Med vand og helligånd

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Jeg har siden tænkt på, at jeg i det øjeblik havde en religiøs oplevelse. En oplevelse, faktisk, som kom bag på mig, for jeg ved ikke, hvorfor jeg udbrød de ord, nu kommer han i Paradis, og jeg ved heller ikke, om jeg mener, at dåben skulle være adgangsbilletten til netop Paradis. Men ritualet gjorde noget ved mig, noget, som kom bag på mig, som pludselig rev mig ud af det hverdagsagtige og det horisontale, for dér i midten af Holmens Kirke, os rundt om døbefonten med et lille barn i hænderne, der var der noget mere på spil, som rakte ud over denne verdens sfære. 

Det er blevet sagt, at mennesket fødes to gange. At mennesket fødes to gange.

Den første gang naturligt. Fra vores moders mave udgår livet, et foster under moderens hjerte, omringet af vand og våde af vand kommer vi til verden. Det er vores første fødsel, derfra vores verden går. 

Anden gang vi fødes er, når vi fødes ”åndeligt”. Det sker, når vi bliver os bevidste som mennesker. Når vi forholder os til vores liv, tilegner det, vedkender os vores liv, som netop mit liv. 

Det kan ske på så mange måder, og det er vel egentlig ikke en begivenhed, snarere en proces, hvor vi ikke bare opdager verden omkring os, men måske nok så vigtigt: At den er omkring mig, min krop, mine tanker, mine ord – mit jeg. Det er mit liv, der skal leves, det er min død, der venter. 

I kristendommen markerer dåben menneskets anden, åndelige fødsel. Vi genfødes, som det lyder, som Guds børn – ved vand og helligånd. Det foregår ikke i det skjulte, som den første fødsel, der er sløret af husets fire vægge eller hospitalets tykke mure, den foregår i den offentlige, det er en begivenhed, som nærmest skal råbes ud fra kirkens spir.

Men hvad er det så for en bevidsthed, vi får i dåben? Hvordan forstår vi os selv – i lyset af dåben - som mennesker? Som dette: Vores menneskelighed er noget, vi har modtaget, som binder os til en større sammenhæng, vi ikke kan falde ud af. Vi bliver en del af Guds historie, og Gud bliver en del af vores historie.

Når vi døbes, sker der det samme med os som med Jesus, da han – under stor offentlige bevågenhed – døbes i Jordanfloden: Johannes døber ham med vand og Gud sender sin ånd over ham og erklærer: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Ved vand og ånd bliver vi Guds elskede børn. Det er vores anden, åndelige fødsel. 

Mange i vores tid vil gerne nøjes med den første, naturlige fødsel. Det har nok særligt to grunde: Vi, os i det moderne, lever i en tid, hvor den positivistiske videnskab har sat sig på tolkningen af verden. Mikroskopets tidsalder, kan man sige, hvor alt skal måles og vejes. Med dette blik reduceres mennesket til ren biologi. Kemi, celler og atomer. Og det er som om, at vi, os mennesker, efteraber dyrenes måde at være til på. Vi følger vores instinkter, vores drifter, vores begær - alt det dyriske ved mennesket. Godt hjulpet på vej af blinkende reklamer og sociale medier, der opfanger vores opmærksomhed som var vi natsværmeren, der snurrer rundt og rundt om gadelygtens skær i nattens mørke.

Der er midlertidig også en anden grund til, at vi afviser tanker om den åndelige fødsel: Vi vil selv vælge den – hvis det endelig skal være. Vi vil ikke modtage den. Vi mener, at vi selv er i stand til at udvikle vores menneskelighed. At det – så ensomt – er op til os selv, hvem vi gerne vil være. Som når forældre vælger for deres børn, at de selv skal vælge om de vil døbes eller ej.

Vi står mellem på den ene side en benhård naturalisme, der reducerer alt ved mennesket til krop og biologi, og på den anden side en grænseløs tro på at individet med sine valg har al magt over sin egen tilværelse. Splittelsen kan ikke blive dybere – men det er som om, at vi knap nok bemærker det.

Aristoteles har engang sagt, at den der ikke har behov for andre mennesker, må enten være et dyr eller en gud. Og det passer måske meget godt på os og vores tid. Vi lever som dyr efter vores instinkter og vores begær, og vi lever som guder, der selv vil designe vores liv, vælge hvem vi vil være og erobre verden i dens mindste bestanddele – alt imens, paradoksalt nok, at naturen og klimaet langsomt glider ud af vores erobrende greb om den. Eller som en anden græsk tænker engang sagde, Heraklit: Naturen elsker at skjule sig, det ligger i dens natur. 

Men sådan er det ikke i den kristne tanke: Gud elsker ikke at skjule sig, Gud elsker at åbenbare sig. Den kristne Gud forstår sig som Gud for mennesker. Gud har brug for mennesker til at være den Gud, Gud egentligt er. Som når Gud udgyder sin ånd over menneskene og kalder dem sine børn. Gud siger det samme til os, som Gud siger til sin søn ved hans dåb: ”I er mine børn, i jer finder jeg velbehag”.

Måske var det den tanke, der klingede med uden jeg anede det, da mine stolte tårer løb ned ad mine kinder 1. søndag i advent i Holmens kirke for 5 år siden. At vi i dåben modtager vores menneskelighed, som trækker os væk fra naturen og det dyriske, vi skal ikke efterabe, men i stedet efterleve, nemlig som dét vi er: Guds børn, der er i stand til at modtage vores liv af hinanden, fordi vi har modtaget vores liv af Gud. Efterlevelse.