Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matthæusevangeliet 25,1-13
_______________________________________________________________
Efter i en menneskealder at have været bortrejst til krig, og fartet rundt i verden vender Odysseus hjem til sin fødeø, Ithaka. Som forberedelse til opgøret med sin kones bejlere skjuler han sin identitet, så ikke engang hun, Penelopeia, genkender ham.
Det gør imidlertid hans gamle amme. Da hun vasker ’den fremmedes’ fødder og ben, genkender hun et ar over låret. Det stammer fra at han engang som dreng var på jagt med sin morfar, hvor et vildsvin satte sin tand i hans lår.
Nu gnider den gamle amme med sin flade hånd hen over arret – og med ét går det op for hende, at han er Odysseus! Hun udbryder: ’Jeg kendte dig ikke / førend jeg med mine hænder berørte min konge på kroppen!’
Og med ét vækkes erindringen! Odysseus er tilbage, skæbnen har indhentet ham, og han er nu klar til opgøret med bejlerne, som det var bestemt fra begyndelsen.
Det er blevet sagt, at de gamle grækere levede baglæns. Som det var Odysseus’ livsbestemmelse at han skulle vende tilbage til sin hjemstavn, sådan var det menneskets opgave at blive sig bevidst om sin skæbne. ”Kend dig selv”, lyder indskriften over oraklet i Delfi. Med andre ord: Kend din begrænsning, kend din skæbne!
De gamle grækere, antikkens folk, tænkte tiden cyklisk, evig og i ring, som et armbåndsuret, der går og går uden at komme nogle vegne, og hvis visere blot drejer i det uendelige.
Den jødiske, og dermed kristne tanke, er modsat. Her tænkes tiden ikke cirkulær, men lineær, med en begyndelse og slutning, skabelse og dommedag. Her er det ikke fortiden, men fremtiden, blikket rettes mod. Livet leves forlæns, ikke baglæns, og det er ikke erindringen, men håbet, der fylder menneskets liv.
De første kristne, helt tilbage til Paulus, havde en nær forventning om, at Kristus – selvom han lige var død på korset – ville komme tilbage, som en tyv om natten, med sit opstandne legeme og gøre en ende på verden, sådan at nogle, dem, der troede, ville blive lukket ind til ’bryllupsfesten’ i himmerige, mens andre, dem, der ikke troede, for dem ville himlens porte være slået i.
Som de ti brudepiger, vi i dag hører om fra Matthæuesevangeliet, der håbefuldt går ud i den ukendte nat med deres olielamper for at møde brudgommen. De kloge tager olie med, for man ved jo aldrig, hvad fremtiden bringer, mens de tåbelige lader olien blive hjemme, og går afventende mod det, der møder dem. Det er ikke med håb, men med skepsis, ikke med forventning, men med erindring, at de tåbelige går øjeblikket i møde.
For så vidt møder vi i lignelsen en græsk og en kristent måde at forholde sig til tiden på. De kloge brudepiger går med håbet som fortegn mod fremtiden, læner sig mod den, hvorimod de tåbelige brudepiger går, så at sige ligesom Odysseus, baglæns ud i natten og ind i fremtiden, for de har jo stadig et ærinde i fortiden, de skal nå at købe olie til deres lamper, før de kan se det, der møder dem i mørket.
Kristendommen tager alvorligt, at vi altid, når vi her i livet vandrer på stien fra vores vugge til vores grav, står over for en ukendt fremtid. At leve i tiden er som at gå en tur i den sorte nat; dét, som har passeret, kan vi kun genkalde os i erindringen, og det, vi står over for, kan vi kun håbe på møder os nådigt.
Adventstiden er netop en tid, hvor vi midt i den mørke vinter, retter os håbefuldt mod det nådige lys, der julenat bryder ned i verden. Op på den måde indkapsler adventstiden den tidsopfattelse, som kristendommen satte i verden, og som gik på tværs af de gamle grækeres tanke, nemlig den, at fremtiden møder os med nåde; som lys, ikke som mørke, som tilgivelse, ikke som straf, med barmhjertighed, ikke med ligegyldighed, og derfor kan vi rette os – som brudepigerne i nattens mørke – mod fremtiden, ikke tilbageskuende eller afventende, men med håb og glæde.
Denne bevægelse, vi mod fremtiden og fremtiden mod os, er dobbelt. Med Kristus – både i krybben julenat og med den tomme grav påskemorgen – får vi Guds tilsagn om, at livet ikke blot er spændt ud i en lige linje fra fødsel til død, vi er ikke blot tilfældigt kastet ind i en ligegyldig tilværelse, og når vi en dag træder ud af livet, så er det ikke en rungende intethed, der møder os; i stedet er vi båret af Guds hænder ind i livet, og når vi falder mod gravens mørke, så lander vi i Guds kærlige hænder.
Eller som digteren Rainer Maria Rilke så smukt formulerer det:
Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se det på de andre, se: det er i alle.
Dog er der én, og altings falden ender
uendeligt forsigtigt i Hans hænder.
I kristendommen er det et lys, vi går i møde, ikke buldrende mørke; fremtiden er ikke en mørk nat, vi vandrer ind i, men en solopgang, vi går i møde, lige sådan som brudepigerne ikke skulle finde gommen i natten, men møde ham, for han ventede dem og gik dem i møde, sådan er det ikke døden, der venter for enden, men opstandelsen.
Med tilsagnet om, at fremtiden er lys, så kan vi rette os håbefuldt mod den. Dermed kan vi vende os væk fra den græske tanke om fortiden, erindringen og skæbnen, det er ikke oraklets ord om, at vi skal kende os selv, men Kristi ord, som det lyder til os i dåben, ”se, jeg er med dig alle dage indtil verdens inde”, der er vores lys i mørket.
Med de ord kan vi rejse os i frimodighed, dér, hvor vi nu hver især befinder os i vores liv, og med håbet som fortegn og med Guds tilgivelse i ryggen, vandre ud i verden for at række kærligheden, barmhjertigheden og tilgivelsen videre til det menneske, som vi møder på vores vej.