Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matthæusevangeliet 4,1-11
_______________________
Hvad har natsværmere og os moderne mennesker til fælles? Ingenting, skulle man tro, men hvis man leger med tanken, så minder vi måske lidt om hinanden.
Natsværmere har svært ved at finde rundt i den moderne verden, den hører ligesom en anden tid til, en anden verden, som mennesket ikke har domesticeret og kultiveret, så den passer efter menneskenes behag og behov. De hører til i en verden uden larmende maskiner, osende fabrikker, pulserende byer og frem for alt i en verden uden kunstigt, elektrisk lys, der brænder i natten.
Og så kan man jo spørge, hvad er egentlig natsværmernes problem med vores oplyste kultur – jo, problemet er simpelthen, at de bliver skrubforvirrede over alle de tillokkende, interessante lyskilder, der byder sig promiskuøst til i alle retninger, natsværmerne kigger: Det er et sandt slaraffenland af lys for dem – et blinkende Las Vegas – og alle ser de, lysende, på hver deres måde, særligt gode ud, hvert lys skinner på sin særlige måde, på sin særlige frekvens – og de små flyvere sværmer for dem alle – ja, faktisk er det ikke til at vide for dem, hvilken en der er bedst, hvilken et af dem, der skinner stærkest og smukkest.
Når sværmeren ser det kunstige lys, bliver den lokket hen som ved sirene-sang – kompasset bliver fuldstændig slået ud af kurs, og derfor flyver den bare rundt og rundt og rundt, indtil solen står op eller den bliver spist af et andet dyr eller lyset bliver slukket.
Og sådan burde det ikke være for natsværmeren. Den burde kun have ét sandt lys, månen, som den fra naturens hånd er sat i verden til at navigere efter; men nu har vi mennesker fyldt verden med falske måner, gadelamper og blinkende reklamer, som lyser i natten, og som gør det helt umuligt for den lige sværmer af finde sig til rette i livet. Sådan er det med natsværmere og de falske måner.
Men måske har vi mennesker også tendens til at blive lidt forvirret over, hvad det sande lys er – måske er det faktisk præcis lige så svært for os, som det er for natsværmeren.
Mon vi også, som natsværmerne i nattens mørke, flakker rundt i dette moderne samfund – med al dets bling, med alle dets skærme, med al dets fristelser, der lokker os ind i et kredsløb og forleder vores opmærksomhed væk fra det, der burde være det ene, sande lys.
I litteraturen finder vi en skikkelse, som i særlig grad er blev trukket væk fra det sande lys, nemlig Faust. I Goethes fremstilling af Faust, der indgår Faust en pagt med djævelen, Mefisto. Pagten er, i al sin enkelthed denne, at Faust får alt det, han begærer i verden, magt, status, penge og kvinder, men som betaling, så må han aldrig stille sig tilfreds, han må aldrig sige: ”det var det, nu behøver jeg ikke mere”. Mere vil have mere, mere magt, flere penge, mere af det hele. Og kender vi ikke alle det? Er vi netop ikke i disse år vidne til det, når en krig kæmpes på det europæiske kontinent om magt, status og stolthed?
Goethes fortællingen fandt hurtigt sin prominente plads i verdenslitteraturen; som et billede på det moderne samfund, der altid er i bevægelse, altid kigger frem for at indtage nye horisonter – teknologiske og territoriale, men spørgsmålet er, om det ikke er en falske måner, vi forfølger og til sidst vil vi blot snurrer rundt og rundt og rundt uden retning og mening?
Modfortællingen til Faust, der indgår en pagt med djævelen, møder vi i evangeliet, i dagens tekst om Jesu fristelse i ørkenen, som meget passende indleder fastetiden. Her – midt i den tørre og golde ørkenen, dér, hvor mennesket er allermest forladt -, dér bliver Jesus fristet.
Fristet til at vende blikket væk fra Gud, væk fra det sande lys, og i stedet fæstne blikket på denne verdens gnitrende rigdom og blændende magt – som natsværmerne, der fikseres af det kunstige lys.
I modsætning til Faust, så modstår Jesus fristelsen. ”Mennesket lever ikke af brød alene, men også af ånd, af ethvert ord, der udgår fra Guds mund”. Der er kun ét sandt lys, Gud i himlen. Og dette guddommelige lys, som evangeliet fortæller om, det er ikke et falsk lys, som vi skal strømme til i al vores iver, det er i stedet et lys, som kommer til os, et lys, der skinner på os, som månen lyser for hele menneskeheden om natten. Dette lys kender ikke forskel på mennesker – det lyser på os, ligegyldigt, hvordan vi end tager os ud i vores liv her på jorden.
Den skyld, som det fortælles kom ind i verden ved Syndefaldet, Adam og Eva, der pludseligt står blottede tilbage og med et skamfuldt nedslået blik; skylden over være blevet blændet af verdens fristelser, det røde æble på Kundskabets træ midt i Edens Have, skylden over at have vendt Gud ryggen og falde ud af haven til en tilværelse med lidelse og smerte, den skyld tager Jesus Kristus på sig. Det betyder ikke, at vi ikke mærken den, for vi lever jo et liv også i smerte og lidelse, krig og sygdom, men det betyder, at selvom vi er faldne, så er vi samtidig grebne.
Vi falder og vi gribes - i én og samme bevægelse. ”Simul justus et peccator”, som Luther sagde, ”på én gang syndere og retfærdiggjorte”.
Så når verden snurrer rundt om det kunstige lys, når vi i vores liv snurrer rundt om de falske måner, hvad end det nu måtte være, falske lys er der nok af, når vi vandrer på vores sti gennem verdens gadelamper fra vugge til grav med den vished om at af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og så når vi en dag tager det sidste skridt ud over livets kant, med dødens mørke gab under os, så lyder ikke bare ordene, men også tilsagnet fra Gud, af jorden skal du igen opstå. Opstandelsen, som det evige og sande lys fra den tomme grav, der skinner nådigt og tilgivende på dig og mig. Opstandelsen. Det sande lys – for dig og mig.