I dag er nådens tid

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Alt, vi har, er nu. 

Det står tatoveret på Amalies mors arm: ”Alt, vi har, er nu”.

Amalie, som I måske har hørt om, fik i 2018 konstateret som blot 17-årig en meget alvorlig lungesygdom, som hun måske eller måske ikke ville dø af. 

Amalie stod på kanten til voksenlivet, festerne, veninderne, livet som ung, men sygdommen var den værst tænkelige nyhed, et mørke, der pludselig lagde sig om hendes liv. I 2020 – for to år siden – fik Amalie et par nye lunger, så hun igen kunne trække vejret og måske – nyde livet. 

Hun søgte ind på sit drømmestudie, hun badede på stranden, spiste med veninderne og festede til langt ud på natten. Hendes liv blomstrede, solen skinnede, og alt var godt. 

Men pludselig viste det sig, at Amalies krop frastødte lungerne. Det fungerede ikke, og nu vidste Amalie og hendes familie, at hendes kræfter langsomt ville slippe op og til sidst ville hun stoppe med at trække vejret. 

For mange af os ville det tage modet fra os, et liv i mørke, men Amalie insisterede på at få de sidste solstråler ud af livet. Eller som hun selv skriver fra sin seng på hospitalet: ”Min sidste tid bliver ikke grå og trist”

Sidste sommer – i 2022 - var Amalies kalender tætpakket, selvom hun boede på et hospice. Venner og veninder kom på besøg, de tog ud og spiste, lavede smykker og cyklede Amalie rundt i en ladcykel i byen. Men Amalie mistede langsomt vejret, lungerne svigtede, kroppen blev svagere, og nu begyndte hun at planlægge sin egen begravelse – blot 21 år gammel. 

En hvid kiste, kirkerummet fyldt af liljer og vilde blomster, en gravsten i sort granit med en lille engel. Amalie skriver: ”Jeg tror, at døden er så tabubelagt, fordi folk ikke vil erkende deres egen dødelighed. Jeg håber, at folk, der hører min historie, kunne få lyst til at tale om helt almindelige ting omkring døden. Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne sige: ”Hey, hvad tænker du egentlig om at dø?” Jeg tror og håber, at der sker noget, når vi dør, at jeg havner et fantastisk sted uden smerter.

Til sidst er Amalie så svag, at lægen fortæller hende, at hun kun har enkelte dage at leve i. Amalie sover, mens familien, mor, far og lillebror, samles rundt om hendes seng. Moren fortæller om Amalies sidste døgn: ” Amalie vågnede op tidligt på natten og spurgte: ”Skal jeg dø nu?”. Jeg svarede heldigvis nej. Så lagde hun sig tilbage, og vi mistede kontakten. Mens hun lå der, hviskede jeg til hende nogle gange, at det var ok at give slip. Og lige pludselig var det bare det.

Den 16. august 2022 – om eftermiddagen – sov Amalie stille ind, 21 år gammel.

Jeg bliver helt rørt, når jeg hører om Amalies historie. Det er forfærdeligt, det er hjerteskærende. Og så rejser Amalies skæbne spørgsmålet om, hvorvidt livet er retfærdigt, om Gud er retfærdig? For hvad i himlens navn kunne Amalie have gjort for at ende med den – set fra mit perspektiv – tragiske skæbne? 

Samme spørgsmål rejses i dag, Guds retfærdighed, i Jesus’ historie om vingårdsejeren. Vi hører om en vingårdsejer, der tidligt om morgenen går ned på torvet, hvor livet så småt begynder at pible frem fra sidegaderne, for at hyre nogle daglejere til dagens arbejde på gården. Inden længe finder han en håndfuld unge mænd, og de aftaler en hyre på én denar for dagens arbejde.

Et par timer efter, finder han nogle nye daglejere, og de aftaler også en sum på én denar for dagens arbejde – på trods af, at dagen allerede er nogle timer gammel. Sådan fortsætter det op ad dagen, og alle bliver lovet en hyre på én denar – uanset hvor længe, de arbejder. Alle får betaling efter, hvad de blev lovet, og altså ikke efter, hvor meget de har arbejdet. 

Det er umiddelbart ikke retfærdigt; og pointen er da også, at Gud ikke handler retfærdigt; han handler nådefuldt. Og hvad er egentlig forskellen? I et retfærdighedssystem, der skal man gøre sig fortjent, man skal på en eller anden måde gøre noget for at få noget. Noget for noget. 

Sådan er tanken i østens religioner. Den buddhistiske karma- og reinkarnationsforestilling, som efterhånden har vundet et vist indpas her i vesten, den bygger på sådan et system. Gør du flest gode gerninger i livet, så bliver du, i dit næste liv, født som noget bedre; eller har du flest slette gerninger på vægtskålen, så bliver du født længere nede i hierarkiet. Det er, når man tænker nærmere over det, en kold og mekanisk tanke, som efterlader de nederste i samfundet, dem, som måske er født under hårde kår, som selvforskyldte. De kunne bare have handlet bedre i deres forrige liv eller som Amalie, hun betaler bøden for, at hun i sit tidligere liv opførte sig forkert.

I vores samfund i dag, der hersker retfærdighedstanken. Det er meget fornuftigt, men stod denne tanke alene, så var den kynisk og hjertekold; derfor er det afgørende, at der under samfundets overflade, dybere nede, findes en kristen tanke om, at Gud er nådefuld. 

Og hvad betyder det? Det betyder først og fremmest, at det er Gud, der kommer os i møde. Vi kan ikke gøre os fortjente til Gud, vi kan ikke nærme os ham, hverken i gode gerninger eller ved at være særligt fromme – bevægelsen er altid fra Gud mod os – det er ham, der rækker sin hånd ned til os. (ligesom når vi om lidt bringer Magnus til dåben – så er det Gud, der kommer til os, og ikke omvendt). 

Vi lever alle et liv, der er omsluttet af Guds nåde. Måske uden vi aner det. Tænk blot. Jeg er, som menneske, på sin vis dumpet ind i verden her, alt det, som fra min fødsel omringede mig, mine forældre, mine søskende, ja, det hele, det blev mig givet. Jeg har intet gjort, men en masse ting blev skænket mig – det, livet, har karakter af en gave, som er blevet mig givet. Det eneste jeg skal gøre, dybest set, det er at være taknemmelig. Mit liv er – set i dette lys – et udtryk for Guds nåde. 

Og hæver vi blikket, og kigger ud på verden, ud på naturen, så kan det også fortolkes som et udslag af Guds nåde. Det faktum, at verden er til, livet er til, og der ikke bare er ingenting, kan fortolkes som Guds nåde. Hvad har verden dog gjort for at gøre sig fortjent til at være til i al dens vælde – solopgangen, bølgerne på Øresund, liljen på marken og fuglen under himlen? 

Livet er en gave, skænket af Guds nåde. Amalie – som endte sine dage al for tidligt – er da heller ikke selv ramt af en uretfærdighedsfølelse, som jeg er ramt af, når jeg hører hendes historie. Hun er ramt af nåden. Som hun selv sagde fra sit dødsleje: ”Det lyder måske skørt, men jeg ville ikke have været min sygdom foruden. Den har lært mig at leve så meget og så intenst. Jeg har levet et helt liv på de sidste fire år, hvor jeg var syg. Jeg har lært at elske alle de små ting, man ikke nødvendigvis tænker over: At man har muligheden for at tømme opvaskeren for eksempel. At stå op om morgenen og tænke: "Ej hvor er det fedt, at jeg skal mødes med min veninde". Bare det at stå op en kedelig mandag og skulle i skole. Det er virkelig et privilegium.” Det er Amalies ord, sagt tæt på den død, hun vidste ventede hende. Ord om sit eget liv – i nådens, ikke retfærdighedens, fortegn. ”Alt, vi har, er nu” – eller med andre ord: I dag er nådens tid, i dit, i mit, i alles liv. Nådens tid. I dag.