Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Johannesevangeliet 5,1-15
Et sted i Jerusalem, blandt de kridthvide stenhuse, åbner sig en lille plads. Fem, slidte græske søjler rejser sig fra jorden, solens stråler danner lange skygger på stenene, og i midten af pladsen er to små vandbassiner. Der mellem søjlerne og deres kølige skygger langs jorden finder Jesus den lamme mand.
Til denne lille og forladte tempelplads, Betesdas Dam, har syge, blinde og krøblinge søgt hen med deres ruinøse liv. De håber på helbredelse. Det har den lamme, som Jesus møder, efterhånden måtte opgive og i stedet nøjes med trøsten ved at være blandt andre med fortabte skæbner.
Behovet for trøst er forståeligt. Det kan være trøstende, at der er institutioner som forsøger at afhjælpe ens lidelser. Der kan være trøst i, at andre døjer noget lignende. En trøst i, at det kunne være værre. En trøst i forestillingen om, at lidelser er godt for noget, at man skal lære af dem. Der er mange slags trøst.
Men Jesus kommer med helt andre ord. Han møder den lamme, der på 38. år henligger i ruinerne af sit liv, midt i resterne af en gammel, slidt verden med de ramponerende, græske søjlegange som kulisse, ikke med trøstens blide og milde ord, som vi alle kender al for godt: ”Det må være svært for dig” eller ”Du må prøve at få det bedste ud af det, der må være en mening med det” eller det empatiske ”Jeg føler med dig”. I stedet lyder ordene kontant og direkte: ”Vil du være rask?!”
For, som Kierkegaard et sted halvspottende skriver, ”Christendommen er ikke… kommet ind i verden som af Pragt-Exemplar af milde Trøstegrunde”, men for at mennesket skal skabes om af Guds kærlighed.
”Vil du være rask?”, et spørgsmål, der får den gamle verden til at erodere, for det rokker både ved den hedenske forestilling om, at man skal lære af lidelsen, blive visere af den, og samtidig ved den jødiske tanke om, at du selv er skyld i din smerte, sygdom som syndens resultatet.
Hedningernes og jødernes verden er de ruiner som Jesus bryder igennem da han omskaber den lamme ved at sige til ham: ”Rejs dig, tag din båre og gå”. Ord, ikke til nedbrydelse, men ord til opbyggelse.
Når stemmen fra Salmernes Bog, som vi hører i dag, lyder: ”Lad mig vide, Herre, hvornår jeg skal dø, mit liv er som et vindpust for dig”, så er det ord fra dybet af mennesket. Det dyb, som vi alle rummer, når vi vandrer gennem livet fra vores vugge til vores grav, dybet, hvori den eksistentielle angst har rod, for rammes vi ikke alle af den uro, der kommer af, om vi overhovedet har hjemme i livet, om det overhovedet giver mening at leve – altid i skyggen af dødens mørke?
Uroen kan føles tæt på eller langt væk, men den er der, ligesom jordens flydende lavakerne, sommetider i udbrud, sommetider gemt væk under overfladen. Ser vi ud på naturen, som i disse dage skifter fra sensommerens friske farver til efterårets falmende toner, fra grøn til gul, fra fuglesang fra trætoppen til vindens rusk og bladenes dalen mod jorden, så kan vi rammes af den uro, der kommer af, at også vi – alle os – tilhører naturen og dens forgængelighed. Vi spirer som forårets planter, vi blomstrer som sommerens blomster, vi falmer som efterårets træer.
Men er der ikke mere? Er det bare dét, kan vi spørge os selv som et ekko af salmisten fra Det Gamle Testamente? Kan vi rejse os fra vores liv, tage vores båre, og gå? De ord, vi kan rejse os på, er kristendommens, for ligesom naturen altid spirer frem igen efter den kolde vinter, en rose skyder fra den frosne jord, som solen altid stiger over havets skød efter nattens mørke, så bryder Kristi opstandelse ind i vores liv med et håb om, at der også for os – selv når alt er falmet og timeglasset udrindet – vil spire et liv frem hos Gud i hans evige rige.
Men er disse ord – håbet om opstandelse – ikke også ord fra gamle dage, en svunden tid, som den verden, den hedenske og den jødiske, der var styrtet i grus sammen med den lamme ved Betesdas Dam? Ord, som vi blot kan trøste os ved, når vi ikke kan udholde tanken om livets forgængelighed? En båre vi bærer med os, og som vi kan hvile os på, når vi handlingslammes og alt det andet bliver for meget?
Nej, de er meget mere end det. Evangeliets ord er ikke brokker fra en ruin, men en omskabelse af hele vores liv. Ikke kun trøst for det, der gik galt. De giver også styrke til at leve her og nu, til at bygge op. Kraft til at modstå klagen, kraft til at leve oprejst i alle de dage der er, som de nu engang er.
Eller som Rainar Marie Rilkes så smukke efterårsdigt, der både indfanger efterårets og menneskets melankoli, men samtidig peger på det håb, som kristendommen har sat i verden, og som vi kan leve og dø på. Som vi kan rejse os og gå på…
Om natten falder Jorden, tung og stum,
fra stjernerne til ensomhedens rum.
Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se det på de andre, se: det er i alle.
Dog er der én, og altings falden ender
uendeligt forsigtigt i Hans hænder.