Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Jeg ved ikke, om I nogensinde har modtaget et kærestebrev? Tænk engang, tænkt måske godt efter, tænkt måske tilbage til jeres skoletid. Et kærestebrev. Sådan et lille krøllet papir, måske lagt i al hemmelighed i dit penalhus, skrevet med gyngende blokbogstaver, og så afsluttes brevet med 3 små firkanter, hvor du kan sætte dit skæbnesvangre kryds: Ja-boksen, måske-boksen, nej-boksen.
Sådan var det i hvert fald i min skoletid. Og jeg kan huske den der varme fornemmelse, der strømmede gennem kroppen, når man læste ordene i brevet. Jeg kan lide dig, du er sød, vil du være min kæreste, kærlig hilsen din Emma. Det var som om, at ordene var ladet med varme, at enhver sætning rummede en dybde og betydning, som helt fysisk kunne mærkes i kroppen. Fra det ene hjerte – ned i ordene – til det næste hjerte. Et kærestebrev er skrevet med kærlighed og læses med kærligheden.
Og sådan behøver det vel egentligt ikke at være? Et kærestebrev kan også læses med et koldt og nøgternt blik, sådan som det bliver, hvis brevet ender i de forkerte hænder, i nogle hænder, som ikke deler den varme, brevet er skrevet med; så forekommer ordene pludselig latterlige, patetiske og naive.
Søren Kierkegaard skriver et sted, at det at læse Bibelen, det er som at læse et kærlighedsbrev fra den elskende til den elskede. Ethvert bogstav, ethvert ord, enhver sætning skal læses i kærlighedens lys, og hvis man læser det videnskabeligt, som man da både kan og skal, så rammer det ikke tekstens inderste; i mødet med Ordet, Bibelen, så skal der være det samme på spil, som der er for den elskede, når han eller hun hører den elskendes kærlighedserklæring.
Og måske er det derfor, at vores tid – mere end nogen anden – går skævt af Bibelen. Vi læser den med de forkerte briller, som om det var en nøgtern reportage fra antikken, sådan en slags historie-litteratur på linje med den græske Herodot eller den jødiske Josefus, og derfor møder vi teksten med det langt senere og for så vidt moderne spørgsmål, kan det virkelig passe, i stedet for det dybere og langt mere åndfulde, hvad betyder det? Krist stod op af døde – hvad betyder det og ikke skete det virkelig!
Bibelen i al dens vælde er ikke en bog, hvis ånd er, at den skal læses bogstaveligt, i hvert fald ikke i den forstand, at teksterne – historierne og fortællingerne – skulle referere til en historisk virkelighed, hvor begivenhederne udfolder sig på samme måde som det beskrives og fortælles i teksten. Dét, der ligger umiddelbart bag teksterne som historisk virkelighed, det er dette: en menighed, en gudstjenestefejrende menighed, som samles om det, at leve i lyset af troen på opstandelsen. Derfor kan man også sige, at det er kirken, os, der har en Bibel, og ikke Bibelen, der har en kirke, eller mere slagordsagtigt: I begyndelsen var menigheden eller i begyndelsen var gudstjenesten. Med andre ord: Bibelen er skrevet af troende til troende, ikke for at overbevise, men for at udfolde, og derfor møder vi ikke argumenter og logik i Bibelen, men derimod forkyndelse – akkurat som et kærestebrev, der er skrevet af kærlighed og skal læses med kærlighed.
Tænk på ordene fra Ezekiels og Daniels Bog i dag. Det er ord, der nærmest bliver til malerier for vores indre blik. Og det er måske hvad det er: Malerier for vores indre blik. Hos Ezekiel: en stor dal, omringet af grå klipper, og i bunden ligger bunker af knogler. Hulter til bulter, indtørrede og forrådnede som gamle kødben, der tilfældigt og skødesløst er kastet ned i hullet som et andet spil Mikado. Og hos Daniel: En trone i himlen, flammer af ild, og så titusinder af folk fra hele verden, der tilbeder Menneskesønnen i sin himmelske skikkelse.
Hvad er dét, der møder os? Ikke en historisk virkelighed, men snarere en mental virkelighed, en tanke, en forestilling om, at døden ikke har det sidste ord i vores liv og at der er en magt, der er så kraftig og kærlig, at den kan sparke dødens porte op inde fra.
Når vi i dag står over for en opvækkelse, en opstandelse, af de døde, både med dalen fuld af knogler og med Jesus og synagogeforstanderens døde datter, så står vi i dag over for spørgsmålet: Tror vi det eller tror vi det ikke?
Ikke sådan, om vi tror, at det virkelig er sket i historisk forstand, at graven blev levende, at pigen rejste sig fra sit dødsleje, men sådan, om vi tror på, at der også i vores liv er en kraft, en guddommelig hånd, der griber os, når vi falder ned i gravens mørke.
Ezekiel står der – lamslået - ved kanten af klippevæggen og kigger ned i, og på en måde står vi samme sted – ved livets klippevæg og kigger ned i vores grav. Nok er vi ligesom Ezekiel i eksistentiel forstand fortvivlede, men vi er ikke uden håb. For der på kanten af livet spørger Ezekiel – ligesom vi dybest set spørger: Gud, kan disse ben, disse indtørrede knogler, blive levende? Kan det som var, det, som nu er væk, blive til igen?
Det er jo et spørgsmål om liv og død, det største af alle spørgsmål, og Gud svarer – igen nærmest i et billede: ”Jeg fæstner sener på jeres knogler, jeg dækker jer igen med kød og trækker hud ned over hver af jer – og så blæser jeg livsånde i jer.” Og så høres der pludselig en raslen fra dalens bund, knogler mod knogler, en skærende lyd, og, så rejser de døde sig fra graven som en hær af mennesker, børn, kvinder og mænd i alle aldre, og vandrede tilbage til livet.
Det er historien om, ligesom den døde datter, der rejser sig fra sengen, at det tragiske monument, som graven er og symboliserer, det er nu med kristendommen blevet ændret til en triumfbue, en sejrsport over, at livet ikke ender i et meningsløst, sort hul. Der er en opstandelse! En opstandelse som er fortegnet for ethvert ord og sætning i Bibelen – Guds kærlighed klinger så at sige med med fra start til slut – akkurat som de kærestebreve, vi sendte rundt i min skoleklasse, da jeg var barn!