Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« Matthæusevangeliet 12,31-42
Da den sidste bombe var faldet, den sidste maskingeværsalve affyret, så stod Europa efter 2. verdenskrig i et kæmpe bombekrater – både fysisk og mentalt. For ikke nok med, at byer var blevet jævnet med jorden, så lå ’det menneskelige’ også i ruiner.
For under krigen brød det menneskelige sammen, glimtet i vores næstes øjne havde mistet sit skær, og det barbariske, det dyriske, trådte frem i stedet. Det spørgsmål, der som røg fra murbrokkerne, steg op, var, hvordan vi rejser os fra det sorte hul, som krigen havde skabt, og som aldrig i menneskets historie havde været dybere? Hvad gør vi, når vi står over for det, der tilsyneladende er utilgiveligt, går vi ned ad straffens og sanktionens vej eller ad forsoningens og tilgivelsens vej?
Dét spørgsmål er ikke nyt. Helt tilbage på Bibelens tid reflekterede man over, om det utilgivelige findes og hvad vi stiller op med det. Og i dag står vi over for et ganske radikalt udsagn: Al synd tilgives, men den, der sætter sig imod Helligånden, det kristne åndsfællesskab, tilgives ikke.
Tanken er, som forfatteren til Matthæusevangeliet måtte have tænkt det, denne: Tilgivelsens rod er fæstnet i det kristne menighedsfællesskab, for i kraft af, at vi altid-allerede er tilgivne af Gud fra oven, sådan som vi og de første menigheder for 2000 år siden samles om, så kan vi række tilgivelsen videre ud til siden til vores næste. Fra det vertikale til det horisontale. Vender man sig væk fra tilgivelsens mulighed, den mulighed, som Jesus Kristus ganske kontroversielt og uden fortilfælde satte i verden, så kan tilgivelsen ikke finde sted. Eller sagt med andre ord: Synden mod Helligånden er synd mod den ånd, som findes i menigheden. Og den kan man ikke synde imod og få tilgivelse, for tilgivelsen finder sted inden for menigheden. Udelukker man sig fra den, udelukker man sig fra tilgivelsen.
Den tyske tænker, Hannah Arendt, skriver et sted, at enhver tilgivelse – som den udfolder sig mellem os mennesker – har karakter af et mirakel. For tilgivelsen bibringer en form for forsoning mellem os i forhold til den uret, der består i, at vi gør det onde, som vi ikke vil og ikke det gode, som vi vil. Tilgivelsen gør ikke det gjorte ugjort, som når man slår en streg hen over det skete, men den bringer en situation og en relation mirakuløs videre.
Det mirakuløse består i, at den tillid, der var mellem to mennesker, er blevet brudt, skåret over, og som ikke kan gendannes uden et spring, uden en uforudset begivenhed, der bringer tilliden tilbage. Tilgivelsen er dette spring, en for så vidt mirakuløs begivenhed, der bringer tilliden tilbage mellem to mennesker.
Forstår vi tilgivelsen sådan, at den dels udspringer af, at vi allerede er tilgivne af Gud, og netop af den grund kan række den videre, dels sådan, at tilgivelsen mellem os mennesker er en uforudset, mirakuløs begivenhed, der bringer tilliden tilbage, så må vi spørge, som vi indledte med: Hvilken plads har tilgivelsen, når vi som samfund står over for det utilgivelige?
En højesteretsdommer har engang sagt: Retten tilgiver ikke. Og hvordan skulle en dommer også kunne tilgive; på hvis vegne skulle tilgivelsen gives? Og hvad skal tilgives, gerningsmanden eller forbrydelsen?
Nürnbergprocessen, som stillede de mest prominente nazister til regnskab efter Anden Verdenskrig, svingede da også mellem dødsstraf og livstidsdomme. Ingen nåde, ingen tilgivelse. Selvfølgelig, måske, for de havde historiens mest brutale forbrydelser på samvittigheden. De glemte menneskeligheden i deres ofres øjne.
Jeg var selv, for en del år siden, på besøg i Herstedvester Fængsel. Her mødte jeg fængselspræsten, som fortalte mig, at de indsatte, mordere, seksualforbrydere, brandstiftere, ofte kom til ham og spurgte om tilgivelse. Tilgiv mig, spurgte de. Hans svar var altid: Det kan jeg ikke, det er en sag mellem dig og Gud.
Og det må være dér, hos Gud, den egentlige tilgivelse af det utilgivelige finder sted, for vi mennesker kan ikke bære det utilgivelige, det kan kun Gud. Eller som Jacques Derrida siger: Tilgivelsen er den umulige opgave at tilgive det utilgivelige. Den umulige opgave…
Men lige i midten af Herstedvester Fængsel omringet af de tykke og høje mure, som samfundet har bygget op, der ligger en lille kirke. Uanselig af udseende, stor af betydning. Her afholdes der gudstjeneste hver eneste søndag – og her går de indsatte, som har de mest brutale forbrydelser på samvittigheden, i kirke. De synger salmer, læser fra Bibelen, modtager Guds velsignelse og går til nadver – til deres synders forladelse.
Og måske er netop dét billede, den situation, ganske sigende for, at dér hvor vores menneskelige tilgivelse ikke rækker, der tager Guds over. De er dømt ude af samfundet, fanget i deres straf venter de på at få friheden tilbage, men samtidig – midt i alt dette – mødes de af Guds ord i nadveren: ”Dine synder er dig forladt”.