi ellers kender. Vi skal ikke adlyde og parere ordre, vi skal ikke gøre honnør og slå hælene sammen, vi skal ikke følge bogstavet i bogen til punkt og prikke; i stedet skal vi være frie, frie til at tjene, sådan som Kristus tjente, sådan at vi rækker den tilgivelse videre, som vi – i kraft af Gud – altid-allerede selv er omsluttet. Eller med Paulus’ ord: ”Vi skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”.
Kristendommen – med Kristus, der går fra krybbe til kors – rummer en bevægelse, en dialektik, som mennesket ikke selv har kunne forestille sig: For det er gennem den fornedrede Kristus, at han ophøjes, det er gennem hans afmagt, at han får sin almagt, det er gennem svagheden, at styrken viser sig, det er som syndebuk, at Kristus sejrer, på samme måde som påskemorgen stråler gennem langfredagsmørket. Desto mørkere baggrunden er, desto kraftigere er lyset.
Alle andre gudeskikkelser, som mennesket har frembragt gennem historien, vil aldrig træde ind i verden i tjenerens skikkelse – sagtmodigt ridende -, men den Gud, vi samler os om i kirken, viser sig for os i os i støvet, det støv, som også vi er gjort af, og Gud viser sig for os i lidelsen på korset, den lidelse, som også er en del af vores liv, Gud viser sig i gravens mørke, det mørke, som også omslutter vores liv, og Gud viser sig i den tomme grav påskemorgen, hvorfra opstandelseslyset, håbet om liv efter døden i Guds rige, også skinne på vores liv.
Troen på opstandelsen løsner dødens greb om livet, vi går ikke i en lige linje fra fødsel mod gravens mørke, for i lyset af opstandelsen blegner døden som definitiv magt. Det er lyset, der er fortegnet for livet, ikke mørket, det er lyset, vi går i møde, ikke mørket, det er lyset, der trænger mørket bort, ikke omvendt.
På samme måde som Jesu Kristi opstandelse er fortegnet for hele Bibelen, som det, der kommer før alt andet, før krybben, før korset, det, der så at sige sætter det hele i spænding og perspektiv, så er opstandelsen også fortegnet for vores liv - et liv, der hermed rummer mening og betydning, et liv med tilgivelse og forsoning, et liv med tro, håb og kærlighed.