Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet 8,42-51
»Der var engang en dreng, som vogtede får i nærheden af en landsby. En dag, da han kedede sig rigtig meget, fandt han på at lave lidt sjov med folkene hjemme i landsbyen. Han sprang op på en stor sten, og så råbte han lige så højt han kunne: - Ulven kommer! Ulven kommer! Folk slap, hvad de havde i hænderne og kom løbende for at hjælpe. Men der var ingen ulv, de fandt bare drengen, som lo og lo, så tårerne trillede ham ned ad kinderne. På den måde narrede han dem flere gange.
Så en dag kom der virkelig en ulv. Drengen blev rædselsslagen og råbte så højt han kunne: - Ulven kommer! Ulven kommer! Men denne gang var der ingen, som troede ham, og ulven tog hele fåreflokken.«
Sådan lyder den berømte og over 2500 år gamle fabel af den græske forfatter Æsop. Moralen, som vi jo kender den fra da vi var børn, er som bekendt, at man aldrig kan stole på en løgner. Løgnen er som en trojansk hest, man ser den først ikke, den lever i det skjulte, men på et tidspunkt bliver løgnen afsløret, den træder frem fra sit slør og viser sit sande ansigt.
Løgnen er, selvom den ved første tanke kan virke uskyldig, ganske farlig for fællesskabet og forholdet mellem mennesker, for løgnen opløser, langsomt og glidende, sandheden; gør den ukendelig, så man til sidst ikke ved, hvad der er sandt og hvad der er løgn. Tænk blot på mængden af fake news og misinformation – særligt i en krigstid, hvor sandheden er det første offer, der bringes -, og på, hvor farligt det i grunden er. Når vi ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert, når verdensbilledet, det billede, vi alle burde se på, splintres i tusinde af stykker, og ingen ved, hvem der har ret, hvad der er sandt eller falsk.
Løgnen får vores virkelighed, den verden vi deler, til at smuldre og krakelere, og det er ikke bare et problem for verdenen, men også for menneskene i den, for når vi mennesker mødes og relationer dannes på kryds og tværs, når venskaber opstår, når kærligheden blomstrer, når børn leger, så er tilliden – for så vidt en ubegrundede tillid – en forudsætning for, at vi kan skabe bånd mellem hinanden. Som det meget rammende er blevet formuleret: ”Vi har aldrig noget med det andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hænder”.
Vi tror på hinanden, vi har tillid til hinanden, men hvis tilliden svækkes, hvis den eroderer, og det løgnagtige træder i stedet, så slår tilliden over i skepsis og det troværdige bliver til det mistænkelige.
En karakter, en figur, fra litteraturen, som ikke bare lyver for sine omgivelser, men også for sig selv, ja måske i det hele taget lever på en løgn, det er forføreren Don Juan. Don Juan som den legendariske kvindebedårer, hvis eneste formål i tilværelsen er at forføre kvinder – med list, med bedrag, med erotik.
Kvinderne han møder, tror han elsker dem, men det er kun på overfladen, for Don Juan er kun ude efter et rush, et fix, og lige så snart den ene kvinde er nedlagt, så er han videre til den næste. På den måde minder Don Juan og hans liv om en smutsten: For han hopper glædeligt fra kvinde til kvinde, som stenen frejdigt smutter over det bølgende hav, men for begge tilfælde gælder det, for både stenen og for Don Juan, at neden under den polerede overflade, der lurer bunden, havets bund og livets bund, bunden som de udsigeligt sikkert vil synke ned til, når deres færd før eller siden får en ende.
Når Jesus i dag, som vi hører det fra Johannesevangeliet, kommer i konflikt med sine jødiske modstandere, så anklager han dem for, at de har Løgnens Fader som deres gud. Det betyder, at dét, som de tror er gud, det absolutte højeste, altings fundament, slet ikke er gud, men Djævelen, slet ikke er Sandheden, men Løgnen.
De har støbt deres eget gudebillede. Et billede af gud, som er formet efter deres egne forestillinger, ønsker og behov; en gud, der bliver vred, sådan som vi mennesker kan blive vrede, en gud, der handler i sine følelsers vold, sådan som vi mennesker kan handle i vores følelsers vold, en gud, der straffer og ønsker hævn, sådan som vi mennesker sommetider også kan straffe og hævne os.
Jesus jødiske modstander har gjort deres egne idéer og idealer til guddommelige, men derved har de ikke nået Gud, de har blot bygget et blændværk, skabt af deres egne hænder, en guldkalv af det pureste guld, som nok skinner så flot, men det er i grunden kun deres eget spejlbillede, de kan skimte deri. Og til syvende og sidst: Hvad nytter det egentlig?
Fårehyrden-drengen, Don Juan, Jesus jødiske modstandere lever med og på en løgn, og det er jo som bekendt altid let at pege fingre, men vi må også spørge os selv: Lever vi, det moderne menneske, også sommetider på en løgn? Lader vi, også i vores liv, noget relativt og bevægeligt være det absolutte og mest fundamentale i vores liv? Når vi jagter succes, status, penge, anerkendelse, magt, karriere, likes og følgere, bygger vi så netop ikke livet op og noget, der hurtigt kan smuldre og krakelere?
Søren Kierkegaard siger, at det er opskriften på fortvivlelse, på ikke at høre til og føle sig hjemme i livet, når mennesket forholder sig absolut til noget relativt, når vi lader noget bevægeligt være vores livs grund. Jesus siger, at han er fra og af Gud, det er ham, der vidner om den sande Gud, en Gud, som ikke straffer, men tilgiver, som ikke handler lidenskabeligt, men med barmhjertighed, som ikke bringer menneskelig retfærdighed, men guddommelig kærlighed.
Og det er tilværelsens nederste grund, det sande fundament, nemlig dette, at Gud er kærlighed, og endda mere end det, at Gud er med os.
Og med dette absolutte i vores liv, at Gud er kærlighed og Gud er med os, så kan vi leve vores liv, hver især og sammen, vi kan smutte videre på livets bølger, både på tinderne og i bølgedalene, som en smutsten, ikke med tomheden under os som tilværelsens bund, men med Guds gribende hånd, der omfavner os med tilgivelse, med nåde, med håb, med kærlighed, og hvis ord, som lød til os i dåben, sådan som det også om lidt vil lyde til Alfreds dåb: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende…