Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Han sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Amen (Lukasevangeliet 15,11-32)
Kære konfirmander, kære ungdom,
Ved I, hvad man siger om jer? Hvad de ældre generationer siger om jeres generation? Man siger, at I er dovne. Man siger, at I er egoister. At I kun gør det, I har lyst til. At I kun tænker på jer selv. At I er historieløse, afhængige af jeres telefoner, at I mangler dannelse, mangler pligt og anstændighed. Kort sagt, at ungdommen ikke er, hvad den har været…
Men det kunne ikke være mere forkert (måske lige den med afhængigheden af jeres telefoner er måske god nok). Det viser sig nemlig, at jeres generation, ungdommens i dag, er meget sundere end tidligere, I drikker mindre, I ryger mindre, I begår mindre kriminalitet, I er mere pligtopfyldende end jeres forældre og jeres bedsteforældre. Måske endda SÅ pligtopfyldende, at det for mange unge i dag kan være et pres, en præstation, som man lider under. Måske endda bliver syg af.
Jeg så forleden et tv-program, De perfekte piger hed det, og her møder vi Amalie, en helt almindelig gymnasiepige, der sidder inde på sit værelse. Værelset er sparsomt indrettet, ingen plakater, ingen dimser og dutter, kun det mest nødvendige, skrivebord, seng, bogreol, og det ligner vel egentligt mest et studerekammer eller en klostercelle, der kunne høre til her i Vor Frue Kloster i 1500-tallet.
Oven over skrivebordet og den summende computer hænger et stykke papir med skriften: ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”.
Amalie siger, at netop dette citat – ”hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”, motiverer hende, det minder hende om at gøre tingene så ordentligt som muligt, for, som hun siger, hun bliver sur på sig selv, hvis hun ved, at hun kunne have gjort noget bedre. Hvis 12 er muligt, så er 10 ikke godt nok.
Måske har Amalie ret i, at det er motiverende, men problemet er, at det er uopfyldeligt. For bedre er jo altid muligt. Du kan altid bruge en time mere på din danske stil. Du kan altid blive en lidt bedre ven, en lidt bedre datter, en lidt bedre storebror – altid lidt mere social, lidt mere original, lidt mere engageret.
Til sidst, tror jeg, ender man med en følelse af utilstrækkelighed, en følelse af, at man ikke er god nok. Det er ikke fordi, man har gjort noget forkert, det er bare fordi, man ikke har gjort nok.
Dengang min mormor blev født, for over 100 år siden i 1909, der voksede hun op i en verden, i et samfund, der havde nogle helt klare forventninger til, hvordan hun skulle leve – og nok særligt, fordi hun var kvinde.
Passe hjemme, holde styr på børnene, være en god hustru, sørge for, at der kom varm mad på bordet. Min mormors generation var på en måde omringet af en stor cirkel af forventninger, du skal dit og du skal dat, du skal, og gør du ikke det, overtræder du cirklen, så fik man – i overført betydning – et rap over nallerne, og så blev man ramt af skyld og dårlig samvittighed.
Men i dag ser det anderledes ud, ikke fordi, det er sværere at være ung i dag end dengang, det er bare anderledes svært, for nu er min mormors cirkel gået i opløsning, I – ungdommen - kan vælge frit, sådan da, og i stedet for du skal gøre sådan og sådan, så lyder det nok snarere i dag, du bør gøre sådan og sådan.
Og der er meget, vi bør: ”Du bør leve længe, leve sundt og godt, du bør tænke positivt og fremadrettet, holde dig i form, holde dig opdateret og holde op med at tænke for meget, du bør være social, men huske at finde tid til at være alene, du bør være original, men ikke sær, du bær holde vreden inde og tankemylderet ude, du bær holde blodtrykket nede og humøret oppe, du skal redde miljøet og være den bedste udgave af dig selv”.
Ja, man bliver helt forpustet (og det er ikke godt for blodtrykket). Der, hvor min mormor blev ramt af skyld, der rammes vi af utilstrækkelighed. Men hvad gør vi så, hvad stiller vi op med alle de ”vi bør”, som hele tiden omringer os?
Den historie fra Det Nye Testamente, som jeg læste op før, ”Lignelsen om den fortabte søn”, den handler på mange måder om de temaer, som I står over for. Ligesom den yngste søn, der drager ud i den store verden, sådan skal også I, på hver jeres måde, drage ud i den store verden – I skal flyve fra reden, forlade jeres barndom, og tage springet ud i verden og ud i voksenlivet.
Den fortabte søn, der forlader sin familie, tager med raske, selvsikre skridt og lommen fuld af penge ud i verden; derude – langt fra barmdommens gade – der kaster han som en anden verdensmand til højre og venstre med sine penge. Det er på overfladen et liv i sus og dus – det er druk og damer – fest og hornmusik – men lige under overfladen, der lurer bunden og katastrofen.
Og dér ender Den Yngste Søn da også. Han ender med at sidde ved svinene, på bunden af tilværelsen, som en hjemløs, der kun har drømmen om mad og drikke tilbage. Måske havde den unge søn ikke fundet sit fodfæste i livet, forhippet på sin egen selvrealisering, alt det, som tiden fortalte ham ”Believe in yourself”, ”Stay wild”, ”Never look back”, ”Create your future”, ”Shine like a star” ”Just do it”, som der står på ungdomstøjet nede i H&M, alt det, han burde, og måske havde han glemt, hvor han kom fra og hvem han var.
Men historien slutter ikke her. For den fortabte søn vender tilbage – tilbage til der, hvor han kom fra – og i stedet for at møde en sur far, der kræver sin tabte formue tilbage, så bliver han mødt med åbne arme og tilgivende blik – ”min søn, du er levende”, siger faderens blide stemme.
Og Faderen er, selvfølgelig, et billede på Gud. På Gud, som ligegyldigt hvor meget vi fejler, hvor meget vi falder, altid griber os med sin tilgivelse. Og det er en tilgivelse, som er dybere og mere radikal end den, som vi – og måske jer forældre til de unge konfirmander – så udmærket kender, for Guds tilgivelse rækker selv der, hvor vores tilgivelse ikke kan nå. Det er, i grunden, tilgivelsen af det utilgivelige.
Når I bevæger jer ud i verden, unge konfirmander, så husk på dette, at Gud altid er tilgivende. For over for Gud skal vi ikke præstere, der er ikke noget vi bør, som jo lyder nok steder rundt om os, I skal blot være til, være til i jeres liv, dér hvor I nu engang befinder jer – i sorg, i glæde, til hverdag, til fest.
Kristendommens, kirkens, klosterets dør vil altid være åben for jer, og over døren står der ikke, som på Amalies værelse ”hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”, men i stedet, som det også lød til jeres dåb: ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”.