Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Lukasevangeliet 16,1-9
Livet er fuld af gåder. Store som små. Enhver gren af tilværelsen støder på det gådefulde, eller måske rettere, livet som sådan er omkranset af det grundlæggende gådefulde spørgsmål: Hvorfor er der noget og ikke blot intet?
Almindeligvis tager videnskaberne sig af at forklare hvordan livet opstod, og så tager religionerne sig af det langt vanskeligere og for så vidt også mere betydningsfulde: Hvorfor opstod livet.
Mennesket har alle dage været draget af at rykke erkendelsens grænse, hele tiden udvide vores horisont, hele tiden indtage nye græsmarker. Det gælder for det enkelte menneske, såvel som for videnskaberne – fra biologien over astronomien til teologien.
Inden for den bibelske eksegese, altså fortolkningen af de bibelske tekster, står der et historisk gådefuldt spørgsmål hævet over alle de andre – måske nok verdenshistoriens største spørgsmål: Hvem var Jesus egentligt? Hvem var denne mand, som satte en så kraftig bevægelse i gang, at små 300 år efter, så var Romerriget omvendt til den religion, der blev grundlagt i hans navn?
Hvad kan vi historisk sige om ham? Hvem var han, hvordan levede han, hvad var det han gjorde, som fik alt til at skælve? Forskerne er alle som en enige om, at Jesus er en historisk person, han har levet, men derfra hører enigheden allerede op.
Sagen er nemlig den, at evangelierne – de kilder, vi først og fremmest har til Jesus – er skrevet adskillige årtier senere, end da Jesus dør på korset.
Det minder lidt om vores elskede tv-serie Matador, som blev til i slutningen af 70’erne. Serien foregår, som bekendt, i provinsen i Danmark i 20’erne og 30’erne, men spørgsmålet er, hvad tv-serien egentligt historisk fortæller os om den tid? Fortæller den os om mellemkrigstiden i Danmark eller fortæller den os om, hvordan man i 70’erne betragtede mellemkrigstiden i Danmark?
Det er nok snarere det sidste. Det, Matador historisk vidner om, er altså hovedsageligt 70’erne og ikke 20’erne. Noget tilsvarende gør sig gældende med evangelierne. De er skrevet årtier efter Jesu død, ovenikøbet på et andet sprog end Jesu eget, nemlig græsk, mens Jesus selv talte aramæisk. Og på den måde fortæller de lige så meget – hvis ikke mere – om evangelieforfatternes teologi og tanker end om den historiske Jesus selv.
Derfor skal man altid træde varsomt, når man forsøger at nærme os den historiske Jesus. For ganske ofte så ender Jesus med at blive et form for spejlbillede, en figur, som vi hælder vores egne værdier ind i.
Når man ser på forskningshistorien, så har bibelforskere siden 1700-tallet – inspireret af oplysningstiden og den moderne historievidenskabs opblomstring – været på jagt efter den historiske Jesus. Hvem var han, hvad gjorde han, hvad mente han?
Det har blot vist sig, at denne ’jagt’, videnskabens forsøg på rekonstruere fortiden og den historiske Jesus, snarere er endt i et stykke ideologi, forskernes egne idealer, frem for egentligt historievidenskab. De fandt simpelthen, kort sagt, den Jesus, de ønskede at finde.
I 1800-tallet, hvor fremskridtsoptimismen og troen på den vestlige civilisations overlegenhed nåede sit zenit, blev den historiske Jesus beskrevet som den kristne kulturs store moralske forbillede. Jesus som idealbillede på det sande menneske, i hvis fodspor vi bør træde.
Omkring 1900, hvor en pessimisme prægede tidsånden, så man Jesus som forkynder af den kendte verdens undergang og gudsrigets frembrud. Jesus som en dommedagsprofet, der står på kanten af undergangen og peger ind i det nye, der skal bryde frem.
I 1970’erne fremmanede bibelforskere Jesus som en politisk revolutionær – det var den pacifistiske Jesus, en ”peace, love and harmony”-type, der prædikerede dunner mod kapitalisme og udbytning.
Man har lyst til at sige: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
Når vi i dag hører lignelsen om den uærlige godsforvalter fra Lukasevangeliet, så kan man forledes til at tro, at pointen er, at vi skal give vores rigdom bort. Give til højre og venstre, ødsle vores ussel mammon væk. En slags politisk lignelse, der vender sig væk fra kapitalisme og moderne overflod.
Men er det så let og ligetil? Måske, måske ikke.
K.E. Løgstrup peger i en prædiken over netop denne tekst fra 1937 på et andet forhold, nemlig dette, at vi mennesker sommetider ødsler livet bort. Vi glemmer os selv, vi glemmer vores næste, vi glemmer Gud og kærligheden. Konflikter, krig og katastrofer hænger som en hale efter mennesket – både i det små, i vores liv hver især, men også i det store – i verdenshistorien på tværs af århundrederne.
Løgstrups pointe er, at uagtet at vi mennesker sommetider ødsler alt det, vi er blevet givet, bort, sådan som godsforvalteren gjorde det, så skinner Guds nåde og kærlighed på os hver eneste morgen. Gud betror os livet på trods, ikke som en fortjeneste, men som en gave – der rækkes til os fra oven og ned.
Derfor er kristendommens svar også, når vi rammes af det gådefulde spørgsmål, hvorfor er der liv, hvorfor lever jeg, at det gør vi i kraft af Gud. Det er Gud, der skaber livet ud af kærlighed, skænker det til os fuld af nåde og betror os det med barmhjertighed.
Dét er evangeliets glædelige budskab: Tag denne gave, kære barn, dit liv, som jeg skænker dig, hold fast i gaven med taknemmelighed, gør den til en opgave, for dit liv skal leves – ikke for kun for din egen skyld, men også – og særligt - for din næstes skyld -, og når du falder og fejler, kære barn, så griber jeg dig, og når dine kæres hænder engang må slippe dig og du daler mod gravens mørke, så lander du, kære barn, i min evige hånd – med tilgivelse, barmhjertig og kærlighed.