Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Johannesevangeliet 11,19-45
Sidste sommer oplevede vi alle noget, som jeg tror, alle i det ganske land kan huske. Børn, unge, voksne og ældre. Det var en lun sommeraften, spændingen sitrede i luften, for Danmarks fodboldlandshold skulle spille åbningskampen af EM mod Finland, et fyldt stadion, et land klædt i rødt og hvidt, der sang nationalsangen, så man nærmest kunne høre det på den anden side af Øresund.
Og dér – midt i første halvveg -, mens bølgen lystigt bevægede sig på stadion, faldt Christian Eriksen pludselig om. Ved første øjekast lignede det en almindelig skade, men så, da man så ansigtsudtrykkene fra holdkammerater, så forstod vi, at det var alvorligt.
Alvoren, for mig, meldt sig først rigtigt, da jeg så, at lægen, som hurtigt blev kaldt på banen, begyndte at give hjertemassage. Uhyggelige billeder, for der på åben skærm gik Christian Eriksens hjerte i stå.
Ja, for hjertet er livet ganske enkelt: Det slår så længe det kan. Og så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, livet trækker sig sammen, og går i sig selv igen.
Hele Danmark var i chok – vi kiggede alle, på en måde, døden direkte i øjnene. Og det er vi ikke vant til, for mennesket har altid gemt døden væk, som Lazarus, der får viklet et lærred om hænder, fødder og rundt om ansigtet. Vi tildækker døden, fjerner den, skjuler den for til sidst at sænke den i jorden eller ind i ovnen.
Den norske forfatter, Karl Ove Knausgård, skriver i begyndelsen af sit monstrøse værk, Min Kamp, om netop dette: Om menneskets ubehag ved døden, fordi den minder os alle om, at lyset en dag bliver til mørke, at livet bliver til død.
Han skriver: ” I det øjeblik livet forlader kroppen, tilhører kroppen det døde. Lamperne, kufferterne,
dørhåndtagene, vinduerne. Markerne, moserne, bækkene, bjergene, skyerne, himmelen. Intet af dette er fremmed for os. Vi er bestandigt omgivet af den døde verdens genstande og fænomener. Alligevel er der færre ting, der vækker større ubehag i os end at se et menneske fanget i den, i hvert fald hvis man skal dømme efter de anstrengelser vi gør os for at holde de døde kroppe ude af syne. På store hospitaler gemmes de ikke alene væk i egne utilgængelige rum; også vejene dertil et skjulte, de har egne elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et tilfælde skulle forvilde sig ind i en af dem, er de døde kroppe, der trilles forbi, altid tildækkede. Når de så skal transporteres fra hospitalet, sker det fra en særlig udgang i biler med mørke ruder; i kirken findes der et egnet rum til dem uden vinduer, under begravelsesceremonien ligger de i lukkede kister helt frem til de sænkes i jorden eller brændes i ovnen.”
Alt dette, anstrengelserne for at skjule døden fra vores øjne, det skyldes, mener Knausgård, at det moderne menneske ikke tør se døden i øjnene, døden er – selvom det er noget af det mest naturlige i livet – tabuiseret væk i vores tid.
Og det er måske ikke så underligt: Aldrig før har mennesket hungret efter at ville leve godt og længe, som nu; kost, sundhed, motion, synes at være de pejlemærker, vi navigerer efter; kroppen er blevet til vores tempel, sundhed er blevet til sandhed, og på den måde synes livets mening at være, at det blot skal fortsætte, at leve for at leve.
Men det uomgængelige rammer os alle, ligesom hos Lazarus: Døden melder sin ankomst.
Derfor kender vi også alle den stemning, som vi møder i dagens fortælling. De fortvivlede søstre, gråden og sorgen hos Martha og Maria, der har mistet deres elskede bror, tomheden, der runger i deres hus, fornemmelsen af meningsløshed, der indtræffer, når et elsket menneske går bort.
Døden synes definitiv, liget er gemt væk på fjerde-dagen, fluerne er allerede begyndt at flakke forventningsfuldt om Lazarus’ stinkende krop, og alt håb er opgivet.
Men på tværs af al menneskelig fornuft, al vores instinkt, så forlanger Jesus, at stenen fra graven skal væltes bort. ”Lazarus, kom herud!”, råbte Jesus. Nærmest som Christians Eriksens hjerte, der igen – mirakuløst – igen begynder at slå, først sagte, siden pumpende, og nu storspillende.
Og i det øjeblik Lazarus vender tilbage fra gravens mørke til livets lys – som Eriksen gjorde det en sen sommeraften -, der krakelerer vores verdensbillede: En død bliver levende. Det umulige bliver muligt. Det kan ikke fattes af fornuften, det kan ikke begribes af vores begreber, for at se liv dér, hvor døden synes at have sejret, er så paradoksalt, så ufatteligt, at det kun er troen, der kan rumme det.
Og dét er evangeliets kraft; som at blive blændet af solens kraftige lys, når vi har vænnet os til gravens mørke. Og ligesom Martha og Maria er blevet blændet af det lys, der udgik fra Lazarus’ grav, ligesom vores forfædre, slægtled efter slægtled, er blevet oplyst af historien om Lazarus, så rammes vi også – os, der sidder her – af det lys, som skinner fra fortællingen om Jesus Kristus, der kan kalde de døde ud i livet igen. For løftet om opstandelse, løftet om, at døden ikke har det sidste ord, det gælder også for os. Det lys, opstandelseslyset, som har sit udspring i fortællingen om Jesus Kristus, der bryder ud af gravens mørke, som en påskeblomst, der bryder frem ad den frosne jord, det skinner også på os.
Løftet om vores opstandelse, håbet om, at også vi skal opstå fra de døde, det gør sig gældende i vores liv, som en kraftig lyskegle, der i horisonten lyser mod os. Derfor lever vi håbefuldt, rettet mod det, som kommer, og ikke det, der var, for vi lever i livets sted, ikke dødens sted, i lysets sted, ikke mørkets sted, i begyndelsens sted, ikke afslutningens sted, i håbets sted, ikke i fortvivlelsens sted.
Derfor kendes kirken ikke på sine grave, men på sit tårn, der rækker mod himlen, som det triumferende, trodsige, oprørske håb om, at livet og Gud altid sejrer.