Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Markusevangeliet 2,14-22
På Harvig Nissen Skole, et sted i Oslo, følger vi i den norske tv-serie, SKAM, en gruppe helt almindelige gymnasieelever. Eva, Isak, Noora og Sana og alle deres venner. På overfladen bare en serie om livet som ung, som det nu engang udfolder sig i Norge i vores tid, men under overfladen handler det om de store temaer, som hører ungdommen til, kærlighed, forelskelse, seksualitet, venner, mobning, forældre, religion, værdier.
Tv-serien blev en bragende succes, og rundt om på teenageværelser verden over fulgte unge med, for serien var som et stort spejl, hvor alle unge kunne se sig selv og spejle sig i de små – og store - historier fra Harvig Nissens Skole.
Serien hedder SKAM, og det er ganske præcist, for skammen er overalt på alle niveauer: Fra den skam der kommer fra samfundet, sådan skal du gøre, sådan skal du tænke, sådan skal du opføre dig, over skammen over sin seksualitet, sin homoseksualitet måske, og skammen over de grænser, negative som positive, religion sætter i de unges liv.
Men der findes også en dybere skam, som ligger angsten ganske nær, og den viser sig f.eks. i en scene, hvor Eva og Jonas sidder på skaterbanen og diskuterer frem og tilbage om, hvem der har gjort noget forkert. Til sidst siger Jonas direkte til Eva: Det er faktisk ikke det, du har gjort, der er forkert, men det er den du er, der er forkert. Ikke det, du har gjort, men den du er.
Og det er skammens essens, dens væsen, at vi føler os forkerte, selvom vi ikke har gjort noget forkert. Ikke som skyld, der vedrører dét, vi gør, vores handlinger, som kan efterfølges af et ”undskyld”, men der findes intet ”undskam”, for skammen handler om dem, vi er. Den du er, den jeg er. Jeg spurgte vores konfirmander i torsdags: Kender I den følelse? At I føler jer forkerte og har lyst til at gemme jer væk? Alle nikkede, og så ned mod kirkegulvet.
De toldere og syndere, som i dagens fortælling fra Markus sidder til bords med Jesus, må have følt sig på samme måde. Ikke bare skamfulde, med hovedet sænket i tavshed, men også skyldige og syndige. Dømt ude af samfundet, dømt ude af fællesskabet, dømt ude af deres forhold til Gud.
Dét at føle skam, at føle sig grundlæggende forkert, det handler om ”blikket”, de andres blikke, for skammen bunder i den fornemmelse, at nogen ser mig, og at de ser noget, som de ikke bryder sig om, de ser.
Ur-historien om skam er selvfølgelig Adam og Eva, der pludselig opdager, at de er nøgne midt i Edens Have, de er blevet afsløret, fornemmer de, og de skammer sig og skjuler sig. De mærker ”blikket”, det dømmende og fordomsfulde blik, ude fra. Men også dybere: For måske er det blevet afsløret, at de slet ikke er værd at elske, de er ikke elskværdige i ordets egentlige betydning, og det er i grunden skammens rod. Er jeg værd af elske? Fortjener jeg kærligheden?
Når Jesus i dag sætter sig til bords med toldere og syndere, så handler det netop også om ’blikket’. Et nyt blik, et kærlighedsfuldt blik, som ikke ser dig efter fortjeneste, er du dét værd, som farisæernes eller de skriftkloge gjorde, men ser dig helt og holdent som du er, og det er netop dét, du er, der er værd at elske. Hverken mere eller mindre, den du er, er værd at elske.
Vi troede, i skyggerne af ungdomsoprøret i ’68, at skammekrogen var afskaffet. At vi nu – endelige - var fri af traditionens tunge tøjler, men sådan er det ikke gået – tværtimod. Skammen, følelsen af at være forkert i andres øjne, trives i vores samfund. Måske fordi vi i så høj grad er afhængige af andres ”blikke”, anerkendelse, status, prestige, likes på de sociale medier, ikke mindst, som et glansbillede af os selv, som vi jo alle godt ved krakelerer og opløser sig ved den mindste berøring med virkeligheden.
Derfor kan tanken om, at Guds kærlighed ingen grænse har, virke som et så grænsesprængende budskab, at vi ikke rigtig fatter det eller tror det. Det sprænger sækkene, som Jesus siger. For i vores eget liv kender vi jo alle alt for godt, at kærligheden ofte støder ind i sin begrænsning. Min kærlighed rækker ikke.
Men sådan er det ikke for Gud. Jesus Kristus inviterer alle til bordet, syndere, toldere og alle de retfærdige, de ved bedst, hvem de selv er, som når vi går til alters her i kirken, høj som lav, og uanset hvordan vores liv, hver især, end måtte tage sig ud, for vi er alle værd at elske – måske når den menneskelige kærlighed os ikke, thi den rækker ikke, men det gør Guds kærlighed, for den kender ingen grænse.
Den kærlighed viser sig, når vi om et øjeblik bærer lille Keanu op til døbefonten, den ubetingede og grænseløse kærlighed, helt uden fortjeneste, for hvad skulle det lille barn dog have gjort, hverken til eller fra, for at modtage Guds kærlighed og få tilsagn om, som det lød til os alle sammen, da vi blev døbt, ”se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.