Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Lukasevangeliet 2,1-14
Kan I huske fra jeres barndom, når sneen dalede fredfyldt ned fra vinterhimlen juleaften? Sneen som nærmest magisk, der forvandlede landskabet omkring os – gaderne, haverne, husene - til det rene eventyrlandskab?
For mange af os har disse minder frosset sig fast i vores erindring, som noget eventyrligt fra barndommens gade, dengang verden ikke var af lave, dengang en virus ikke havde vendt alt på hoved, dengang hvor alt åndede fred og idyl.
Men hvad er det med den julesne, som meteorologerne allerede i november begynder at tale om? Den hvide jul. Hvorfor daler snefnuggene helt ind i vores sjæl og giver os ro i sindet?
Når sneen daler ned fra himlen, så oplever vi det som noget, der kommer fra en anden verden. Noget sart, noget sjældent, der kommer for at besøge os. Noget som sænker sig ned over verden og forvandler den - som ved et trylleslag. Uden at vi har gjort noget for at få det til at ske. Vi står bare i det. Oplever det som tilskuere. Som modtagere.
Det daler ned som en uventet julegave til glæde for alle. Som man ikke kan andet end at tage imod med taknemmelighed og forundring. Sneen daler ned fra himmelen som tryllestøv, der lægger sig på verden og genfortryller den. Gør den magisk. Giver verden dén mystik tilbage, som den i virkelighed altid har, men som er sløret for os til daglig, når den præsenterer sig for os i al sin trivielle almindelighed, dér midt i livets trummerum, når madpakkerne skal smøres, rentetilpasningslån, der skal overvejes, ferier, der skal bestilles, og sygehuse, der skal besøges.
Der findes et eventyr, en vinterhistorie, af H.C. Andersen, der hedder Snedronningen, som handler om den lille dreng, Kaj, der får en splint af det djævelske troldspejl i øjet, så han ser alt i verden i et forvrænget og koldt skær. Som H.C. Andersen skriver:
”Troldspejlet, det fæle glas, som gjorde, at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentligt frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke”.
Og sådan kan vi mennesker også sommetider have det. Vi ser verden gennem et troldspejl, der forvrænger verden, så livets små splinter, dér, hvor de nu findes i hver vores liv, vokser sig til store træstammer, der skygger for alt det fantastiske, som livet rummer. Kærligheden bliver til had, tilgivelsen til bitterhed, håbet til fortvivlelse.
Når sneen rammer vores verden, så er det som om, at roen og freden sænker sig i vores liv. Der er intet i verden så stille som sne. Misundelsen bliver lagt på hylden, hadet, som vi alle kan næres af, mister for en stund sin betydning, og ligesom enhver have forvandles til et eventyrligt julelandskab, når sneen har lagt sig som en dyne, sådan kan vores sind også forvandles af sneens magiske kraft.
Ja, sneen lægger sig på verden og fjerner vinterens sørgelig goldhed. Den grå tristesse, der er vinterens og sommetider vores menneskers farveløse palet, det mudderindsmurte, det falmede, det visnede, forfaldet, – det mørke –, skjules og glemmes under et nærmest selvlysende lag af uberørt uskyldighed.
Sneen er slet og ret lys i mørket – både i langskabet og i vores sind. Sneen er det gode, der kommer ned til verden fra himlen. Elegant og poetisk, og først og fremmest fredfyldt. Når sneen faldt ned i vores barndom, og når den falder igen (som i dag), så er det altså slet ikke uden dyb betydning. Det er ikke bare krystalliseret vand. H20, der fryser sammen, når temperaturen rammer 0 grader.
Nej, sneen – hvert enkelt fnug - er ladet med betydning. For sneen er en manifestation af det ukontrollerbare i vores liv. Vi har ingen magt over den. Den kommer til os, når den selv vil. Og der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Vi kan håbe på det, vi kan til en vis grad forsøge at forudsige det, men styre det, det kan vi ikke.
Sneen er sin egen herre. Vi kan ikke engang tage den op i hænderne, så smelter den og undslipper os. Bliver til vand, og løber ud mellem vores fingre. Vi kan ikke kontrollere den.
På den måde er sneen et symbol på den oplevelse af verden, der i de sidste to år har ramt os moderne mennesker, mens en virus var løs i blandt os.
Oplevelsen af, at vi ikke kan styre alt i livet. Det er ikke alt, der er vi vores hænder. Der findes ting og fænomener, der ikke lader sig samle op af menneskehænder, som vi ikke kan dominere efter vores vilje. Som vi ikke kan lægge under os og bemægtige os. Der er noget i verden, som vi står magtesløse overfor.
Sådan er vores liv, og dét, det ukontrollerbare, bringer sneen med sig. Og det kan være som om, at ethvert fnug, der daler fra himlen, bærer en forkyndelse med sig: freden, trøsten, håbet.
Som soldaterne under 1. verdenskrig i 1914, den 24. december, fra hver deres skyttegrav, fjender mod fjender, front mod front, for en stund da sneen dalede, kom frem fra deres skjul og ønskede hinanden glædelig jul. Fjender blev for en stund til venner, krigen blev til et øjebliks fred, stridsøksen blev lagt i graven og kys i stedet for kanonkugler blev udvekslet.
Juleevangeliet, som vi hørte før og som i dag lyder rundt om i hele verden om det lille Jesus-barn, Guds søn, der kommer til verden – skrøbelig og svag som os - i en stald i Betlehem, det er i grunden historien om, at det mest ukontrollerbare – tilværelsens yderste grænse –, Gud, giver sig selv til kende for os mennesker. Ikke som straf, men som godhed, ikke som gengæld, men som tilgivelse, ikke som retfærdighed, men som ren kærlighed. Ikke som en fjern Gud i det høje, men som barnet i krybben julenat.
Som sneen forvandler ethvert goldt vinterlandskab til et eventyr, sådan trækker kristendommen splinten fra troldspejlet ud af vores øjne, og forvandler vores liv, så det spejles i Guds kærlighed, så barmhjertigheden får en plads, så tilgivelsen bliver en mulighed, så håbet om, at der selv i gravens mørke er et opstandelseslys tændt, som brænder af Guds evige kærlighed til os mennesker. ”Det skete i de dage”, og det sker, her og nu, mellem os mennesker – det sker.