Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Han sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Amen (Lukasevangeliet 15,11-32)
Når man når konfirmandalderen, så står man et ganske særligt sted i livet. Man står nemlig lige der på kanten til voksenlivet, på kanten til at åbne et nyt kapitel; bag jer kan I se barndommens gade, det var dengang, hvor I ubekymrede legede rundt i verden – nysgerrige og fulde af fantasi -, det var dengang, hvor et lille stykke pap i cykelhjulet kunne forvandle cyklen til en motorcykel, eller dengang, hvor I måske var bange for uhyrer, der boede under sengen. For an jer – der ser det helt anderledes ud – der har I voksenlivet: Derude i voksenlivet, der skal man være ansvarsfuld og træffe beslutninger – ”hvad skal jeg blive”, ”hvilken uddannelse skal jeg have”, ”teknisk skole eller gymnasiet”.
Men I har ikke travlt. Verden ligger for jeres fødder, og I skal langsomt indtage den – præcis i det tempo, som I selv finder rigtigst. Jeg hørte engang en af vores statsledere i en nytårstale sige, at man skal gå hurtigt og med rank ryg ind i fremtiden; jeg tror snarere, man skal gå langsomt og endda baglæns ind i fremtiden. Langsomt fordi, man skal have tid til at finde sig selv og sit fodfæste – særligt i denne verden, der bevæger sig i et hastigt tempo-, og baglæns, fordi det altid er afgørende at huske på, hvor man kommer fra, man skal huske sin moders stemme, og hvor man har hjemme.
Dér, hvor I står, der har I et ben i hver lejr, et ben i fremtiden og voksenlivet, og et ben i fortiden og barndommen: – ”I er ikke rigtig voksne, I er ikke rigtig børn”, som det lyder i Bøllebobs sang - det ene ben har I plantet i barndommen: Det har jeg oplevet, når vi I i vores små frikvarterer i konfirmationsundervisningen har leget rundt mellem klosterets gamle vægge, – og det andet ben, det står plantet i voksenlivet: Det så oplevede jeg, når I i undervisningen diskuterede og reflekterede over, hvilke værdier, I lagde vægt på her i livet – tilgivelse, taknemmelighed, næstekærlighed.
Det hører voksenlivet til at finde sine værdier og sit fodfæste her i livet. Store spørgsmål som ”hvem er jeg” og ”hvad er meningen med det hele” de ligger for an jer. I skal finde jeres moralske kompas, og det kan man desværre ikke bare downloade på internettet, det kan man ikke finde i en kort tiktok-video eller skrive af fra en eller anden hellig bog – jeres værdier, jeres livs mening, den står ikke skrevet på stentavler, i en skrift, der varer til evig tid, nej, meningen med livet er altid i bevægelse, og derfor er I altid selv på spil – for meningen dannes i krydsfeltet mellem jer selv og jeres samvittighed, mellem jeres næste, de mennesker, der krydser jeres vej og så Gud - for lige så vigtigt det er, at kigge ind i sig selv og kigge ud mod det andet menneske, lige så vigtigt er det også at kigge op – mod himlen – op mod Gud, for Gud dækker over det i livet, vi ikke selv er herre over – det himmelspejl, vi som mennesker, er spændt ud imellem: Vores fødsel og vores død.
Den historie fra Det Nye Testamente, som jeg læste op før, ”Lignelsen om den fortabte søn”, den handler på mange måder om de temaer, som I står over for. Ligesom den yngste søn, der drager ud i den store verden, sådan skal også I, på hver jeres måde, drage ud i den store verden – i skal flyve fra reden, forlade jeres barndom, og tage springet ud i verden og ud i voksenlivet.
Den fortabte søn, der forlader sin familie, tager med raske, selvsikre skridt og lommen fuld af penge ud i verden; derude – langt fra barndomshjemmets trygge murer – der kaster han som en anden verdensmand til højre og venstre med sine penge. Det er på overfladen et liv i sus og dus – det er druk og damer – fest og hornmusik – men lige under overfladen, der lurer bunden og katastrofen. Levestilen minder nærmest om en smutsten, den hopper nemlig også elegant over hver eneste bølge på havets overflade, men det er kun for en kort stund, for under hvert hop, stenen tager, der lurer dybet – stenen vil før eller siden synke til bunds.
Og sådan ender Den Yngste Søn da også. Han ender med at sidde ved svinene, på bunden af tilværelsen, som en hjemløs, der kun har drømmen om mad og drikke tilbage. Måske havde den unge søn ikke fundet sit fodfæste i livet, måske havde han kun overfladiske værdier, som ikke havde slået dybe rødder i tilværelsen, måske havde han glemt, hvor han kom fra og hvem han var.
Ja, måske var han gået for hurtigt ind i fremtiden og voksenlivet, måske var han fremstormet, som tidens trend fortæller os vi skal, ind i det nye - uden at kigge sig tilbage og uden at huske på alt det, han havde med i bagagen hjemmefra.
Men historien slutter ikke her. For den fortabte søn vender tilbage – tilbage til der, hvor han kom fra – og i stedet for at møde en sur far, der kræver sin tabte formue tilbage, så bliver han mødt med åbne arme og et nådefuldt og tilgivende blik – ”min søn, du er levende”, siger faderens blide stemme.
Faderen er et billede på Gud, den kristne Gud, for dengang, hvor denne historie blev skrevet – vel snart 2000 år siden – så forestillede man sig, at hvis man vendte Gud ryggen, hvis man syndede mod Gud og himlen, så blev man straffet og ramt af ulykke. Derfor viser denne her fortælling en ny og anden side af Gud, for her møder vi nemlig en Gud, der møder sit barn med kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed.
Måske er det let nok at møde sit eget barn med et overbærende blik, det har de fleste af jer nok prøvet, men når vi skal forstå Gud som tilgivende, så skal vi forstå det i en mere radikal form: For Gud tilgiver selv det, som vi mennesker finder utilgivelige.
Selv de forbrydere, som vi sammen har talt om i undervisningen, der sidder bag lås og tremmer i Herstedvester Fængsel, og som har de mest forfærdelige forbrydelse på samvittigheden, selv dem, de er også Guds børn. Dét er en tilgivelse, som går mod vores fornuft, mod det menneskelige sind, ja, det er en tilgivelsen af det utilgivelige.
Når I bevæger jer ud i verden, så husk på, at Gud altid er tilgivende. Husk på Guds ord til os, som lød til os i vores dåb, ”jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”, husk på, at døren her til kirken, den er altid åben, Sct. Mariæ Kirke er jeres kirke, det er herfra, jeres verden går, hvor I har hjemme.
Ligesom jeres navle, der bærer vidne om jeres biologiske ophav, et levn fra dengang, hvor I hang sammen med jeres mor, sådan minder dåben os om, den dåb, som I konfirmerer i dag, at vi også har et andet hjem, en anden oprindelse, nemlig som Guds børn. På denne måde er vi alle både jordiske og himmelske børn, og derfor har vi ikke bare ét, men to modersmål at tale her i verden: Det modersmål, som vi har lært fra vores fars og mors stemme, men også Guds modersmål, som vi får tilsagn om i dåben – med tro, håb og kærlighed.
Amen.