Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matthæusevangeliet 5,1-12
Den franske forfatter, Marcel Proust, forsøgte at lukke verden ude ved at isolere sin lejlighed med kork, så han kunne sove og skrive i fred. Fri fra denne verdens forstyrrelser, så tanken og skriften kunne vandre uhindret i forfatterens hoved. Men virkeligheden bankede på døren.
I lejligheden oven over flyttede en amerikansk tandlæge ind med sit larmende bor, der ikke blot skar sig ned gennem patienternes tænder, men også ned gennem ejendommen, som en rystelse, der satte Proust tankebaner ud af kurs.
Proust sendte en brevveksling afsted til den larmende overbo, men det udviklede sig ikke til en naboklage, for det var ikke den amerikanske læge, der svarede, men derimod hustruen, Mme Williams. Et brev blev til mange, og et venskab – skønt de aldrig mødte hinanden – spirede frem.
Proust erfarer så, at Fru Williams lige havde mistet sin bror i krigen, og i marts 1915 skriver han til hende: ”Når vi sørger over et elsket menneske, kan vi kun trøstes af ord fra dem, som har kendt dette menneske, og som er i stand til at genkalde ham for os.”.
Og hvorfor er det sådan? Hvorfor trøstes vi kun for alvor af dem, som har kendt vores døde, mens de levede? Det er fordi, vi kun kan tænke på vores døde som levende. Vi kan ikke tænke på dem som døde. Vores døde står for os i alt, hvad de har sagt og gjort. Deres bevægelser, deres gråd, deres latter. Løberne, der mødes i et kys, hånd i hånd, følelsen af kroppens varme.
Kun ord fra dem, som har kendt den døde, mens han eller hun levede, kan trøste. Kun de kan forvisse os om, hvad vi har mistet. Trøsten er, at vi – sammen med andre – tænker på vores døde som levende. I erindringen om dette menneske, der levede, har vi dog noget af dette menneske hos os.
Proust erkender derfor, at hans dybe sympati med Fru Williams ikke er noget særligt, fordi han ikke har kendt hendes bror, mens han levede. Og dog forsøger han at trøste hende: ”Jeg troede ikke Gud kunne lægge noget til min smerte, indtil jeg hørte om Deres”.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, lyder ordene fra Jesus i dag. ”Salige”, et ord, som måske nok virket støvet og hengemt til et sted i glemmebogen, for nu om dage har ”lykkelig” fundet sit indpas i vores sprog og i vores måde at forstå os selv på. Men ”lykke” hviler på den tanke, at vi skal lykkes med vores liv; at vi selv kan arrangere det, lægge vejen ud, som vi skal gå på, og hvis vi bliver ulykkelige, så skal vi – af egen kraft – tilbage på lykkens sti.
Jeg tror, at der hviler et pres på det moderne menneske om at komme ud af sin ulykke. Vi skal komme over vores sorg, vi skal ”håndtere” sorgen, som man siger, måske endda diagnosticere sorgen, gøre den til genstand for lægevidenskaben, så vi kan behandle den, og komme styrket ”ud af sorgen”, ud på den anden side – tilbage til livet.
Men snyder det os ikke netop for livet? Er sorgen ikke et vilkår, vi ikke kan frasige os? Man siger, at sorgen er kærlighedens pris, at den opstår dér, hvor kærligheden og døden skærer hinanden. Den opstår dér, hvor den kærlighed man har i hjertet, ikke kan finde den man elsker, den afføde, og derfor slår den over i sorg, som et tomrum, som et hul i livet, som kærlighedens skyggeside.
Et menneskes liv afhænger ikke af, om det bliver lykkeligt. Om vi lykkes, så at sige. Vi skal derimod blive ”salige”. Saligheden kommer ikke af, at vi håndterer vores liv rigtigt. Saligheden tilsiges os, den kommer fra et andet sted end os selv, den kommer uden for verden, fra Gud, ind i verden, til os mennesker. ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. Den sørgende skal ikke blive lykkelig, den sørgende skal derimod trøstes.
Og det er, hvad Proust forsøger, at trøste sit medmenneske, der bor i lejligheden over ham. Og det at trøste, er det andet end at nære omsorg for det mennesker, der er i sorg – også selvom man ikke kan dele dets sorg? Om-sorg er vel netop, at man står ved siden af den sørgende, er ”om sorgen”, og i omsorgen kan den sørgende være til i sit tab.
Vi har alle vores døde, og før eller siden bliver vi selv nogens. Nogens døde. Uden fællesskabet mellem de levende og døde, som vi i dag til Allehelgens markerer, så isolerer livet sig fra døden, bliver til et glansbillede, der hurtigt krakelerer, når virkeligheden – som jo unægteligt rummer døden – viser sig.
Det vidste den franske forfatter, Marcel Proust, og hans overbo, Fru Williams, at døden er en del af livet. Og skønt de aldrig mødte hinanden, skønt Proust ikke kendte broren som levende, så forsøgte han, som vi mennesker jo gør, at trøste.
Men sådan er det ikke for Gud. Gud kan kun tænke på alle levende og døde som levende. Når vi dør, skal vi ikke dø, men leve med ham. Gud som har levet med enhver af os – fattige, sørgende, forkerte – kan ikke tænke på os som døde, kun som levende. Det er kristendommens kerne.
Saligprisningerne, som vi hører i dag – ”salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, falder over os alle, levende som døde, som sneen en vintermorgen falder over landskabet. Ingen går i glemmebogen.