Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Johannesevangeliet 10,11-16
Onsdag d. 1. februar, 1933, går en ung teolog ind ad porten til radiostationen, Voxhaus, i Berlin. Det er få hundrede meter fra rigskancelliet, hvor tusinder af nazister dagene for inden havde festet og fejret deres nyvalgte rigskansler, Adolf Hitler.
Teologens navn er Dietrich Bonhoeffer, 26 år gammel, og hans ærinde er at holde et direkte transmitteret foredrag om førerbegrebet i den unge, tyske generation. Altså et såre aktuelt emne – i disse dage -, må man sige.
”Tre brødre”, begynder Bonhoeffer, ”blandt hvilke den ældste er født i 1900, den næste i 1905, og den sidste i 1910 – de repræsenterer alle den unge generation, men første verdenskrig og kejserrigets fald har alligevel sat et skel mellem dem. Den ældste bror blev moden under krigen, den mellemste blev moden under sammenbruddet, og den yngste blev moden, da en republik havde rejst sig fra ruinerne af krigen og af det slagne rige.”
Og dog, fortsætter Bonhoeffer, kan vi sige noget sammenfaldende om dem: De har alle udviklet sig under krig og kriser, der fik den gamle verden til at gå af led, så man måtte se sig om efter nye holdepunkter. Maskinens sejr over værgeløse mennesker, politiske og religiøse verdensanskuelser er krakeleret, og krigens mange ofre og efterkrigens arbejdsløshed har demonstreret den enkeltes, individets, betydningsløshed over for massens dumpe magt.
Og ud af denne nød og magtesløshed, siger Bonhoeffer, voksede et lidenskabeligt ønske om en ny autoritet, et nyt fællesskab. Førerskikkelsen bliver født. Føreren, som ham, der kan befri ungdommen fra alle deres byrder; en fører, der ikke har sin rod i et embede, men alene i kraft af sin egen skikkelse, som en gammeltestamentlig gud, der vender ryggen, ikke ansigtet til folket, og til hvem ungdommen skulle være parat til at ofre alt.
Idet Bonhoeffer nærmer sig sit klimaks i foredraget, en indgående kritik af føreren, som ifølge Bonhoeffer uundgåeligt vil vise sig som en forfører af folket, så afbrydes mikrofonen, signalet stopper, og Bonhoeffer må stoppe brat midt i sin argumentation.
Måske blev kritikken for harsk, måske trykkede nazisterne på stopknappen, måske var emnet al, al for aktuelt – blot to dage efter Hitlers magtovertagelse af Tyskland.
Selvom Bonhoeffers ord lød for snart 100 år siden, så er der stadig noget over hans tanker, som også i dag kan vække genklang. Ungdommen, der bliver formet i en tid præget af krig og kriser. Sådan er det også i dag – krig i Europa, og den ene krise skyller ind over den anden: Finanskrise, klimakrise, velværdskrise, biodiversitetskrise.
Vi lever i krisernes tid, og ligesom på Bonhoeffers tid, så ser vi også i dag, hvordan lederen bliver stærkere og stærkere. Nogle lande – Rusland, Kina f.eks. - bevæger sig i stadig mere autokratisk-diktatorisk retning, mens de demokratiske ledere taler om ”sikre hænder på rettet”, ”ikke tid til eksperimenter”, du ved, hvor du har os” – alle slogans, der i deres variationer mimer det hedengangne ”Stauning eller kaos”.
I dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet handler det også om en form for ledelse. Her siger Jesus, at der findes den gode hyrde og den dårlige hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene, ofrer sig, når ulven kommer, som kaptajnen, der som sidste mand forlader den synkende skude.
Daglejeren, den dårlige hyrde, er modsat ikke ét med sin flok. Lige så snart faren lurer, stikker daglejeren af sted og flygter, som en general, der, i det øjeblik bomberne kommer nær, er den første til at forlade slagmarken. Eller som en fører, der, når krigen er tabt, barrikaderer sig og begår selvmord i sin bunker.
På Jesu tid havde man ikke hyrden som idealbillede, men derimod ’styrmanden’, rorgængeren, som et billede på den leder, der kunne styre skibet uden om alle farerne. Det er en form for totalitær ledelse, hvor kaptajnen har kontrol, bestemmer retningen, og så må samfundet – skibets besætning om man vil – føje sig og følge med.
Sådan et billede bruger Jesus ikke om sig selv. Han er ikke den stærke mand, styrmanden, der sætter en kurs, som alle så skal følge. I stedet beskrives Jesus som den gode hyrde. Den gode hyrde leder ved sin omsorg, han kender flokken, fra det mindste lam til det største får, han våger over dem dag og nat, og bliver et får væk, så sætter den gode hyrde sit liv på spil for at bringe fåret hjem.
Jesus som hyrden, der leder flokken med omsorg og barmhjertighed, står i modsætning til samtidens ideal om styrmanden, der leder med magt og autoritet. På den måde satte Bibelen, kristendommen, et helt nyt ideal, en helt ny værdi i verden, for den gode leder var ikke ham, der tyranniserede folket, ham, der sad på toppen af samfundets pyramide og raslede med sværdet, nej den gode leder, Kristus, regerer gennem sin ’svaghed’, han er ét med flokken, en del af folket.
Den type leder, hyrden, der går i ét med flokken, ét med folket, har nok sine trænge kår i en krisetid, hvor folkene rundt om råber på den stærke leder, sådan som også ungdommen gjorde det i mellemkrigstiden, men desto mere er det værd at blive mindet om, at den egentlige leder altid har øje på sin næste med kærligheden som sin grund og sit mål.
Og måske er det ikke meget anderledes i vores liv – dit og mit? Vi er jo alle forviklede med hinanden, udleveret til hinanden, sådan at vi altid holder noget af det andet menneskes liv i vores hænder, som Løgstrup så smukt har udtrykt det. Det kan betyde meget eller det kan betyde lidt. Det kan bare være en forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne, eller som man vækker. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte om den andens liv lykkes eller ej.
På den måde er vi også hinandens hyrder, fordi vi har en etisk forpligtelse over for hinanden. Vi skal bringe den kærlighed videre, som Gud viser os i Kristus som den gode hyrde, til vores næste – så vi engagerer os og tager del i hinandens liv – ikke med førerens ligegyldighed, men med Guds kærlighed. Sådan er vi alle afhængige af hinanden, udleverede til hinanden, og derfor må vi også – nærmest dagligt - stille os selv det spørgsmål, om jeg nu er en god hyrde for min næste?
Og når vi fejler, det sker, og ender som den dårlige hyrde, der vender det blinde øje mod vores medmenneske, så skal vi huske, at vi altid kender røsten på vores hyrde i himlen, der med ordene, som lød til vores dåb, lyder: ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”.
Eller med Bonhoeffer ord fra en brevveksling fra sin fængselscelle i 1944, et år før, han blev henrettet af nazisterne, som han skriver i et brev: ”Hvor fører Gud os hen? Gud fører os nænsomt gennem disse tider, men først og fremmest fører han os til sig. Gud fører os – til sig”