I menighedens midte

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Sikke noget sludder! Sikke noget vrøvl! Sikke noget blødt pladder! Sådan siger Nietzsche – med andre harske ord - i slutningen af 1800-tallet om kristendommen og dens bløde etik og moral og al dens snak om at vende den anden kind til. Hvorfor, spørger Nietzsche kritisk? Hvorfor vende den anden kind til, når nu man kan slå tilbage – dobbelt så hårdt -, hvorfor være ydmyg, medlidende og sagtmodig, når nu man kan være stolt, stærk og triumferende? Hvad er det for en moral, som vender det hele på hovedet, så den svage bliver den stærke, den ydmyge til den ophøjede, og den stærke den til svage, den ophøjede til den ydmygede? 

Nietzsche kalder det kristendommens slavemoral. Sådan en moral, siger Nietzsche, som pludselig vender grækernes dyder på hovedet – så det som før var det højeste, tapperhed, ære, styrke, det erstattes med sin modsætning, næstekærlighed, ydmyghed, medlidenhed. Eller som det står Efeserbrevet til i dag: ”Mildhed, ydmyghed, tålmodighed – bær over med hinanden”.  Herren, som jo før sad på toppen af pyramiden med sin styrke, han styrtes nu til jorden, et fald fra tinderne, og dér, hvor den stærke græker altid slog tilbage, gengældte måske endda med dobbelt kraft, der satte kristendommen tilgivelsen og vendte den anden kind til, og da blev den stærke til den onde og den svage – ham, der før lå på bunden - blev til den gode. Den der ophøjer sig selv skal ydmyges, og den der ydmyger sig, skal ophøjes. 

For Nietzsche betyder denne omvæltning, dette skifte fra herremoralen til slavemoralen, fra det græske til det kristne, et fald, en katastrofe i menneskets historie, for med kristendommen – mener Nietzsche – blev der skabt en verden ved siden af verden, en metafysik, en evighed, der på den anden side af timeligheden, på den anden side af gravens kant, hvor alle de lidelser og uretfærdigheder, der hører med til livet, bliver genoprettet. Dér finder slaget sted - på ønskeøen kan man nærmest høre Nietzsche grine -, hvor ”herren” får sin straf og ”slaven” sin oprejsning – eller som det siges i Matthæusevangeliet: ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres”. 

Nietzsche selv virkede og levede – som vi - i ”den kristne verden”, en verden, hvor tanken om, at den svage skal hjælpes, har slået rod, en verden, hvor næstekærligheden, selvom den kan have trange kår, spirer rundt om os, en verden, hvor fællesskabet – på trods men ikke desto mindre på kryds og tværs – blomstrer. Den græske verden, som Nietzsche drømte om fra sit skrivebord, har vi kun adgang til gennem bøgerne, og der ser vi kun, som kiggede vi gennem et nøglehul, en brøkdel af livet og dets udfoldelse.

Kan vi gennem kilderne forstå volden, brutaliteten, overgrebene? Kan vi høre skrigene, smerten, lyden af piskeslag? Kan vi lugte blodet, sveden, tårerne? Kan vi se betændelsen i bylderne, vandet i kroppen eller de beskidte sår? For os, der nu lever i velfærdsstatens tid, hvor sikkerhedsnettet – hentet fra historien om den barmhjertige samaritaner i øvrigt – er spændt godt ud under os, der kan det være svært at forestille sig, hvor anderledes den græske verden er fra vores. Prøv engang, forestil dig en verden, hvor halvdelen af befolkningen var slaver. Forestil dig en verden, hvor de fattige lå på hvert et gadehjørne med fremstrakte hænder i håbet om ikke at dø af sult. Forestil dig en verden, hvor alle mænd var mere værd end kvinderne. Forestil dig en verden, hvor alle syge blev betragtet som ’urene’ og kastet uden for byen. Forestil dig en verden, hvor alle dem, der arbejdede, måtte knokle fra morgen til aften for at overleve. Forestil dig er verden, hvor alle dem, der havde magt og rigdom, bestemte brutalt og voldeligt over alle andre. 

Det var en fundamentalt anden verden end den verden, vi nu sidder i. Ja, der er vel intet mindre end en verden til forskel, og det skyldes blandt andet den omvæltning af værdierne, som Nietzsche dels så rigtigt identificerede, dels så forkert harcelerede imod.  

I dag hører vi om Jesus, der – på hviledagen, sabbatten -, var på besøg hos de ledende farisæere; pludselig træder en syg mand, hvis krop er fyldt med vand, frem for an Jesus. Jesus lægger hånden på ham og helbreder ham. Dette til stor forargelse hos farisæerne, de religiøse ledere, for manden burde udstødes, ikke helbredes, og så endda på hviledagen, hvor kun Gud burde være i fokus.

Jesus gør det modsatte af, hvad tiden forventede. Dér sker omvæltningen, der sker bruddet, dér opstår det nye – for i stedet for at skubbe den syge mand væk, tager Jesus ham til sig, i stedet for at sparke nedad, løfter han op, i stedet for at straffe folk, så tilgiver han – alt imens eliten, de religiøse ledere, ser måbende til! 

Fortællingen om manden med vand i kroppen er blot én blandt mange historie fra Det Nye Testamente, hvor samfundets bund, de fattige og syge, de udstødte og forladte, de får en stemme og kommer til orde – de kommer, helt bogstaveligt, i berøring med det guddommelige. Og dét, der berøres af det guddommelige, det løftes op.

Sådan er vores historie og vores kultur blevet løftet op, fra de første menigheder rundt om i middelhavsområdet, hvor man samledes – jøder og græker, kvinde og mand, herre og slave, som Paulus siger det – for at leve sammen i troen på, at Kristus opstod fra de døde, og helt frem til vores tid, til i dag, hvor også vi samles – høj og lav - for i fællesskab at lovsynge kærligheden, barmhjertigheden, tilgivelsen, opstandelsen og det evige håb. 

For her – i menighedens midte -, når vi sammen knæler ved alteret ved ”Herrens bord”, så er der ingen, der sidder nederst eller øverst, her er ingen høj eller lav, ingen herre eller slave, for dér samles vi, hvor vi nu end er i vores liv, for at modtage det befriende, på én gang budskab og begivenhed, at ligegyldig hvad, så er vi altid-allerede omsluttet af Guds kærlighed. Det er ikke et fatamorgana, en ønskeø, der ligger omsluttet af tåge for an os; opstandelsen – din og min – og Guds kærlighed sker, her og nu, midt iblandt os. Guds kærlighed – midt iblandt os.