Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«
Johannesevangeliet 16,5-15
Tilbage i 1943, klokken 9.00 om morgenen, træder Kaj Munk op på sin prædikestol i Vedersø Kirke og begynder med ordene – over denne søndag, 4. søndag efter påske – på følgende måde:
”Helligaanden skal overbevise Verden om Synd og Retfærdighed og Dom. Trænger Verden da til atoverbevises om Synd? Tror den ikke, Synd er til? Verden, der ligger i Krig og Svig og Løgn og Begær, ved den ikke, Synd er til? Nej, for den ved ikke, hvad Synd er — den tror i bedste Fald, hvis den overhovedet tror paa Synd, at Synd er Utroskab, at stjæle, at snyde, men det er ikke Synd — nej, Synd det er: ikke at tro paa Jesus, det er et Rige at leve i, Vantroens Rige — det er dette, at Mennesker ikke lader det, at de har en Sjæl, at der er en Evighed, at det gælder Jesu Efterfølgelse, baade i Forsagelsen og i hellig Vilje og i Tro til Gud, at Mennesker ikke lader alt det være Nr. 1”
Kaj Munk, som levede og døde i sin tids krig, og som siger netop disse ord, mens bomber faldt hulter til bulter rundt om i verden, mens røgen fra Auschwitz steg op og dannede mørke skyer på himlen, mens al mening, al betydning, faldt sammen som et meningsløst bombekrater.
Kender verden ikke til synd, spørger Kaj Munk retorisk? Tror verden ikke, at synd er til? Den verden, som Kaj Munk taler ind i, var i gang med at grave sin egen grav. Ikke fordi, at verden tænkte sig selv som et hul i jorden, snarere tværtimod, verden tænkte sig selv som civilisationens tinde.
Menneskets eget Babelstårn, der rakte helt op i himlen, den sfære, den grænse, som mennesket ikke må bryde, men stående på teknologiens byggeklodser, gaskamre, raceteori, atombomben, tænkte mennesket, at verden – og himlen - nu kunne formes efter deres egne forestillinger. Verden, som en klump modellervoks, som det stod i menneskets egne hænder at forme – landegrænserne, værdierne, retten til, hvem der må leve og hvem der skal dø.
Kaj Munk så dette, denne syndflod, der nærmest havde oversvømmet Europa, tydeligere end mange andre i samtiden. Kaj Munk råbte op om denne verdens synd, brugte ordet, sin pen, som sit våben, men mod skarpladte maskinpistoler kan fyldepennen hurtigt komme til kort – og d. 4. januar 1944 endte Munk sine dage, likvideret af nazisterne i en grøftekant nær præstegården i Vedersø.
Kender verden ikke til synd, lyder Kaj Munks ord også i dag iblandt os? Måske har vi mennesket og den verden vi lever i, også nogle gange lidt for høje tanker om os selv. Befinder vi os ikke også på civilisationens tinde? Aldrig været rigere, aldrig været klogere, aldrig levet længere, aldrig været lykkeligere – måske?
Synd er ikke et ord, der ligger naturligt i vores mund, det lyder gammeldags, det lyder sort, det lyder som dengang kirken og præsterne havde monopol på fortolkningen af livet, men synd er dette: At vi lyver os selv større end vi er. At vi tror, at vi er herre over det hele – livet og døden, kærligheden og tilgivelsen, nåden og barmhjertigheden. Kort sagt: At vi glemmer Gud, som en del af vores liv, at vi glemmer, at der er forhold i livet, hvor vi er på Herrens mark, og i stedet tænker, at vi selv har magten og kontrollen over livets yderkanter.
Når vi samles i kirken til dåb, til vielse, til begravelse, til gudstjeneste, så samles vi også om, hvordan vi skal leve med denne magt, og mere til: vi samles om en bestemt fortolkning af denne magt, en magt, som ikke rammer os med tilfældighed og ligegyldighed, men derimod med tilgivelse og kærlighed.
Vores liv, dit og mit, ligger en religiøs tydning nær. Det betyder, for det første, at vi mennesker altid tyder og fortolker vores tilværelse, den er der ikke bare i al sin nøgternhed, og man kan da vælge at tyde verden gudløs, som en verden, hvor mennesket er overladt til sig selv uden et fast og meningsfyldt fundament under fødder, ingen muld at slå rødder i, sådan som den nazistiske ideologi, som Kaj Munk talte harsk imod, gjorde, eller man kan tyde verden i lyset af Evangeliet, som fortæller os, at livet har en mening, som vi ikke selv er herre over og som vi ikke selv skal skabe, at denne mening er givet os – af Gud -, en mening, som i sin essens er dette: Du er altid-allerede elsket, du er altid-allerede tilgivet, du er altid-allerede omsluttet af Guds nåde – uagtet, hvordan dit liv end ser ud.
Den magt, som kaster os ind i livet, den magt, som lader kærligheden blomstre midt iblandt os i vores liv, den magt, som hiver os ud af livet igen, det er en kærlig magt, der griber og omslutter os med nåde, med tilgivelse, med kærlighed.
Lever vi i lyset af dette, så får vi saft og kraft til at leve det liv, som vi netop befinder os i - spændt ud mellem håb og bekymring, frimodighed og fortvivlelse, sejre og nederlag, for som det blev sagt til os i vores dåb: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.