Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Lukasevangeliet 19,1-10
Når man står med et nyfødt barn i sin favn, så sættes alt andet på pause, øjeblikket står stille, og intet andet gælder end dette lille barn. Rentekonjunkturerne, katastrofer ude i verden, cyklen, der skal repareres, ja alt, hvad vi ellers opfyldes af, er der sat parentes om. Kun dette lille barn.
Det samme gælder, når vi står over for et elsket mennesket, som er gået bort. Alt andet trækkes i baggrunden, mister for en stund sin betydning, for nu gælder kun dette: Min mand, min mor, vores barn er gået bort.
Disse øjeblikke er steder, hvor livet begyndes, og hvor livet sluttes. Det er livets grænseområde, hvor ingen anden viden end den allerenkleste findes: Vi kommer alle herfra, og vi skal alle herhen, til dette døde hylster af kød som ligner os, men ikke længere er det.
Når man står der, enten på toppen af livets tinder eller i bunden af livets bølgedale, livet som kommer og livet som var, så ligger tanken om menneskets skæbne os nært. Hvorfor blev dette liv, som det blev, hvad førte det i den og ikke den retning? Eller foran det nyfødte barn: Hvordan vil det gå, hvad vil der ske, hvordan vil dets liv blive?
Er vores liv i grunden et resultat af frie valg? Kunne det døde menneske, mens det levede, have valgt radikalt anderledes og fået et radikalt anderledes liv? Med andre ord: Står verden åben for an os, kan alt ske, som et åbent landskab, vi frit kan løbe ud i?
Når vi ser tilbage på et menneskeliv, der er gået på hæld, så vil vi ofte se et mønster, livet vil følge en form for logik, en sti munder ud i nye stier, som man måske må vælge imellem – dog ofte ikke sådan, at alle stier er åbne, der er en vej, som menneskelivet følger – set retrospektiv kan vi se disse sammenhænge, tænke det ene førte til det andet, helt jævnt og forudsigeligt – veje, som måske undervejs var ukendte for den levende selv.
Vikingerne, vores forfædre her til lands, havde en fasttømret skæbnetro. Afgørende momenter i et menneskes liv skyldtes ikke det enkelte menneske, men kræfter uden for mennesket – fremmede magter, guderne -, som i digtet ”Vølvens Spådom”, hvor tre kvinder, som sidder under Livstræet Yggdrasils krone, og snitter så mange hakker i en stok, som antallet af år et menneske får.
Digtet lyder sådan her:
Der kommer de / meget kloge / tre kvinder fra / søen under træet / En hed Urd, / den anden Verdane, - de skar i træ – / Skuld den tredje. / De vedtog love, / de valgte liv, / fastlagde skæbner / for slægtens børn.
Digtet er et udtryk for, at vikingerne og den norrøne kultur, lagde dele af menneskelivet i andre hænder end menneskets egne, en måde at sige, at vi mennesker ikke har indsigt i tilværelsens yderste spørgsmål.
Det ses også i de Islandske sagaer. Personerne glider ind og ud af fortællingerne, de falder fra, dør, mens historien fortsætter upåvirket. Menneskene bliver skildret uden et indre liv, her er ingen dyb psykologi, hverken tanker eller følelser, alt skildres gennem det ydre – og det som hænder ude fra er på sin vis bestemt af noget større.
Et menneske, f.eks. i Njals Saga, er intet i sig selv, som sådan ikke et individ, for mennesket ses altid i relation til slægten, som udgør den væsentlige del af det norrøne menneskes identitet. Den stærkeste straf er derfor ikke henrettelsen og døden, men derimod fredløsheden, at afskære et menneske fra sin slægt, fra kontakten med andre, at leve sådan, fredløs, må have været som at være en levende død.
Sagaerne er fulde og vold og blodudgydelser, og interessant er det, at hvis én slår en anden ihjel, så plages han ikke har skyld eller dårlig samvittighed, der er ingen indre ubalance, ikke i sindet, men i det ydre, i samfundet, og den ubalance skal genoprettes, ikke ved at søge tilgivelse hos Gud, men ved at give offerets slægt genoprettelse. Den enkelte repræsenterede ikke sig selv, men sin familie, sin slægt.
For Dostojevskijs forfatterskab – godt 1000 år senere end de islandske sagaer - ser det helt anderledes ud. Dostojevskij skriver ud fra og ind i en kristen kultur. Her har karaktererne psykologisk dybde, et indre liv, subjekter der handler, tænker og føler.
Karaktererne bærer på en samvittighed, og overhører de samvittighedens stemme, så plages de af skyld, der hjemsøger dem selv ind i sindets dybeste afkroge. Bryder man sig mod sin næste, så er det i sidste ende over for Gud, man er skyldig. På den måde er hvert enkelt herre over sit liv, ikke i relation til slægten som en skæbne, man er flettet ind i, men i relation til Gud, som valg man – samvittighedsfuldt – træffer i sit liv.
Den afgørende forskel mellem vikingerne og Dostojevskij er slet og ret kristendommens mellemkomst. I kristendommen taler Gud til hvert enkelte menneske, dig og mig, sådan som vi hører Jesus i dag tale til Zakæus: ”Skynd dig at komme! I dag skal jeg være gæst i dit hus.”
I denne kristendommens direkte tiltale til hvert enkelte menneske, dér får mennesket sin værdi – ikke gennem slægten, ikke gennem det ydre, men gennem det indre, gennem Guds ord til os. Det er sådan, at mennesket kommer til sig selv – frit og levende.
Paulus skriver i Romerbrevet, at mennesket er blevet befriet fra synden, ikke forstået sådan, at vi mennesker ikke synder, ikke handler forkert, men forstået sådan, at Guds kærlighed og Guds tilgivelse altså er større. Denne tanke, at ligegyldig hvordan vi falder, så gribes vi altid har Guds hænder, den ligger som en understrøm, en rød tråd i vores liv, og den fører os kærligt fra vores vugge og frem til vores grav.
Og når vi end nærmer os gravens mørke i vores liv, dér, hvor det hele går på hæld og vores kæres hænder ikke kan holde fast i os mere, så er det med håbet om, at vi også der hviler trygt i Guds kærlige hænder. Eller som digteren Rilke så smukt har skrevet det:
Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se det på de andre, se: det er i alle.
Dog er der én, og altings falden ender
uendeligt forsigtigt i Hans hænder.
