Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Markusevangeliet 9,14-29
Du ved ikke, hvad luft er, alligevel ånder du. Du ved ikke, hvad søvn er, alligevel sover du. Du ved ikke, hvad nat er, alligevel ligger du i den. Du ved ikke hvad hjerte er, alligevel slår det jævnt i dit bryst, dag og nat, dag og nat, dag og nat.
Ja, hvordan er verden for et nyfødt barn? Lyst, mørkt. Koldt, varmt. Blødt, hårdt. Når man er et spædbarn, 3-4 måneder gammel, så er man svøbt ind i rutiner. Pladsen under moderens hjerte med strømmende mælk, puslebordet med bleer og vådservietter, barnevognen med puden og dynen, forældrenes store og varme kroppe.
Omgivet af alt dette vokser barnet langsomt, så langsomt at ingen bemærker det, allermindst barnet selv, for først vokser barnet udad, ved at gribe og fastholde det, der er omkring barnet, med hænderne, med munden, med øjnene, med tankerne, og først når barnet har gjort det i nogle år, og verden er etableret, begynder barnet at opdage det, som griber fat i barnet selv, relationer, betydninger, mening, og da begynder barnet at vokse indad, mod sig selv. Det finder sig til rette i verden – en verden, som i disse dage er under opbrud, en krig er brudt ud.
”Jeg ved ikke, hvad dåben betyder” sådan skrev Kaj Munk, digterpræsten, der levede og døde i sin tids krig, engang i sin dagbog i slutningen af 30’erne, efter en dag, hvor han blev hastekaldt til sygehuset for at døbe en lille nyfødt, som måske eller måske ikke ville klare skærene. ”Jeg ved ikke, hvad dåben betyder”. Men i det øjeblik, skriver han, ”da jeg bøjer mig ned over det nyfødte Drengebarn, ved jeg næsten ikke andet end, at det er en stor og hellig Stund… Jeg smøger de uldne tæpper til side, og det lille røde rynkede oldingeansigt kommer til syne. Man har ikke vovet at vaske det mere end højst nødtørftigt, der sidder små blodkager rundt om på den spæde pande. Lille menneskebarn, har du allerede været med i krigen, helt ude ved fronten, hvor det gik så hedt til, at det kostede blod? Det var altså det første, du skulle møde i denne verden. Men det næste, du møder, se det er så mig. Nej ikke mig, for jeg står her i en andens navn. En der sagde: Kom hid til mig, og jeg vil give jer fred. Den første du skulle opleve, barnlille, var altså krigen, men straks derpå ham, som er fred. Ham er det, der nu slår sit tegn over din blodsprængte pande og dit usikkert hamrende bryst og som smiler til dig og siger “lad de små børn komme til mig!”
”Har du været med i krigen?” – spørger Kaj Munk. Kommer du, du lille spæde barn, skabt i Guds billede, fra fronten, der hvor der høres skrig og smerte, er du ramt af granatsplinter fra bomberne, der daler ned fra himlen? Det er et stærkt billede, både i 1940’erne og i dagens verden – barnet har end ikke forladt livmoderen, før det rammer livsfaren, og må kæmpe mellem liv og død.
Da jeg var med til mine børns fødsler, der oplevede jeg det som om, at tiden stod stille. Alt blev lukket ude, for i det rum, der opstod ved fødslen, der var alt sat på ét bræt: Liv og død. Det er både smukt og barsk, livsbekræftende og frygtindgydende.
Måske fordi livets essens, vugge og grav, blev kondenseret ned i det rum, jeg befandt mig i på fødestuen på Hvidovre Hospital klokken 4.30 om natten, så foldede jeg – uden jeg egentligt registrerede det - mine hænder, lukkede øjnene, og bad en bøn til Gud. En bøn om, at både mor og barn ville komme nådesfuldt og uskadte igennem fødslen.
Jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg – og mennesket som sådan – ender i bønnen, når livet bliver sat på spidsen. Sygdom, dødsfald, krig, fødsler. Når vi rammes af magtesløshed, når vi ikke selv er herre over det, som hænder os og ikke kan gøre noget af egen kraft, så foldes vores hænder ofte i bøn til det, der er større end os, til Gud. Som faren til den dødsyge dreng, vi i dag møder i Markusevangeliet, der møder Jesus, ikke med et skrig, men med en bøn: ”Forbarm dig over os, Jesus, helbred min søn!”
For i modsætning til skriget, som også kommer dybt nede fra mennesket, og som ofte også bryder frem, når vi rammes af magtesløshed, så rummer bønnen en retning, ikke som et desperat skrig ud i intetheden, men som en henvendelse, et håb.
Vi ved jo godt, at bønnen – også de bønner, som i disse uger løfter sig fra jordens overflade om fred og fordragelighed midt i krigens kaos – som sådan ikke nytter, men dog er de meningsfulde, for nok skaber de ikke fred i Ukraine, men de giver fred i sindet, for det rummer en trøst og et håb at lægge den del af vores liv, som vi ikke selv kan bære, hen i Guds kærlige hænder.
Når et barn kommer til verden, vokser til, og skal finde sit fodfæste i livet, finde betydning og mening, så vil navlen altid bære vidnesbyrd om barnets biologiske ophav, et levn fra dengang, det hang sammen med sin moders krop; på samme måde vil Guds hånd, som tager mod os i dåben, være med os – under os, over os, bag os og for an os. For den fred, der ligger i ordene: ”jeg er Guds barn, skabt i hans billede”, bærer vi med os hele livet – uanset hvem vi er, hvor vi befinder os eller hvordan verden ser ud.
”Jeg ved ikke, hvad dåben betyder”, skriver Kaj Munk i sit dagbogsnotat. Kan vi ikke sætte på begreb, hvad dåben betyder, så dog i det mindste dette: At der findes fred trods krig, trøst trods sorg, håb trods fortvivlelse, kærlighed trods sygdom, lys trods mørke alle vores livs dage. Selvom bomberne falder, så høres der en fugl synge et sted, selvom vinteren ligger alt øde hen, så bryder forårsblomsterne frem af den frosne jord, selvom vi altid går grædende ud af livet, så dog med et håb og tro på, at der også for os venter en opstandelse i Guds evige rige. For som det lyder til os i dåben: Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.