Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
Lukasevangeliet 10,23-37Det var midt om natten – en tilfældig vinterdag – under 2. verdenskrig. Bomberne regnede ned over de tyske byer, slog ned som lynnedslag, så jorden rystede. En bombe ramte – tilfældigt eller ej – lige ned i en gammel landsbykirke, der på bakkedraget, hvor den havde ligget i generationer.
Da brandfolkene kom ind i det ødelagte kirkerum, fandt de mellem murbrokkerne kirkens gamle krucifiks. Jesusfiguren var faldet af korset, og hænder og fødder var brækket af. Brandfolkene tog figuren, hængte den op på den sodsværtede kirkemur og skrev på en lap papir nedenunder: Lad os være dine hænder og dine fødder, Herre! Lad os være dine hænder og fødder, Herre!
Og måske er dét det, som lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler om? At vi skal være Guds hænder og fødder? At vores opgave her på jorden i grunden er at være til gavn og glæde for andre?
Historien kender vi jo. En mand på vej fra Jerusalem til Jeriko faldt i røverhænder. Det er barske og ubarmhjertige hænder at falde i. Og i første omgang er der ingen hjælp at få. Præsten og levitten brugte deres fødder til at gå forbi, de tog benene på nakken – så at sige - for ikke selv at få noget i klemme, og måske tog de også hænderne for øjnene for ikke at møde den nødlidtes blik. Den fremmede og foragtede, den rejsende samaritaner, brugte de lemmer, Gud havde givet ham, anderledes og eksemplarisk. Han styrede sine fødder hen mod den overfaldne, han brugte sine hænder til at forbinde hans sår, han løftede ham op på sit æsel og holdt om ham på vejen frem mod den nærmeste kro. Han hjalp ham til sengs og var ikke bleg for at få hånden i lommen og pengene på bordet som betaling for husly til den overfaldne.
Historien burde – og er måske også - gennemsigtig og let at fortolke – vi skal være gode mod dem, der har det svært; vi skal være som samaritaneren, ikke sandt? -, og sådan har vi da også læst og forstået den i århundreder; men hvad nu hvis vi ikke ser historien fra samaritanerens perspektiv, men i stedet fra den nødlidte mand i grøften? Måske er vi ikke den stærke, men i stedet den svage? Så lyder spørgsmålet ikke, hvem er min næste, hvem skal jeg gøre gode gerninger imod, så lyder det i stedet: Hvem er næsten for mig? Hvem skal hjælpe mig, når jeg ligger forpint og forladt i livets grøftekant? Og spørger man anderledes, så får man typisk også et anderledes svar.
For udgangspunktet for at Jesus overhovedet fortæller historien er jo, at en mand gerne vil vide, hvordan han skal leve for at være et godt menneske. Han kender godt loven, han ved godt, at han skal elske Gud og sin næste. Men han vil gerne have mere præcis besked. Flere detaljer, en bedre opskrift på livet? For når han står der – og måske kender vi det godt fra vores eget liv - og ser sig omkring, så melder spørgsmålet sig: Hvor mange af dem her er min næste? Hvor mange skal jeg i grunden tage mig af? Hvor går grænsen? Hvad er mit ”nærområde”, for at bruge et ord fra den politiske verden?
Den verden vi møder i Det Gamle Testamente – f.eks. læsningen fra 3. Mosebog, som vi hørte før -, den var lidt lettere at forholde sig til. Her gives menneskets ansvar og forpligtelser i et ordnet system – i en lovbog, som man altid kan slå op i. Her er regler at gå efter og grænser at forholde sig til- En slags livets opskrift.. Der er nogle der er familie og landsmænd og andre, som ikke er det. Her kan vi sige: nu har jeg gjort, hvad man kan forlange af mig, så kan jeg slappe af og bruge resten af krudtet på mig selv og mine egne.
Men historien om den barmhjertige samaritaner vender det hele på hovedet. I helt bogstavelig forstand. Jesus siger: Kære ven, kære menneske her i kirken, du vil gerne vide, hvem der er din næste. Du står og tænker: Hvem har brug for min hjælp? Hvem har jeg forpligtelser overfor? Hvad kan jeg overkomme? Men se nu her. Nu lægger vi dig ned på ryggen. Nu er det pludselig ikke dig, der står med overskuddet, men dig, der er faldet i røverhænder og ligger på livets kant. Du ligger der og kan ikke klare dig selv. Hvem er din næste i den situation? Ja, der er du jo nok ikke så optaget af at vælge og sætte grænser. Der er du bare lykkelig, hvis en bruger sine fødder til at gå i din retning og sine hænder til at hjælpe dig. Næsten er ikke de andre, det er dig. Og når du har forstået det, kære menneske, så er det ikke så svært at finde ud af, hvad det er livet selv kræver af dig. Det er at gøre det, du selv ved, du ville have brug for da du lå i grøftekanten og ikke kunne klare dig selv. Gå du så hen og gør ligeså!
Måske er det bare så enkelt, men alligevel måske så svært? For verden vrimler jo med mennesker i grøftekanten, mens den ene, den anden og den tredje bare kører forbi uden at skænke de nødlidte et blik. Derfor var det Jesus Kristus kom til vores verden, ikke kun for at fortælle historien, men for at leve den ud. Han var selv et menneske på vandring. På vej for at møde mennesker. Han rakte selv sine hænder ud mod andre. Han tog sig af syge og omgikkes udskud. Han brugte sine hænder og fødder til at prædike om Guds kærlighed til mennesker på tværs af alle de skel og grænser, vi er så flittige til at sætte mellem hinanden. Det blev for meget syntes man. Og så naglede man hans hænder og fødder fast på et kors, så kunne man vel endelig være i fred for ham! Men nej. Sådan kunne vi ikke slippe af med ham og hans kærlighed. Han opstod, og det sidste vi hører Jesus gøre inden han vender tilbage til sin og vores himmelske far er, at han løfter hænderne og velsigner disciplene og sender dem ud i verden med det gode og glade budskab om Guds uovervindelige kærlighed. Med det i hånden skal de gå på deres flade fødder til verdens ende. De skal fortælle alle de møder – græker, romer, jøder, - om det liv, han har åbnet. Og de skal bruge deres hænder, både til at udfolde barmhjertigheden i konkret handling og til at døbe mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, som tegn på, at vi i liv og død tilhører ham; at intet i verden vil kunne skille os fra hans kærlighed. Sådan har han sendt generation efter generation af sted som sine hænder og fødder.
Og derfor må ordene, som brandfolkene skrev på den ødelagte Jesus-figur i den sønderbombede kirke i Tyskland også lyde til os: ”Lad os være dine hænder og fødder, Herre!”