Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markusevangeliet 16,1-8
Dybt inde i værket ”Kritik af den rene fornuft” mellem tørre, tyske paragraffer, så begiver Kant sig ud i et poetisk billede på det at være menneske med en fornuft, der knager og knirker. Han skriver fra sit skrivebord i 1781: ”Nu har vi ikke alene gennemrejst den rene forstands rige (…), men også opmålt det og tildelt hver ting i det sit bestemte sted. Men dette rige er en ø (…), omgivet af et udstrakt og stormfuldt ocean (…), hvor mangt en tågebanke, mangt et isbjerg, der hurtigt smelter igen, lyver om nye lande. Og mens det ved at vække tomme forhåbninger uophørligt narrer søfareren, der sværmer omkring efter opdagelser, vikler det ham ind i et eventyr, som han aldrig kan afstå fra, men som han heller ikke kan bringe til afslutning”.
Mennesket, må vi forstå, som strandet på en øde ø, lænket fast af vores fornuft, omringet af et storslået ocean, blåt og bølgende, som vi nok kan ane og fornemme, dets susen, den salte luft, men som vores fornuft ikke tillader os at tage springet ud i. Det fantastiske, det fortryllende, det fascinerende er lige for næsen af os, men vi er som strandede til strandbredden, hvor vi blot kan spejde efter livets horisont – Gud, evigheden, livet efter døden.
For os som lever efter Kant og midt i det moderne, der kan tanken om, at der skal være en dybere mening, en absolut sandhed, en evighed gemt et sted bag livets kant, bag horisontens hældning, som lader en strøm af håb og trøst skylle ind over os på vores lille øde ø, synes som et fatamorgana. Dér, hvor vores bedsteforældre og tipoldeforældre skuede ud mod det dragende ocean og så et glimt af evighedens skær, et stænk af håb, der fyldte deres hjerte, dér ser vi blot ind i en tåge, et moderne dis, mat og meningsløs.
Men måske så vores bedsteforældre klarere end os, måske vidste de, at fornuften har sin grænse, og at det ikke betyder, at alt dét, som fornuften ikke begriber, ikke findes, men i stedet må indfanges på en anden måde – gennem tro, gennem ritualer, gennem salmesang, gennem kunst.
I den forstand står vi – eksistentielt set – ikke langt fra kvinderne påskemorgen, Magdelene, Maria og Salome, som tidligt om morgen, mens dagen gryede og hanerne galede fra baggårdene, bevægede sig ud af byen og op mod Jesu grav.
Vi står sådan set sammen med dem der i gravens åbning, hvor solens morgenrøde møder klippegrottens mørke, og spejder ind i gravkammeret. Og hvad ser vi i grunden – derinde i graven? Hvad møder vores ”er der nogen?” andet end et ekko af vores inderste længsel? Med det ene øje, fra fornuftens blik, ser vi tomheden, dødens sejr, meningsløsheden, og når fornuften rigtig tænker sig om, så måske dette: Et gravtyveri, et fupnummer, et skuespil. Men fra troens øje ser vi noget ganske andet: Opstandelsen! Liv efter døden, sprækker i virkeligheden, hvor evigheden flyder ud – som var det bølger, der skyller ind over os - med håb, med trøst og med kærlighed.
Når kvinderne står ved gravens åbning, skuler ind i grottens mørke, så står de ikke bare ved Jesu grav, de står ved menneskets grav, ethvert menneskes grav, din og min, og dét, de bliver mødt af, ordene ”han er ikke her, han er opstået” lød ikke bare til dem i historisk forstand, de lyder også til os i dag: ”Han er opstået”! Netop de ord, ordene fra påskemorgen, kan vi mennesker leve og dø på.
Ord, sagt fra et andet sted uden for verden, bag livets kant og horisontens hældning, ord, der skærer sig ned i vores liv på tværs af vores fornuft og forstand, ord fra Gud, ind i vores verden, som et evighedens nedslag midt i tiden: ”Han er opstået”.
At se lyset i mørket, at se opstandelsen i den tomme grav, kræver et troens spring, for det er kun troens blik, der, når det stirrer ind i den mørke grav, kan se opstandelseslyset i mørket. Og jo mørkere graven er, desto klarere skinner opstandelseslyset, sådan som også påskemorgen skinner fra langfredagsmørket, som stjernerne lyser fra den dybe nattehimmel, et lys så kraftigt, at det blænder vores forstand, brydes som et kors for tanken, for det kan ikke fattes af fornuften, det må tros!
Kvinderne, der står ved den tomme grav påskemorgen, de løber derfra både i frygt, for de havde aldrig set mage, men også i glæde, for det, som de troede var en tragisk slutning, at Gud var død med Jesus på korset, det var i grunden en begyndelse, en åbning mod at se og være i livet i lyset af opstandelsen, et liv med Guds kærlighed, Guds tilgivelse, Guds barmhjertighed.
Og på samme måde som kvinderne, der løber bort i glæde, sådan skal vi også gå fra kirken med glæde, ikke tilbage til tanken om, at vores liv er spændt ud i en lige linje mellem vores vugge og vores grav, hvor døden får det sidste ord, men tilbage til et liv fyldt med håb om at vores liv er omsluttet af Guds kærlighed, så selv når vi falder mod gravens mørke, så gribes vi af Guds kærlige hænder.
Ligesom Immanuel Kant, hvis hjerte slog for sidste gang i 1804, ikke blot blev mødt af ordene i Königsbergs Katedral ”han blev født, han tænkte, han døde”, men af kristendommens tungeste ord, sagt fra det åbne ocean – langt væk fra fornuftens øde ø – ”af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”.