Ind i virkeligheden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Træder man ind ad de store egetræsdøre til Københavns Domkirke, vender byens larm og bilosen ryggen, og tager de første skridt ind i kirkerummet, så vil rummet, som ethvert andet kirkerum, nærmest suge dig ind fra gaden. Måske vil dit blikke flakke et øjeblik, forsøge at finde mening af dette mærkværdige rum, som åbner sig – som noget helt andet - midt i bybilledet. 

For enden af kirkeskibet, ved alteret, vil dit blik nok blive fanget af Thorvaldsens store Kristus-figur, den opstandne Kristus, som med sine åbne og barmhjertige arme byder dig ind i sin favn. Under statuen står ordene fra dagens evangelietekst: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Men hvad betyder dette? Er det kun os, eller dem, som er trætte, der skal hvile i favnen på Jesus, Guds søn? Eller hvad betyder det i det hele taget, at vi vender byen ryggen, nogle ville sige livet, for at gå ind i kirken, ind i kristendommen, og høre ord fra en fjern fortid, om noget, som måske, måske ikke, har sin bund i virkeligheden? 

Den store tænker – og religionskritikker – Friedrich Nietzsche svingede sin hammer i sin levetid i 1800-tallet over kristendommen. Til forskel fra moderne religionskritik, Ateistisk Selskab, Dawkins, Hitchens og alle de andre, så vidste Nietzsche virkelig noget om, hvad han kritiserede, han forstod sig på kristendommen, og derfor er hans tanker så meget desto mere værd at beskæftige sig med. 

Nietzsche åbner en tofrontskrig mod kristendommen: På den ene side siger Nietzsche, at kristendommen er en religion for de svage med en moral, der er skabt for slaverne. Når én slår dig på din ene kind, så slå ikke tilbage, men vend den anden kind til, siger Jesus, men Nietzsche mener, at det er som skabt for den svage slave, for den stærke, overmennesket, vender ikke kinden til, men slår dobbelt så hårdt tilbage. Sådan tænkte Nietzsche – stærkt inspireret af Darwins tanker om survival of the fittest. 

På den anden side, og det er i dag mere relevant, så kritiserer Nietzsche kristendommen for at sætte et mål uden for verden, som livets pejlemærke – evigheden på den anden side af tiden, Himmeriget på den anden side af livet. Kristendommen, mener han, er en flugt væk fra virkeligheden, væk fra livets lidelse, hvor man vender blikket væk fra tilværelsen, for at stirre op mod himlen, i håbet om, at der på den anden side vil vente en et paradis. Eller som Nietzsche selv så direkte siger: Bare fordi man er sulten, så behøver det ikke betyde, at der findes mad. Himmeriget er en illusion, et fatamorgana, som vi mennesker kun ser og håber på, fordi vi gerne vil væk fra dette hårde livs kendsgerninger. Måske vil Nietzsche endda mene, at Thorvaldsens statue, med citatet fra Matthæuesevangeliet, er et præcist eksempel på dette: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Men er det virkelig sådan, når vi går ind ad kirkedøren, at vi vender denne verden ryggen – i håb om, at der findes et bedre sted på den anden side? Er kristendommen ren og skær eskapisme, som Nietzsche ville hævde? 

Det tror jeg ikke. Ikke min kristendom, i hvert fald. Vi går i kirken, ind ad kirkedøren, for at komme styrket tilbage til livet – når vi efter højmesse vandrer hver til sit ud i gadebilledet. Opbygget og med en frimodighed til at leve det liv, der nu engang kræves af os. 

Kristendommen bevæger sig ikke væk fra virkeligheden, men ind i virkeligheden, den virkelighed, som vi alle er flettet ind i, og som vi alle er forpligtet på. Vores ansvar over for alt det skabte, naturen, himlen og havet, vores ansvar over for vore medmennesker, det menneske, der krydser min vej, ansvaret over for os selv – for at jeg kan se mig selv i spejlet og leve i tillid til, at netop det jeg er, det er godt nok – i Guds øjne.

Nietzsche skyder kristendommen i skoene, at det er en krisereligion, for alle dem, der ikke magter livet, men sådan er det ikke. Kristendommen gør sig ikke blot gældende i krisen, men som sådan i vores livsudfoldelse; som en bestemt måde at forstå og fortolke vores tilværelse i, tilværelsen, som i sin kerne er det forhold, at vi er kastet ind i livet, vi kom alle grædende ind i livet, og vi går alle grædende ud igen, uden nogen spørger os om vi vil ind eller om vi vil ud – og kristendommens religiøse tydning af tilværelsen er da, at den magt, som har kastet os ind i livet, den magt, som hiver os ud af livet igen, det er en kærlig magt, der griber og omslutter os med barmhjertighed, med tilgivelse, med kærlighed. 

Den danske filosof og teolog, K.E. Løgstrup, siger et sted, at livet ligger ”en religiøs tydning nær”, og det betyder, først og fremmest, at vi mennesker altid tyder og fortolker vores tilværelse, den er der ikke bare i al sin nøgternhed, og man kan da vælge at tyde verden gudløs, som Nietzsche gør det, med den konsekvens, at mennesker et overladt til sig selv uden et fast og meningsfyldt fundament under fødder, ingen muld at slå rødder i, eller man kan tyde verden i lyset af Kristus, som åbenbarer Guds inderste væsen, som Matthæus i dag skriver, med det udslag, at der hermed gives os en grundvold – med Paulus ord -, som vi kan bygge vores liv på. Meningen gives os – hermed -, vi skal ikke selv skabe den. 

At gå ind ad kirkedøren, ind i kristendommen, ind i favnen på den opstandne Kristus, det er med andre ord ikke en bevægelse væk fra livet, men en bevægelse ind i livet, for når Paulus siger, at vi lever i håbet, så er det ikke som noget, der ligger for an os som blot et fremtidigt sted – som Nietzsches tanker om Himmeriget som et fatamorgana -, for et håb, man ser opfyldt, er jo ikke et håb mere; at leve i håbet betyder, at vi har saft og kraft til at leve det liv, som vi netop befinder os i – spændt ud mellem håb og bekymring, frimodighed og fortvivlelse, sejre og nederlag. Derfor går vi ind ad kirkedøren for at gå i kirke – netop for at gå ud af kirkedøren igen tilbage til livet. Eller som vi skal synge til slut i dag: Gå da frit, enhver til sit, og stol på Guds nåde”.