Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markusevangeliet 16,1-8
Det var en tung og mørk nat. En dyne af sorg havde lagt sig over Jerusalem, fra templets tinde til de små stenhytter, og gaderne var tomme og ensomme. End ikke vinden, end ikke nattens dyr – ræven eller rotterne, der plejede at søge føde i de mennesketomme gader, var af syne -, kun stilhed og mørke, men så hørtes der en hane gale i det fjerne, et sikkert varsel om, at dagen langsomt åbnede sig, dernæst et hanegal tættere på, og så et til, nu ganske tæt på – fra den ene baggård til den næste.
Maria Magdalene og Maria, Jesu mor, og Salome, som alle var samlet i den lille hytte, var vågne. De var stadig mærket af langfredagsmørket, og deres sorg var for tung til, at de kunne lukke deres øjne.
Fra det lille vindue kunne de se, at mørket var ved at slippe sit greb, det lysnede, og selvom solen knapt nok havde hævet sig fra horisonten, så vidste de, at dagen gryede, og at det nu var tid.
Uden at sige et ord tog de deres sjaler på, strammede dem godt op over hovedet, og med sig tog de de vellugtende salver, som de havde købt. De gik stille langs de snoede gader, og da de kom til byporten, der førte dem ud mod Oliebjerget, så de, at solen nu havde brudt nattens mørke. En morgenrøde fyldte himlen, mens fuglene i oliventræerne kvidrede deres morgensang, og selvom de gik med bøjede hoveder og et sørgmodigt hjerte, så ramte et stik af trøst og håb dem.
Da de nåede graven, så de, at den store sten, som før lå urokkelig for an graven, nu var væk. De trådte ind i grottens åbning, forsigtige skridt mod gravens mørke, stadig blændet af lyset fra solen, og dér, dér ganske tæt på, hvor liget havde ligget, så de til deres forfærdelse en mand sidde i hvide klæder.
”Vær ikke bange”, sagde han, ”I søger efter Jesus, den korsfæstede, men han er ikke her… han er opstået”. Sig til hans disciple, at han går i forvejen for jer i Galilæa, dér vil I se ham, som han har sagt jer det”.
Kvinderne, der var ude af sig selv, flygtede så hurtigt de kunne ud af graven; de sagde ikke et ord til nogen, for de var så bange og rædselsslagene for det, de havde set.
Og med de ord – ordene om, at kvinderne var bange – slutter Markusevangeliet – det tidligste af de fire evangelier. Et brat punktum midt i klimaks. Sådan, i hvert fald ifølge de ældste manuskripter, vi har kendskab til, for rigtignok finder vi i det Markusevangeliet, der er i vores Bibel, en senere tilføjelse: Her møder den opstandne Jesus disciplene igen, han udlægger sin død for dem, og sender dem ud i verden for at prædike det glædelige budskab for alle folkeslagene.
For de første generationer af kristne, dér i begyndelsen af det 2. århundrede, har den oprindelige slutning nok hængt lidt for meget i luften: Der var brug for noget mere. Flere tegn, flere beviser, mere dokumentation. Og kender vi ikke alle dét?
Vi ønsker alle sikker grund under fødderne, og den oprindelige slutning efterlader os - i en modsat bevægelse - på kanten af stolen; der er ikke flere ord, fortællingen er slut, bogen lukkes, for nu er spørgsmålet dit: Tror du det?
Kvinderne løber fra gravens mørke tilbage til livet, ja, de løber nærmest lige tilbage til os læsere, og med sig bringer de det spørgsmål, som de selv stødte på i den tomme grav: Er det sandt, stod han op, brød han dødens mørke?
På den måde står vi i eksistentiel forstand sammen med kvinderne der i gravens åbning, hvor solens morgenrøde møder klippegrottens mørke, og spejder ind i gravkammeret. Og hvad ser vi i grunden? Med det ene øje, fra fornuftens blik, ser vi tomheden, intet bevis, ingen dokumentation, men med troens øje ser vi noget ganske andet: Opstandelsen! Liv efter døden!
At se lyset i mørket kræver et troens spring, for det er kun troens blik, der, når det stirrer ind i den mørke grav, kan se opstandelseslyset i mørket. Og jo mørkere graven er, desto klarere skinner opstandelseslyset, sådan som også påskemorgen skinner på baggrunden af langfredagsmørket, et lys så kraftigt, at det blænder vores forstand, brydes som et kors for tanken, for det kan ikke fattes, det må tros!
Spørgsmålet er da ikke, som vi ellers allesammen fristes af, skete det virkelig, thi det er et åndsløst spørgsmål, som Kierkegaard skriver et sted, spørgsmål er snarere: Hvad betyder det, hvad betyder det for vores liv?
Troen på opstandelsen løsner dødens greb om livet, vi går ikke i en lige linje fra fødsel mod gravens mørke, for i lyset af opstandelsen blegner døden som definitiv magt. Det er lyset, der er fortegnet for livet, ikke mørket, det er lyset, vi går i møde, ikke mørket, det er lyset, der trænger mørket bort, ikke omvendt, som morgensolen, der brød frem fra Oliebjerget påskemorgen og blændede kvinderne på vej til gravkammeret.
På samme måde som opstandelsen er fortegnet for hele Bibelen, som det, der kommer før alt andet, før krybben, før korset, det, der så at sige sætter det hele i spænding og perspektiv, så er opstandelsen også fortegnet for vores liv - et liv, der hermed rummer mening og betydning, et liv med tilgivelse og forsoning, et liv med tro, håb og kærlighed.
”Vær ikke bange – han er opstået”, sådan sagde manden i de hvide klæder til kvinderne i den tomme grav, og de ord lyder også til os i dag – ”vær ikke bange, han er opstået”. Det er ord, der går på tværs af tiden, sendt fra en sprække i himlen til os mennesker på jorden, ord, vi kan leve af, ord, vi kan dø på. Og til de ord kan vi dybest set kun svare med et: Halleluja