Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
____________________
”Naar Barnet skal vænnes fra, da er ei heller Moderen uden Sorg, at hun og Barnet mere og mere skilles ad; at Barnet, der først laae under hendes Hjerte, senere dog hvilede ved hendes Bryst, ikke skal være saa nær mere. Saa sørge de sammen den korte Sorg. Held den, der beholdt Barnet saa nær, og ikke behøvede at sørge mere!”
Sådan skriver Søren Kierkegaard i en såkaldt ”stemning” i begyndelsen af Frygt og Bæven fra 1843. Alle, der har haft børn, tænker jeg, ved, at det kan være brutalt at vende barnet fra moderens bryst. For spædbarnet lever i en form for symbiose med sin mor, bruger hendes krop som sin egen, er en del af den, får mad fra den, varme fra den, og barnet har meget lille eller slet ingen fornemmelse af en grænse mellem morens krop og sin egen.
Afvænningen fra brystet markerer en overgang, en bevægelse væk fra moren og hen mod det, der findes uden for moren. Det er identitetsdannelsens første akt, som i sig selv rummer et paradoks, for barnet bliver først klar over sig selv, idet de andre – forældrene og familien – kommer til syne. Selvet skabt i spejlingen fra de andre – først familien, dernæst kredsen uden for familien, naboer, og venner, dernæst institutioner, børnehave, skoler, uddannelse, arbejde.
Som Kierkegaard skriver, så er det måske blot en kort sorg – for barnet og moderen -, men den følges af andre sorgfulde øjeblikke: for børnene skal blive selvstændige mennesker, og for at blive det, bliver de nødt til at skære båndene til sine forældre over, vende sig væk fra dem og ud mod verden. Vi, forældrene, mister dem, og de vinder sig selv. Det er et form for offer vi må bringe: Vi må give det væk fra os, som vi elsker allerhøjest, for at barnet kan stå selv og blive livsdygtige.
Den sprække, den adskillelse, som alle forældre må igennem, må Maria, Jesus mor, også have oplevet den dag, hvor Jesus bliver væk fra dem i menneskemængden på vej hjem fra påskefejringen i Jerusalem. En mors mareridt. Først leder de i kredsen af familien, det ville jo være nærliggende, men ikke der finder de ham, så leder de i kredsen af bekendte, det var jo en oplagt mulighed, heller ikke der finder de ham, for så til slut at lede blandt de lærde ved tempelpladsen – ikke et sted for børn, skulle man tro -, men her sad den 12-årige Jesus og lyttede og stillede spørgsmål.
Ganske overraskende – måske særligt for Maria – svarer Jesus på spørgsmålet fra forældrene om, hvorfor han dog løb væk, sådan her: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”.
Sikke et svar. Mærkværdigt, for sådan vil ingen almindelige børn jo tænke. Og det er måske heller ikke et almindeligt barn, vi står over for. Det fornemmer Maria og Josef nok også, for som vi hørte tidligere i Lukasevangeliet, så står der, da de vise mænd besøgte barnet i krybben, at Maria ”undrede sig over dét, der blev sagt om ham, og gemte alle deres ord i sit hjerte og grundede over dem”.
Cecil Bødker fanger netop dette moment i sin fine bog Marias Barn. Bødker skriver: ”Maria sukkede tyst. Alt det dér med, at han skulle blive noget stort – hun blev så bange, når hun tænkte på det. Hvis han på forhånd var bestemt til sådan noget, var det jo, ligesom han ikke rigtig var hendes barn. Hun ville meget hellere have, at han bare skulle være almindelig, et ganske almindeligt barn. Hun pakkede ham ud af svøbet, hvorefter hun undersøgte ham grundigt. Men ingen steder kunne hun se noget, der tydede på, at han var anderledes, der var ingen mærker, der kunne forklares som tegn på udvælgelse, han lignede absolut et ganske almindeligt barn”.
Stod vi over for et ganske almindeligt barn, som Maria og sikkert enhver forælder ville ønske, så var der intet nyt under solen. Ingen kristendom, ingen værdiomvæltning, intet håb, der rækker ud over denne verden. For verden har set utallige kloge mennesker, de jødiske skriftkloge, de græske filosoffer, de romerske lærde, og nok har de haft meget vigtigt og rigtigt at sige om verden og om at være menneske i den, men alle som én har de set verden fra menneskets perspektiv – sådan som det hele åbner sig, når vi står der på to ben og spejder ud over den verden, som omringer os. Havet, himlen, bjergene, byerne, menneskene og deres færd, krige og kærlighed.
Kristendommen – med Jesus Kristus i krybben, ved tempelpladsen, på korset, i graven – ser ikke verden horisontalt, som et landskab, man kan kigge ud over, derimod er perspektivet vertikalt, set fra himlen mod jorden, og hermed åbnes, åbenbares, dét, som er tilværelsens egentlige dybde: Guds evigt strømmende kærlighed.
Det første et barn gør, når det er kommet til verden, det er at græde, måske for at få lungefunktionen i gang, men lige så meget: En gråd over, at det må forlade sit hjem, moderens krop. Når barnet da skal vænnes fra brystet, så vender gråden tilbage. Måske en gråd over, at den flydende mælk hører op, men lige så meget: En gråd over, at barnet nu skilles yderligere fra moderen. En gråd over, at barnet nu rykker endnu et skridt tættere på redens kant, som det før eller siden kærligt skal skubbes ud over.
Og når tiden kommer, og barnet glider ud af reden, tage springet ud på de 70.000 favne, da er det som at falde mod tilværelsens bund, en sump, som før kristendommen var bundløs og uden mening, men som med Jesus Kristus, Guds åbenbaring, har vist sig at være en strøm af Guds grænseløse kærlighed.
Og det er først med dette fundament, Guds kærlighed, at vi egentlig kan høre hjemme i verden, ikke bare ved moderens bryst, men ude i verden, den verden, der viser sig i al dens vælde, for ligegyldigt hvordan vi end falder, falder i livet, falder ved livets kant, så bærer vi et håb om, at Guds kærlige hænder griber os. Griber os alle.