Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Lukasevangeliet 18,31-43
________________________________________________________________________
Blandt marker, fjord og gamle gravhøje i Odsherred, der ligger Frømandskorpsets øvelse- og tjenestested dybt inde i Kongsøre Skov – få kilometer fra, hvor jeg er født og opvokset. Sommetider, da jeg cyklede rundt med en fodbold på bagagebægeret og badebukser i rygsækken i min barndom, så kunne jeg høre drønene fra deres kanoner, helikoptere, der susede rundt under skyerne og militærbiler med sorte nummerplader, der kørte gennem morænelandskabet.
Selvom jeg hørte kanonerne, selvom jeg så soldaterne komme marcherende med geværer over skulderen på øvelse, så var tanken om krig altid fjern for mig, uvirkelig, drømmeagtig, måske fordi man som barn bare lever ubekymret, måske fordi, jeg er barn af de fredelige 90’ere; nu, da jeg er blevet ældre – og måske også klogere – så ved jeg, at freden og friheden ikke kommer til mennesket med nødvendighed. I disse dage, mens Ukraine er under angreb, mens russiske missiler flyver i luften og militærkøretøjer kører ind i Ukraine, er tiden, der beviser pointen.
Det er vel nærmest sådan, at freden, og ikke krigen, er en undtagelsestilstand i historien. Fra tidernes morgen – fra huleboernes spydspidser til moderne tids atombomber – der har volden, konflikten, krigen være en del af menneskets færden og kulturernes sammenstød. Naboer mod naboer, stammer mod stammer, nationer mod nationer, kultur mod kultur. Krigen er både pilespidsens enkle form og det komplicerede liv den tilintetgør.
Eftersom krig for mange er os er en undtagelsestilstand, en zone i det menneskelige hvor grusomheder og prøvelser foregår, som de fleste af os kun kan betragte udefra, næsten på samme måde som vi forholder os til grusomheder i fiktionen, rører den kun ved det rationelle i os, det, som forstår og fordømmer, eventuelt forstår og accepterer.
Krigens væsen er imidlertid netop at sønderrive det rationelle, bryde alle regler, love og overenskomster, ødelægge alle etablerede værdier, der styrter i grus som en boligblok, der rammes af en mortergranat, og på den måde skræller krigen alt fra, for at lade det stå tilbage, som har at gøre med det inderste af os, nemlig vores identitet. Hvem er jeg? Hvem er vi, mit folk, mit land?
Der kan næppe tænkes en krig, som ikke har med identitet at gøre, for identitet er en så grundlæggende størrelse, så tæt forbundet med følelser og drifter, og så langt fra fornuftens rækkevidde at den hverken kan tænkes frem eller tænkes væk, så det krigen river op, dens konsekvenser, forbliver i grunden fremmede for alle andre end dem, der deltager i den.
I disse dage følger vi med fra afstand, gennem aviserne og tv-udsendelserne, og billederne vækker minder om en fortid, vi troede, vi havde passerede. Mennesker på flugt i Europa, bilkøer ud af byerne mod grænserne, eksplosioner i en by med millioner af civile. Kvinder og børn søger ly, mens mændene finder geværet frem under sengen.
Ser vi tilbage i historien, så når krigene det absolutte lavpunkt, et sort hul, når man går så langt ned ad stigen til det laveste i mennesket, at når man ser sin fjende i øjnene, dybt i øjnene, så ser man ikke et menneske med den værdighed, som burde høre mennesket til, men i stedet ser man blot fjenden, et dyr, et skadedyr, måske, som skal slagtes.
Som den franske filosof Levinas siger, så er ansigtet på vores næste én gang en bøn og en befaling. Når en soldat kigger sin fjende dybt i øjnene, så burde barmhjertigheden vækkes ved øjnenes stiltiende bøn, der siger: – ”Jeg beder dig, gør mig ikke fortræd og jeg befaler dig: du må ikke gøre mig fortræd! Når tyske soldater under Anden Verdenskrig massakrerede andre mennesker, så trodsede de denne ansigtets følsomme bøn, og når de senere blev hjemsøgt af mareridt over deres ugerning, så var det, fordi de aldrig kunne undslippe sig befalingen fra deres ofres øjne.
I dag, både fra Paulus 1. brev til Korintherne og fra Lukasevangeliet – hører vi om, at man skal se det andet menneske ansigt til ansigt. Se din næste i øjnene. Historien fra Lukasevangeliet handler om, at Jesus – på vej op mod Jerusalem til sin korsfæstelse -, møder en forarmet, blind mand. Jesus gør holdt, han ser manden, den mand, som samfundet har dømt ude, som end ikke kan betragtes som et menneske mere, og Jesus ser ham. Bliv seende, siger han, din tro har frelst dig.
Bliv seende, disse ord lyder også til os i dag, bliv seende. Det betyder, at vi skal se hinanden ansigt til ansigt – fra kærlighedens vinkel, og ikke fra hadets vinkel, for med kærlighedens blik vil man ikke omforme den anden, men i stedet omfavne den anden – kærligheden gør ikke blind, som man siger, den gør seende; og selvom kærligheden har trange kår – særligt i en verden, der er ved at gå af lave – så har vi ingen anden udvej, for freden, den dybe fred, Gudsriget, hviler på kærlighed – ikke på krig.
Når stormagterne står stejlt over for hinanden, så ser de ikke hinanden med kærlighedens blik, thi kærligheden virker mellem mennesker, den har ingen plads i magternes kamp, for magten taler et helt andet sprog end kærligheden. Her er det musklerne, der bestemmer.
Allerede i Det Gamle Testamente, for 2500 år siden, der vidste man, at det var farligt, hvis magten blev udøvet for brutalt. Derfor læser vi Loven, at man skal gengælde ”øje for øje, tand for tand”. Det er en regel, en etik der forsøger at skabe retfærdighed, så volden ikke ender i en tiltagende spiral; men vi ved alle, at der aldrig skabes balance, aldrig retfærdighed, for der er altid en part, som på en eller anden måde står under den anden – og derfor vil volden, og i sidste instans krigen, altid tendere mod at antage en spiralform, hvor der betales mere tilbage, end den krænkede er blevet tilføjet.
Tanken bag ”øje-for-øje” er, at volden ikke skal tage ende i en overbudsmekanisme, men fastholdes i en balance, men denne balance er utopisk, den findes ikke, vægtskålene står aldrig lige; Og måske netop af den grund, så radikaliserer Jesus øje-for-øje-buddet i Bjergprædiken: Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend den venstre til. I stedet for at svare retfærdigt vold med vold, så skal volden besvares med ikke-vold, vend den anden kind til; kun sådan opløses spiralen, volden lukker sig om sig selv, og ud blomstrer ikke krigen, men kærligheden, ikke konflikten, men freden.
Den franske litteraturforsker René Girard skriver et sted, at det er Gudsriget, der bryder frem, når voldens kæde afbrydes. Et rige, der ikke er af denne verden, thi den er – som vi ser i disse dage og timer – funderet på magt, krig og konflikt, hvorimod Gudsriget hviler på kærlighed, på barmhjertighed, på tilgivelse.
Hvis alle gjorde som Jesus, vendte den anden kind til, så levede vi i Gudsriget på jorden, men også dette er en radikal utopi, et håb, en drøm, for både kulturer, nationer, storpolitik, diplomatiet, ja, mennesket selv, er af denne verden – vi kender grundlæggende kun retfærdighedens logik, øje-for-øje, og ikke kærlighedens, vend den anden kind til.
Men når krigen raser, når ens liv er truet, så må man stille sig spørgsmålet: Må jeg, som kristen, slå ihjel? Dét spørgsmål stiller nok mange ukrainere sig selv i disse dage, og dét spørgsmål stillede Kaj Munk også, der selv levede og døde i sin tids krig, i en prædiken fra 1942. Han skriver: "Hvor vilde man dog gerne, at Kristus var hernede paa Jorden endnu…. At han boede i Kongensgade og havde Træffetid fra 1-3. Saa kunde man gaa til ham og spørge ham: Undskyld, men passer det ikke, at De er Pacifist? Vi har set et lille Land overfaldes af en brølende, stormægtig, skånselsløs Fjende. Vi har hørt dette Lands Mænd gaa ud til Forsvar for Kvinder og Børn syngende Vor Gud han er saa fast en Borg. Alle Ofre og Lidelser tog de paa sig for at værne om den dyreste Gave, de følte Gud havde givet dem. Jeg spørger den Herre Jesus: Fordømmer du dem?" Og Kaj Munk når selv til en konklusion: "Den kristne Soldat er ham, der gaar ud til at lide selv¨- for i Menneskelighedens Navn - at skærme andre mod Lidelsen."