Hyrden og styrmanden

2. Søndag efter påske
Billede
Tidlig kristen statue, Den gode hyrde, ca. år 300.
Tidlig kristen statue, Den gode hyrde, ca. år 300.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Johannesevangeliet 10,11-16

For et par uger siden fik vi 4 nye beboere på Præstegården her i den nordlige ende af klosteret. 4 unge og friske tøser, Tessa, Dyveke, Daisy og Lyn, er flyttet ind – ikke helt ind under hjemmets fire vægge, men ud i haven, hvor de har fået deres eget lille hus, grønt og rødt, som de nu går og hygger sig i.
Det er 4 dværgwyondotter, små, fine høns, som gerne, når de falder rigtig til, skal levere friske forsyninger af æg som tak for de rester af mad, vi giver dem. Det er vores fælles aftale.

4 høns udgør en lille flok – de har et hierarki, én på toppen, én i bunden, og hønemor, der bestemmer, hun får lov til at vælge siddepind først, og hun – når den tid kommer – lægger også sine æg først.

Man kan godt risikere, at der bliver kaos i flokken – enten et oprør fra bunden -, eller hvis toppen skal demonstrere sin magt, så bliver hakkeordenen gjort tydelig. Den ene hakker på den anden, den anden på den tredje, den tredje på den fjerde. Ve den, der ligger nederst i hakkeordenen!

Når man bor herinde midt i byen, så er haner ikke rigtig velkomne. De galer før Fanden får sko på, og det vil hverken jeg eller mine naboer, tror jeg, bryde sig om. Men fordelen ved en hane er, at den holder styr på flokken. Der kommer ikke et pludseligt oprør, der sker ingen brutal magtanvendelse, for hanen sørger for, at alle passer sin plads. Den holder orden i hierarkiet, sørger for, der ikke bliver anarki og kaos.

Fra mit kontorvindue kan jeg sidde og kigge ud på vores lille hønseflok, når de klukker rundt i hønsegården. Det er sådan set vældig hyggeligt, men det er nærmest også som et lille studium i, hvordan en flok – et mikrosamfund – fungerer. 

Der er et hierarki, nogen skal holde orden, så det ikke smuldrer, der er en leder, der en flok.

I dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet handler også om en form for ledelse. Her siger Jesus, at der findes den gode hyrde og den dårlige hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene, ofrer sig, når ulven kommer, som kaptajnen, der som sidste mand forlader den synkende skude.
Daglejeren, den dårlige hyrde, er modsat ikke ét med sin flok. Lige så snart faren lurer, stikker daglejeren af sted og flygter, som en general, der, i det øjeblik bomberne kommer nær, er den første til at forlade slagmarken. 

I den antikke verden, for over 2000 år siden, der møder vi forskellige billeder på ”den gode leder”. I Grækenland havde man ikke hyrden som idealbillede, men derimod ’styrmanden’, rorgængeren, som et billede på den leder, der kunne styre skibet uden om alle farerne. 
Det er en form for totalitær ledelse, en stærk ledelse, hvor kaptajnen har kontrol, bestemmer retningen, og så må samfundet – skibets besætning om man vil – føje sig og følge med.

Sådan et billede bruger Jesus ikke om sig selv. Han er ikke den stærke mand, som Muhammed i Koranen, der kommanderer og kontrollerer; Jesus sætter ikke en kurs, et sæt af regler og love, som alle så skal efterfølge.

I stedet beskrives Jesus som den gode hyrde. Den gode hyrde leder ved sin omsorg, han kender flokken, fra det mindste lam til det største får, han våger over dem dag og nat, og bliver et får væk, så sætter den gode hyrde sit liv på spil for at bringe fåret hjem.
Jesus som hyrden, der leder flokken med omsorg og barmhjertighed, står i modsætning til grækernes styrmand, der leder med magt og autoritet. På den måde satte Bibelen, kristendommen, et helt nyt ideal, en helt ny værdi i verden, for den gode leder var ikke ham, der tyranniserede folket, der sad på toppen af samfundets pyramide og raslede med sværdet, nej den gode leder, Kristus, regerer gennem sin ’svaghed’, han er ét med flokken, en del af folket. 
Gud viser ikke sin kærlighed til os menneske ved at dirigere som styrmanden, udstikke en vej, som vi alle skal følge. Kristendommen er ikke en lovreligion, forstået som en række sorte bogstaver på hvidt papir, regler og love, som vi alle skal overholde. Vi kan ikke slå op i ”bogen”, og så finde ud af, hvordan vi skal leve. 

Kristendommen er derimod en nådes-religion. Gud viser sin kærlighed til os mennesker ved at blive som os – lade sig føde midt i flokken -, og dermed give os et tilsagn om, at han er hos os, også når vi farer vild, når – i overført betydning – ulven kommer og det hele spidser til.
Som hyrden har kærlighed for hvert et får i flokken, sådan strømmer Guds kærlighed også til hver af os. Ikke de udvalgte, ikke de få, men til alle – uanset, hvordan vores liv end tager sig ud. 

Man kan godt spørge, hvad det i grunden betyder: At Gud elsker os som sine børn – at kristendommen er en nådesreligion, hvor Guds kærlighed er det første og sidste? 

Det betyder, at det altid er Gud, der kommer til os – vi skal ikke ’præstere’ vores tro, gøres os fortjente i Guds øjne. At være troende handler ikke om, at man skal nærme sig Gud, gøre det godt for at få Guds nåde, men det handler derimod om, at man ved, at man før alt andet er elsket, at man er omsluttet af en guddommelig kærlighed, en form for nåde, som er fortegnet for hele vores liv.

Set i det lys er vores liv en gave, skænket af Guds nåde og kærlighed, og som sådan sætter det os fri til at leve og påtage os den opgave, som livet også er. 
For vi mennesker er altid forviklede med hinanden. Vi er afhængige af hinanden og holder selv altid noget af det andet menneskes liv i vores hånd, som Løgstrup har sagt det engang. Det kan betyde meget eller det kan betyde lidt, siger han: det kan bare være en forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne, eller som man vækker. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte om den andens liv lykkes eller ej.

På den måde er vi hinandens hyrder, fordi vi har en etisk forpligtelse over for hinanden. Vi skal bringe den kærlighed videre, som Gud viser os i Kristus som den gode hyrde, til vores næste – så vi engagerer os og tager del i hinandens liv – ikke med ligegyldighed, men med kærlighed. Sådan er vi alle afhængige af hinanden, udleverede til hinanden, og derfor må vi også – nærmest dagligt - stille os selv det spørgsmål, om jeg nu er en god hyrde for min næste?
Og når vi fejler, ender som den dårlige hyrde, så skal vi huske, at vi altid kender røsten på vores hyrde i himlen, der med ordene, som lød til vores dåb, lyder: ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”