Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Matthæusevangeliet 7,15-21
Forestil jer et træ. En stor stamme, der rejser sig fra jorden og svajer i vinden, grene, der rækker mod himlen, et rodnet, der stikker sine rødder dybt ned under jordens overflade.
Der er nærmest noget mytologisk over træet, som det står der, uberørt af alt det, der suser forbi. Tænk på det store linnetræ i fratergården. Hvad har det i grunden ikke været vidne til? Det er vel nok over 100 år gammelt – det har majestætisk og roligt gynget frem og tilbage, mens bomberne faldt i 2. verdenskrig, det har stået der, da menneskeheden – med Armstrong i spidsen – nåede månen, det har været vidne til jubelscenerne, da Danmark blev Europamester i 92.
Eller tænk blot på træerne i Getsemane Have i Jerusalem, nogle af dem er over 2000 år gamle, og de stod der altså også dengang Jesus, med et kys på kinden af Judas, blev forrådt af sine disciple.
På en måde, så er træerne vidner til vores liv og vores historie. De står der bare. Som tavse tilskuer. Træerne er blevet et billede på det livskraftige, det som kan modstå vind og vejr, og som kan vedblive at bestå gennem århundreder – i modsætning til mennesket, hvis eksistens, må vi jo erkende, er skrøbelig.
Træerne har altid spillet en rolle for menneskeheden – lige fra hulemalerier, hvor træet optræder som motiv på lige fod med mennesker og dyr, til Bibelens forestillingsunivers, hvor træet nærmest er helligt – tænk på træerne fra Edens Have: Kundskabets Træ, der giver guddommelig kundskab og Livets træ, der giver evigt liv.
Da forfatterne til skabelsesberetning skulle forestille sig Paradis, det sted på jorden, hvor alt er perfekt, så forestillede de sig en have fyldt med blomster og frugttræer, hvor der hang klaser af indbydende og farverige frugter: Olivener, vindruer, figner, dadler, abrikoser og granatæbler.
Også i dagens evangelietekst hører vi om træer. Vi hører, at ethvert godt træ kan kendes på dets gode frugter og et dårligt træ, kan kendes på dets dårlige frugter. Et godt træ bærer ikke dårlige frugter og et dårligt træ bærer ikke gode frugter.
Træet bliver altså symbol på mennesket, og træets frugter bliver symbol på menneskets gerninger. Pointen er, at et menneske kun kan kendes på dets handlinger. Et godt menneske gør ikke dårlige gerninger og et dårligt menneske gør ikke gode gerninger.
Eller sagt omvendt og måske mere præcist: Man bliver ikke et godt menneske af at gøre gode gerninger, for frugterne, gerningerne, kommer altid efter træet, efter mennesket. Stammen er nødvendig for at frugterne kan blomstre frem.
Det er en afgørende luthersk tanke, at mennesket altid-allerede, før vi selv ved af det, er omsluttet et Guds nåde. Gud har allerede lyst sin velsignelse over os, har allerede kastet sit nådefulde blik på os og gjort os til sine børn – alt dette kommer før, at vi mennesker begiver os ud i den store verden i håbet om at gøre godt.
De gode gerninger udspringer af, at vi lever i lyset af en tilgivende og nådefuld Gud. Mennesket kan ikke selv rykke sig nærmere Gud, vi kan ikke frelse os selv, ved at gøre gode gerninger. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre gode gerninger, men det betyder, at vores gode gerninger udspringer fra, at vi allerede er podet ind på det kristne træ, at Gud allerede har set os, taget os til sig – som det sker i dåben – for her er det ikke os, der kommer til Gud, men Gud, der kommer til os.
For tænkt engang, hvis det var omvendt? Hvis vi kunne frelse os selv, gøre os selv retfærdige ved at gøre godt. Det vil unægtelig føre til selvretfærdighed, se mig, jeg er god og frelst, og du er slet, og fortabt.
Præcis på denne måde, sådan er meget ideologi og fanatisme opbygget. Det onde kommer altid i den godes skikkelse, som man siger. For Hitler, troede han ikke, at han myrdede i den gode sags tjeneste? Eller Stalin, værnede han ikke – i sin egen optik – om retfærdigheden og godheden? Eller selvmordsbomberen, der springer uskyldige i stumper og stykker, tænker de ikke selv, at de gør godt?
Men hvad er en god gerning så? Hvad er den gode frugt? Den danske teolog K.E. Løgstrup mente, at der findes et fænomen, som han kaldte for ”suveræne livsytringer”. Det er øjeblikke i livet, hvor kærligheden og barmhjertigheden viser sig for os mennesker som en mulighed for handling. Pludselig kan vi stå i en situation, hvor vi helt spontant kan vise et andet menneske kærlighed og barmhjertighed, sådan som den barmhjertige samaritaner hjalp den forslåede mand op fra grøften; og måske er dette netop den gode frugt. Måske er den gode gerning den, som unddrager sig al selvkærlighed og selvretfærdighed. De gerninger, som vi ikke kan lade være med, som vi bliver nødt til at gøre. For hvem vil ikke hjælpe en mand, der ligger for døden i vejkanten? Eller hvem vil ikke stoppe et barn, der er ved at køre ud i lyskrydset? Det er handlinger, hvor vi helt spontant viser barmhjertighed mod vores næste.
Men ligesom et træ, så vokser de gode frugter heller ikke ud af intet. Ligesom et træ skal have vand, jord og sol, så skal et menneske have kærlighed, omsorg og tilgivelse. Det skal vi både have fra vores forældre og medmennesker -, men vi skal også have det for Gud.
Og hele kristendommens kerne er nemlig, at Gud viser os kærlighed. Kærlighedens kilde er, at Gud lod sig føde her på jorden, for at vi kunne podes ind på Guds livgivende træ. Som vi skal synge om lidt, så er vi ”som vintræsgrene, til Kristus bundet, af Kristus brugt, skal vi i hverdagens nærkamp bære, Guds nådes frugt.”.