Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Lukasevangeliet 7,36-50
Lad mig begynde med en dårlig vittighed:
Midt i en krigszone sidder et kompagni italienske soldater i en skyttegrav. En italiensk kommandant udsteder ordrer. ”Soldater, til angreb!” råber han højt og tydeligt, så han kan blive hørt midt i krigens tumult, men der sker ingenting, ingen bevæger sig. Dette gør kommandanten vred og han råber endnu højere ”Soldater, til angreb!” Men der er stadig ingen, som bevæger sig. Og siden det nu engang er sådan med vittigheder, at ting skal ske tre gange, før der sker noget, så råber han endnu engang: ”Soldater, til angreb!” med det resultat, at der kommer et svar. En lille stemme hæver sig fra skyttegravene og siger med beundring ”Che bella voce!” ”Sikken smuk stemme!”
Det må være enhver kommandants mareridt, tænker jeg. At soldaterne nok hører ’stemmen’, lyden, der bevæger sig hen over skyttegravene, men som ikke ikke hører det indhold, som stemmen gerne skulle bringe med sig. ”Sikken smuk stemme”. For stemmen skal jo gerne være som en pakke, den bringer et indhold – en tanke - frem, fra det ene hoved, kommandantens, til det andet hoved, soldatens. Stemmen som broen mellem to subjekter, mellem os mennesker.
Stemmen er på denne måde noget af det mest intime vi har, for ligesom vi siger, at øjnene er vinduer ind til sjælen, så er stemmen vinduet ind til tankerne. Og noget af det værste, der kan ske for et menneske, det er, at vi mister vores stemme. Måske ikke nødvendigvis stemmen i fysisk forstand, de lyde, der dannes i vores mund og bliver til ord, men ”stemmen” i bredere og dybere forstand, sådan forstået, at ingen lytter, ingen hører, hvad man siger, ingen interesserer sig for ens tanke.
Historien – vores historie – er fuld af skæbner, der har mistet deres stemme. Slaverne, der i 1700-tallet nådesløst blev transporteret af danske handelsfolk fra Vestindien til Danmark, de mistede deres stemme. De har ingen spor sat sig i historien, ingen hørte dem, ingen skrev deres historie ned, ingen interesserede sig. De blev – da deres liv endte – smidt ud på møddingen af glemte skæbner, en kæmpe bunke af knogler, der dag for dag vokser sig større. Glemte skæbner, de marginaliserede uden stemme. Som Simon Spies’ morgenbollepiger, som den muslimske pige fra boligblokkekvarteret, som den hjemløse, der med fremstrakte hænder tigger på torvet.
I antikken – dengang Bibelen blev skrevet – havde store dele af folket ingen stemme. Slaverne, kvinderne, børnene, landfolket, folk, som de er flest, alle dem, der hørte til i rendestenen af samfundet.
Ser man på den litteratur, som både grækerne og romerne forfattede i århundrederne omkring år 0, så interesserede de sig aldrig for de svage. De havde ingen stemme. Synsvinklen var altid oppe fra og ned, det var de stærkes blik, man fulgte, det var de lærdes pen, der blev ført, og al litteratur handlede dybest set ikke om virkeligheden, men om stil og retorik. Den gode latin, så at sige.
Fra Sokrates’ store forsvarstale til Senecas afhandlinger om etik – litteratur var for og til de lærde, og de havde ikke blik for ’det lave’, for tilværelsens dunkelheder, for de svage, der hørte til i vejkanten eller de syge, hvis kroppe var fyldt med bylder, betændelse og dårligdomme.
Men netop kristendommen, evangelierne, bryder med denne ophøjede og forfinede måde at skrive litteratur på. Bibelen, den latinske Vulgata, er ikke god latin, som Cicero ville have skrevet det, for her gives der stemme til det jævne, det jordbundne, det fedtede og beskidte, det plettede og byldede, det bloddryppende og det bakteriefyldte, det svedige og svulstige, det kødfulde og krampagtige, det lave og lidelsesfulde, det forvrængede og det fortrængte.
Det Nye Testamente er ikke skrevet fra de riges synsvinkel, fra dem, som sad på toppen af samfundet, den er ikke skrevet af de magtfulde til de magtfulde, tværtimod, det er en fortælling fra bunden, som handler om dem, der er udstødte, om de syge og svage, om alle dem, der ikke før havde en stemme. Som ingen spor ville sætte sig.
Som kvinden vi møder i dag fra Lukasevangeliet. En prostitueret, måske, fra periferien, en beskidt kvinde, som aldrig ville blive inviteret ind i centrum, ind i farisæerens hus. Dømt til at ende sin skæbne på ”de ukendtes” store gravplads.
Ikke desto mindre lader Jesus hende træde ind, til det helligste om man vil, som en hedning, der vader i usle klæder ind i templets helligste kammer, og her bliver hun, kvinden fra støvet, ophøjet. Fra det lave til det høje. Hun bliver set, får en stemme, sætter et spor i historien. Og sammen med hende alle andre, der har levet eller lever et liv i margenen af tilværelsen.
Jesus Kristus, hvis fødder hun salver i farisæerens hus, er på denne måde Guds stemme til os. Forbindelsen mellem himlen og jorden, Gud og os mennesker, for Kristus åbenbarer dét, der er Guds inderste væsen, som stemmen, der lød til kvinden og lyder til os i dag: Dine synder er tilgivet.
Selv dér, hvor vi mister vores stemme, hvor vores eksistens er truet, hvor ingen ser os, hører os, kærer sig for os, når vi befinder os i periferien af livet, forladt af samfundet, så er der kun én stemme tilbage der lyder, og det er Guds.
Kristus er Guds Ord til os, på én gang Guds stemme og Guds vilje, uadskilleligt, ikke som når vi taler, hvor stemmen skal bringe tanken frem, for Kristus kommer ikke med et budskab, men som en begivenhed. Kristus er så at sige budskabet. Ikke noget, der skal overtages og læres, men som noget der sker, for dig og for mig, dine synder er dig forladt, du er, hvem du end er, omsluttet af Guds kærlighed.