Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matthæusevangeliet 6,5-13
"Datter, hav medynk med mine grå hår, hav medynk med din far, hvis jeg da er værdig til at du kalder mig far. Tænk på dine brødre, tænk på din mor og din moster; tænk på din dreng, som ikke kan leve, når du er død. Glem din stolthed, ødelæg ikke vores liv."
Sådan skriver faderen bedende i et brev til datteren Perpetua, en blot 22-årig kvinde, nybagt mor til en lille spæd dreng, fordi hun – midt i en af Romerrigets mægtigste byer, Kathago – bekendte sig til Kristus og kristendommen engang i slutningen af det 2. århundrede.
Denne ædle og rige kvinde, Perpetua, kom ikke selv fra en kristen familie, men på en eller anden måde havde Ordet om Kristus, verdens frelser, et lys for alle folkeslagene, slået rod i hendes hjerte.
Men da de romerske myndigheder får nys om, at en ny religion spirer frem rundt om i imperiet, så griber de hurtigt sværdet, sætter i galop og tager ud og arresterer Perpetua og alle de andre, som har ladet sig omvende.
Hele hendes familie ser til, da soldaterne slæber hende væk fra sin mand og deres lille nyfødte barn, der endnu var afhængig af moderens mælk. Hun bliver smidt i et propfyldt og beskidt fængsel, og hun skriver i sin dagbog, at hun får kvalme af stanken, at varmen gør hende svimmel, at mørket om natten gør hende bange, men mest af alt, så pines hun af savnet til sin nyfødte søn.
Perpetuas lidelser i fængslet forværres af faderens desperate forsøg på at overtale hende til at afsværge den kristne tro. Og det er i dette brev, at faderen skriver: ”Hav medynk med mig, datter, tænk på din nyfødte søn, som ikke kan leve uden dig – glem din stolthed”.
Ja, selv anklagemyndigheden er berørt af faderens bøn, og opfordrer Perpetua til at ofre til kejseren for at vise sin loyalitet mod det romerske rige. Men hun nægter, og dommeren stiller det afgørende spørgsmål: Er du kristen?
Hertil svarer den unge, kristne kvinde: Ser du denne her vase, spurgte hun dommeren? Ja, svarede han. Og hun spurgte ham: Kan vi kalde det noget andet end hvad det er? Nej, sagde han, det er en vase. Således kan jeg heller ikke kalde mig noget andet end det, jeg er, en kristen”.
Med disse ord blev Perpetua kastet for de vilde dyr. Efter at være blevet lemlæstet i mødet med de blodtørstige dyr, skal straffen fuldbyrdes, og struben skæres over. Det fortælles, at hun i manegen frivilligt lagde hovedet på blokken, så sværdet kunne afslutte hendes jordiske liv.
Da den unge gladiatorlærling med kniven rammer Perpetuas hals forkert, tager Perpetua selv hans hånd og fører den til sin strube. Det var som om, står der til sidst i fortællingen, at hun ikke kunne dræbes, medmindre hun selv ønskede det.
Fra denne periode – det 2. århundrede – der har vi et hav af overleverede martyrberetninger. Nogle er mere legendariske og fantasifulde end andre, men det er unægtelig en historisk kendsgerning, at mange kristne blev forfulgt og myrdet for deres tro. Og heraf fulgte, at mange blev interesseret i kristendommen – folk har nok tænkt, at der må have været noget meget stærkt på færde, når nu de kristne ville gå i døden for deres tro.
Blot omkring 300 år efter, at kristendommen havde sat sine første spire i mulden omkring middelhavet, så slog religionen for alvor rødder, da kejser Konstantin blev døbt på sit dødsleje i begyndelsen af 300-tallet. Fra at være en lille ubetydelig jødisk sekt, så blev kristendommen nu statsreligionen i hele Romerriget.
Ja, resten af historien er jo historie – kristendommen spredte sig som ringe i vandet – blandt andet på grund af martyrerne i det 2. århundrede - mod vikingerne i Nordeuropa, mod det fjerne østen og mod det vilde vesten og sydpå, mod Afrika og de andre kontinenter. Kristendommen har, når den som en tsunami skyllede ind over fremmed land gennem historien, taget mange forskellige former og skikke til sig, der passede til de lokale forhold.
Der er unægtelig stor forskel på afrikansk pinsekristendom over Vatikanet i Rom til den lutherske kristendom i norden. Men fælles for alle, en form for rygrad, står bønnen Fadervor. Måske selv Perpetua, da hun lå med sit hoved på blokken, har bedt denne bøn. Ordene, som mange af os kan i søvne: ”Fadervor, du som er i himlene, ske din vilje, thi dit er Riget og magten og æren”.
De ord har fundet sin plads midt i menneskehedens hjerte, slægtled efter slægtled, generation efter generation, midt i tidens gang og historiens susen, når vi mennesker har vandret gennem livet fra vores vugge til vores grav.
Ethvert menneske – helt fra huleboeren til det det moderne menneske - deler nemlig den erfaring og det vilkår, at vi en dag skal vende tilbage til støvet; vi er som græsset, som salmisten skriver, om morgenen gror det og blomstre, om aftenen er det vissent og tørt.
Mennesket er i tiden, og her, i tiden, har alt et tidspunkt. For så vidt er mennesket overladt til det horisontale, til historien, til landskabet, til det sociale, til det politiske. Mennesket lever under himlen, af jord er vi kommet og til jord skal vi blive, og vi kan i livet kigge frem mod den ukendte fremtid eller vi kan kigge tilbage mod den tabte fortid, men midt i denne vandrette vandring, som livet er, står Fadervor som en bøn, der rejser sig i al sin vertikalitet mod Gud i himlen. Fader vor, du som er i himlene…
Bønnen giver os mennesker en mulighed for at samle hænderne og løfte blikket mod himlen, ikke som et skrig ud i intetheden, ikke som et desperat råb om hjælp i natten, men som en bøn, der har en defineret retning, en retning som er givet som relation, som et forhold mellem ”Gud” og ”mig”.
Et forhold mellem Gud og os mennesker, der er karakteriseret ved, at Gud kommer os kærligt i møde, som en far eller mor, der løber sit fortabte barn i møde på perronen. Måske var det dette – for så vidt verdenshistoriske skifte -, som Perpetua fornemmede, da hun – med livet som indsats – lod sig omvende til kristendommen. Nu var det ikke mennesket, der skulle rette sig mod Gud, men Gud, der strakte sine hænder ud mod mennesket med Kristus.
Det er, også i dag ved indgangen til dette nye år, værd at huske på, når det ene nytårsforsæt fremsættes efter det andet: vi skal spise sundere, dyrke mere motion, vi skal stoppe med at ryge og drikke mindre alkohol, vi skal udvikle os, få nye kompetencer, vi skal optimere, effektivisere, være innovative, omstillingsparate og gå fremtiden i møde med rank rynk og oprejst pande. Ja, tiden er fyldt med krav til os – vi kan altid gøre det bedre, og det er sikkert også rigtignok, men kristendommens kerne er, at fundamentet, det mest afgørende af det hele, det er, at Gud kommer os i møde, thi hans er Riget og magten og æren i evighed. Amen.