Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Johannesevangeliet 21,15-19
Vi befinder os i middelalderens Europa. Pesten hærger ubarmhjertigt. Sygdommen spreder sig fra den ene landsby til den næste, over bjergtinder og i bølgedale, over floder og sletter, fra det ene folk til det andet, fra et menneske til et andet menneske. Ansigt til ansigt, mund til mund, hånd til hånd. Stinkende lig på hvert et gadehjørne.
Midt i denne dystopi af et landskab møder vi en ung, idealistisk læge. Han trodser frygten og dødsangsten og vandrer ud i den syge verden for at helbrede de stakkels mennesker, der langsomt men sikkert, bukker under for sygdommen.
Lægen er en helt, drevet af mod og idealisme. Men det viser sig – med en vis tragisk ironi –, at lægen selv er smittet, og til hver landsby han heltemodigt ankommer, bringer han selv pesten med sig. Helten bliver en antihelt, forblindet af sin egen godhed og med sin idealisme bringer han døden med sig.
Denne lille historie møder vi i Lars von Triers kryptiske film Epidemic fra 1987. Historien rummer en vis portion trier’sk ironi: Den gode bliver den onde, og det onde kommer altid i skikkelse af godheden – nok går lægen med stolt fremskudt bryst, men bag ham, i kølvandet, vokser bunkerne af lig.
Der er noget paradoksalt i, at ondskaben altid er klædt i godhedens skikkelse, for som den norske filosof Lars Svendsen skriver i sin bog Ondskabens Filosofi, så findes der ingen metafysisk eller dæmonisk ondskab, ondskab blot for ondskabens skyld, for det er vel sådan, at dem, der begår ondskab, i en eller anden forstand er overbevist om, at de gør det gode. Fra Hitler over Breivik til Putin.
Svendsen kalder dette fænomen den ”idealistiske ondskab”, og det er her, det kan gå grueligt galt, gaskamre, massegrave, byer i ruiner, når man er af den opfattelse, at man besidder sandheden og det man gør – uden kritisk selvrefleksion – er entydigt godt.
I dag siger Jesus til sin discipel Peter, ”følg mig”. Vi er nu – både i Johannesevangeliet og i dag i kirkeåret - på den anden side af påsken, den tomme grav og opstandelsen. Og nu melder spørgsmålet sig – for disciplene og for os i dag: Hvad betyder alt dette, hvad skal der ske, er der mere at sige, mere at gøre?
”Følg mig”, siger Jesus, men hvordan? I 1700/1800-tallet tænkte man det sådan, at man slet og ret skulle gøre som Jesus. Følge ham i tanke og handling. Tanken var denne, at Jesus var et guddommeligt menneske, nok var han skabt i kød og blod, men alt i ham, hans tanker, hans vilje, hans handlinger, var guddommelige. Derfor blev det menneskets opgave at efterligne ham, sådan som man efterligner en mester eller en klog mand, en slags kongens efterfølger, som vi kender det fra barndommens lege.
Her til lands reagerede Søren Kierkegaard på denne tanke, tanken om, at Jesus Kristus skulle forstås som et etisk forbillede, et moralsk fuldkomment væsen, som vi mennesker så kunne mime efter - efterabe. Kierkegaard mente, at man med denne ”liberal-teologiske tanke” reducerede Kristus, og dermed kristendommen, til en slags etisk filosofi, som i bund og grund handlede om, at mennesket skulle overtage den ”lære”, den visdom, som Jesus forkyndte for 2000 år siden.
Fejlen er, siger Kierkegaard, at man glemmer, at Jesus Kristus ikke bare er et fuldkomment menneske, han er Guds søn, eller som Kierkegaard selv skriver: ”et enkelt Menneske, ganske som andre Mennesker, et ringe uanseeligt Menneske; men nu Modsigelsen, at han er Gud.
Kristus er inkarnationen af den største mulige modsigelse, nemlig denne, at Gud – af sin egen frie vilje – lader sig binde fra det evige i himlen til det timelige på jorden i et enkelt, konkret menneske, Jesus Kristus.
Kristus rummer på denne måde en ”modsigelse”, et form for paradoks, der ikke kan sættes på formel eller direkte overtages, sådan som vi kan overtage et par kloge ord eller læresætninger fra vores lærer i skolen eller fra en debat i Deadline, for stillet over for Kristus mødes vi af et mere grundlæggende, eksistentielt spørgsmål: Tror du det?
Ordene, som lyder i dag, ”følg mig”, får på denne måde en anden betydning, mere eksistentielt end etisk, for i stedet for at gå i blinde i Jesu fodspor, så skal vi – i lyset af krybbe, kors og opstandelse – finde vores eget fodfæste i livet.
Kristendommen handler om at sætte sig selv på spil snarere end at adlyde og overholde, og det, der bryder ud af graven påskemorgen er ikke en etik, men en tilgivelse, en forsoning for den etik, vi ikke, som mennesker i kød og blod, kan overholde.
Derfor bliver sandheden ikke en størrelse, man besidder, som Triers idealistiske læge, der med sin overbevisning i rygsækken forsøger at gøre det gode, men gør det onde, snarere er der tale om, at sandheden er en, man søger.
Ser vi sådan på sandheden, som en, man søger, frem for én man besidder, så afmonteres også den såkaldte ”idealistiske ondskab”, som vi ser alt for mange steder rundt om i verden – også i dag -, for i mødet med kristendommens grundlæggende spørgsmål, tror du det, så er selvet med – kritisk og reflekterende.
Og dét spørgsmål kan kun du besvare, det er stillet til dig, som ordene påskemorgen, frygt ikke, han er opstået, også lyder til dig, og vores gave og opgave – hverken som kirke eller som enkelte menneske – er ikke at træde i Jesu 2000 års gamle fodspor, men at lade den begivenhed, at Gud blev menneske, døde og opstod, skinne ind på vores liv her og nu – med tilgivelse, med forsoning, med kærlighed.