Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Lukasevangeliet 2,21____________________________________
Når man læser en bog, så er navnet, karakterernes navne, som et ansigt for dig. Første gang dine øjne læser hen over det, de få bogstaver, som et navn oftest udgøres af, er det måske ukendt eller fremmed, men når du opholder dig i navnets nærhed et stykke tid, så begynder du at forbinde bestemte egenskaber med det, efterhånden også, hvis det fortsætter og findes i din nærhed over længere tid, en historie og til sidst et helt liv. Navnet i litteraturen er som små ansigter, der kommer til syne, eller rejser sig, fra mylderet af bogstaver og dannes for dit indre blik.
Navne har derfor altid spillet en stor rolle i bøgernes verden, Hamlet, Raskolnikov, Lykke-Per, men i begyndelsen af det tyvende århundrede sker der et radikalt skifte: Mens Thomas Mann og Michel Proust havde sat deres sidste punktum i deres forfatterskab, begyndte Franz Kafka at skrive. Og her har navnet mistet dets betydning, det rodfæster ikke på samme måde karaktererne konkret i en større historie, for hos Kafka er navnene udvisket: Som hovedpersonen Josef K, eller blot K, i romanen Processen. Navnet er reduceret til et bogstav, og dermed fjernes alt det, som navnet normalt fører med sig – det individuelle og det sociale.
For Kafka hænger det måske sammen med den fremmedgørelse, som mennesket pludselig stod i, da moderniteten slog an. Historien var opløst, kristendommen havde sluppet sit greb, teknologien havde gjort sit indtog, og mennesket stod lettere rodløst tilbage overladt til den opgave selv at finde sig eget meningsfulde fundament.
Og måske har Kafka tænkt på, at noget af det mest afgørende for et menneske, bortset fra mad og drikke, det er at blive set – og i modernitetens menneskemylder kan man hurtigt blive opslugt af mængden. Og dermed blive til ingen. Det er en af dybderne i Kafkas forfatterskab, at karaktererne er ansigtsløse, K’et er som et bind for øjnene, for selvom vi siger Josef K., så tænker vi ikke på et bestemt menneskes beskaffenhed, som vi gør, når vi siger Othello eller Odysseus, men på en bestemt tilstand. Dunkel, labyrintisk, uoverskuelig, meningsløs, ansigtsløs.
Fordi navnet er så tæt knyttet til ens identitet, til ens væsen, til den man er, så er det også et væsentligt tema i Det Gamle Testamente, hvordan man skal benævne eller navngive Gud selv. For hvordan kan man give navn til det uendelig uden at gøre det endeligt? Hvordan kan man give det guddommelig, selve det ikke-menneskelige, navn uden at trække det ind i det menneskelige?
Det svar, som forfatterne til Moses-bøgerne fandt frem til, var, at Gud – da han havde vist sig i tornebusken for Moses -, gav sig selv navnet: ”Jeg er den, jeg er”. Igen, som Kafka, et ikke-navn, for det afgrænser ikke noget, det lokaliserer ikke noget, men det er alligevel et form for navn, netop et navn på dét, der ikke lader sig afgrænse, lokalisere og bestemme.
Derfor, når Gud i Det Gamle Testamente har navnet, jeg er den jeg er, så er det selvfølgelig helt bevidst tvetydigt og ambivalent, for Gud i Det Gamle Testamente åbner aldrig sit inderste, sit væsen, Gud står aldrig ansigt til ansigt med israelitterne, men viser sig altid i form af noget andet, ydre åbenbaringer, en brændende busk, en ildsøjle, en skypumpe, en skikkelse i mørket. Dét er billedet af Gud som fjern, som mystisk og hemmelighedsfuld, som noget, der har med verden at gøre, men dog altid fra et sted uden for verden.
Fortællingen i dag fra Lukasevangeliet, som følger lige efter det skrøbelige Jesus-barn i krybben julenat, vender det gammeltestamentlige Gudsbillede på vrangen, for her træder Gud helt og holdent ind i verden, og ikke nok med det: Gud får et navn, et ansigt, Jesus fra Nazareth.
Navnet – både på Gud og på os mennesker - har den egenskab, at det både vender ud ad og ind ad, ud ad, fordi navnet jo er til for andre, ”Sigurd, der er mad”, kan jeg høre min mor kalde fra køkkenvinduet, og ind ad, fordi navnet har at gøre med mig selv, den jeg er, det er ”mig” hun kalder på. Og det gælder også for Gud.
Gud har fået et navn, som vores læber kan sige, Jesus Kristus, og endnu mere: Også et ansigt, som vi mennesker kan stå over for, ansigt til ansigt, og det betyder i grunden, at vi mennesker bliver set, selv dér i menneskemængden, hvor det enkelte menneske kan blive glemt og overset, for Gud vender aldrig sit ansigt bort fra os – ligegyldigt hvad Gud end måtte se.
Vi skal nu ikke famle i blinde efter en skikkelse i vintermørket, dunkelt, mystisk, hemmelighedsfuldt, som israelitterne måtte overholde Loven til punkt og prikke i håbet om, at dét var Guds inderste væsen, for nu har Gud åbnet sig, åbenbaret sig, som det mest jordnære, der hører livet til, et skrøbeligt barn i en krybbe.
Den gerningsretfærdighed som kommer af en skjult Gud, kapløbet om at være i nåde af Guds ansigtsløse blik, er nu med Jesus Kristus afløst af en altomfavnende Gud, hvor det med Paulus ord ”ikke kommer an på at være græker eller jøde, træl eller fri, mand eller kvinde”, for vi hører alle Kristus til.
Når vi i dåben får vores navn, så er det ikke bare navnet, der er på spil, det er alt det, som navnet bringer med sig: At blive set – i fundamental forstand -, ikke bare som et skrøbeligt barn i en farlig verden, men at blive set af Gud, at være nogen, at være Guds barn i denne verden, som er skænket os af Guds barmhjertige rigdom.