Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matthæusevangeliet 22,34-46
”For en lidt længere periode skal jeg bo i New York, og lige om hjørnet for min lejlighed har jeg fundet en lille luthersk kirke, hvor jeg kan gå til højmesse om søndagen. Allerede første gang, jeg deltager i gudstjenesten, bemærker jeg en forhutlet kvinde, som tydeligvis er både hjemløs og alkoholiker, selvom noget i hendes ansigt og understøttet af de små runde briller giver indtryk af en baggrund i middelklassen, måske som akademiker. Nu slæber hun rundt på store, bulnende poser, og hendes klæder ligger i så mange lag om kroppen at tøjet må være kogende en sommerdag, men på andre årstider udgøre en slags transportabel bolig, som alligevel kun kan være forsvarsløs over for de isnende vinde, der suser uhindret fra flod til flod gennem Manhattans snorlige gader. Kvindens ansigtshud er blålilla, visse steder nærmest sort, og under gudstjenesten ser jeg hende endog sidde og nippe lidt halvskjult til et plastikkrus, men der er noget gribende over kombinationen af afmagt og vilje, for hun skal vise sig som en særdeles trofast kirkegænger, som jeg ikke blot ser ved søndagshøjmesserne, men også på hendes faste plads til aftensang om onsdagen og skriftemålsgudstjenesten fredag morgen. Da jeg en søndag under nadveren får hende tæt på som sidemand ved knæfaldet, rammes jeg af en stank så ram og sødlig, at jeg er lige ved at kaste op, så da kirkegængerne efter indstiftelsesordene næste søndag rejser sig for at gå til alters, sørger jeg for at undgå kvinden ved hurtigt at sikre mig en plads så langt fra hende som muligt. Men da jeg rejser mig efter at have modtaget brødet, vinen og tilsigelsen af mine synders nådige forladelse, gribes jeg af frygt og skam, for kunne det ikke meget vel være Kristus, som i skikkelse af denne kvinde besøgte sin menighed?”
Denne her lille, men dog tankevækkende, novelle af Søren Ulrik Thomsen kan jeg af en eller anden grund ikke slippe. Den er ligeså enkel, som den er dyb. For den handler på overfladen om en helt almindelig situation: En mand, der går i kirken. En mand blandt andre mennesker, som vi jo alle konstant er flettet ind i hinandens liv på kryds og tværs. Altid i relation til hinanden, når vi handler i supermarkedet, når vi går tur med barnevognen, når vi sidder sammen i kirken.
Og dog handler den også om noget dybere: For mandens tanker, den tanke, der pludselig opstår hos ham, gad vide om den forhutlede kvinde er Kristus selv, den har sin rod i den kristne grundfortælling: at Gud blev menneske som vi, lod sig føde i støvet her på jorden, døde på korset og opstod påskemorgen, og, som de allerførste kristne forestillede sig - med Paulus i spidsen -, en dag vil vende tilbage her til jorden for at bringe alt til sin lykkelige afslutning.
For det, der slår manden i novellen, er jo, at hvis Kristus engang gik i blandt os, præcis som et menneske som os – i al vores skrøbelighed og svaghed -, så er Gud jo kommet til hvert enkelt menneske, så har selv det menneske, der ligger i sølet, i rendestenen eller vejkanten, en værdi, en betydning, ja selv for det menneske, hvor livsglimtet i øjet er sløret, hvor elendigheden er vokset en over hovedet, selv dér lyser det guddommelige glimt i øjet.
I dagens tekst fra Matthæusevangeliet støder vi på to spørgsmål, der – selvom det ikke ser sådan ud – er tæt forbundne. Først spørger de ledende farisæere Jesus: Hvad er det vigtigste i livet, hvad er det største bud i Loven? Du skal elske din næste som dig selv, svarer Jesus. Og dernæst spurgte Jesus dem: Hvad mener I om Kristus, hvis søn er han, hvem er Kristus?
Det ene et spørgsmål om etik, hvordan er vi gode mennesker, hvordan skal vi opføre os – mod os selv og mod hinanden, det andet et spørgsmål om kristologi, om hvem Kristus er, den frelserskikkelse, som den antikke jødedom hungrede efter dukkede op for at slutte al denne tilværelses elendighed.
Og hvordan hænger det så sammen? Kristendommen har ikke en færdigdrejet etik, som vi kan have liggende i lommen, og som vi kan tage frem, når vi bliver i tvivl om, hvordan vi nu er gode mennesker. Kristendommen er jo ingen lovreligion, hvor vi kan slå op i en religiøs lov, for at finde frem til den rette måde at leve på.
Og dog alligevel er kristendommen fuld af etik, men ikke forstået som en filosofi, som læresætninger og reglementer, men en etik, der udspringer af den simple, men dog dybe forestilling, at Gud lod sig føde midt i blandt os. En kristologisk etik, om man vil. En etik, der bunder i, at Kristus kom til os i tjenerens skikkelse: I krybben juleaften, på korset langfredag, i opstandelsen påskemorgen.
Den er den etik, der kommer lydløst til udtryk i Søren Ulrik Thomsens lille novelle, om manden, den fine, veluddannede kirkegænger, og den forhutlede kvinde, hvis livsbaner mødes rundt om alteret, da de knæler sammen til nadveren.
For dette menneske – den forhutlede kvinde – må han ikke skubbe bort, selvom det er så menneskeligt at gøre det. Hvorfor nu belemres med det sølle og sørgelige, nu, hvor man lige har det så godt. Kender vi ikke alle den tanke? At vi går en bue uden om det menneske, som ligger på bunden.
Den kristne etik handler dybest set om, at vi skal se et glimt af Gud, en umistelig værdi, som vi ikke er herre over, i vores næstes øjne. Du skal elske din næste som dig selv, lyder det, og ligesom dit liv er dit helt nødvendigt, sådan er din næstes liv dig også helt nødvendigt. Eller sagt mere jordnært og i sin konkrete betydning: ligesom du ikke ønsker at være trængende og uden et sted at høre hjemme, at være svag, sølle og skrøbelig, at blive bestjålet, beløjet eller bedraget, at blive undertrykt og plyndret, at være genstand for uretfærdighed, vold og hævn, sådan skal du heller ikke ønske, at det sker for din næste. Elsk din næste, som dig selv, og ræk den tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed videre, som Gud viste os, da han lod sig føde midt i blandt os i tjenerens skikkelse.