Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Lukasevangeliet 24,13-35
Der går en vej ind i påsken, og der går en vej ud af påsken. Først palmesøndags vej ind ad Jerusalems port - sagtmodigt ridende på et æsel – gennem den hujende menneskemængde, der med håbefulde palmer og hosianna-råb byder deres konge velkommen. Ham, som de forventningsfuld håber, vil befri dem, forløse dem fra romernes tunge åg, ham, som vil nedkæmpe enhver modstand med sværdets kraft – at korsfæstelsens tunge, mørke skyer samler sig i horisonten aner ingen af dem.
Og så er der en vej ud af påsken. Skuffede, sorgfulde, sagtmodige vandrer de to disciple ud af byen, væk fra det hele, mod Emmaus, og håbet, det inderlige – og måske udefinerbare – håb, var blevet korsfæstet sammen med Jesus på korset. Palmesøndags jubelråb var ebbet ud, og nu havde sorgens stilhed lagt sig over dem.
Begge veje, den håbefulde og den sorgfulde, kender vi mennesker al for godt. Håbefulde venter vi på fødslen, håbefulde holder vi i hånd med vores elskede, håbefulde nyder vi livet med venner og familie, men samtidig så kan vi rammes af sygdomme, krige bryder ud, smerten får sin plads i vores liv, og det håbefulde slår over i det skuffede, sorgfulde og sagtmodige. Menneskets liv, dit og mit, er både jubelråbende på vej ind i Jerusalem og den sørgelige vandring væk fra byen og mod Emmaus.
Men her går de så, disciplene, med byen, forhåbningerne, håbet lagt bag sig. Men midt i deres stille, sorgfulde vandring slår en fremmed følge med dem, og de fortæller ham om Jesus, deres kommende konge, som de havde forventet så meget af, men som endte sine dage – forpint og forladt – på korset med ordene ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.
De havde håbet, fortæller de sukkende den fremmede, men Jesus kunne slet ikke dét, som palmeråbene så optimistisk havde sunget ud. Den fremmede lytter, mens de tømmer deres sorgfulde hjerter, og han på sin side rusker i dem, argumenterer med dem, og de lytter længselsfulde på ham. Længselsfulde efter trøst, for sorgens vej, vejen til Emmaus, er trøstesløs.
Da de hen under aften søger ind på en kro, og de sætter sig ved aftensmåltidet, og den fremmede bryder brødet, ser de imidlertid, at det er ham. Virkelig ham. Jesus Kristus. Men midt i denne erkendelse, genkendelsens glæde, som måtte med ét have vakt deres håb igen, da er han væk. Usynlig.
Den store maler, Rembrandt, har malet netop denne scene i maleriet ”Kristus i Emmaus”, som vistnok hænger på Statens Museum for Kunst. Maleriet viser Jesus og disciplene, siddende sammen rundt om et lille bord, lige i det øjeblik, da han bryder brødet. Lyset skinner – som det er typisk Rembrandt - fra et sted, vi ikke kan se. Et forhæng hænger foran dem – ud mod os, beskueren -, som ikke helt er trukket til side. ”Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem”. Rembrandt skildrer dette øjeblik, hvor den opstandne er ved at forsvinde, ved at opløses på lærredet – i lærredet.
Billedet bryder sammen, ligesom disciplene bryder sammen, for de havde ham jo lige, nærværet, men i næste øjeblik bliver det til et fravær – men ud af dette fravær, så fødes noget nyt, et andet nærvær, nemlig troen. Det er troens øjeblik.
”Troens øjeblik” er Rembrandts motiv – og nu sættes livet igen i bevægelse, for disciplene og for os, men nu i et helt nyt perspektiv. De brød op, står der, og vendte atter tilbage til Jerusalem, måske endda af de samme sorgfulde stier, som de netop havde vandret på, men nu med et helt andet blik på verden og deres eget liv – nu med håb og tro. Og nu med en spæd tanke om et fællesskab, en menighed i sin vorden, den vi i dag står i forlængelse af, for det er her troen opstår og opstandelsen virker, når brødet brydes og vinen skænkes – her, midt iblandt os.
Vejen ind i Jerusalem palmesøndag er påskens begyndelsen, og vejen ud – den stille vandring mod Emmaus, men så med troens omslag, den håbefulde vej tilbage igen mod Jerusalem, er påsken afslutning. I sig selv et lille – eller stort! – billede på vores liv, for vi færdes på begge veje til forskellige tider i vores liv.
Vi svinger forhåbningsfuldt med alt, hvad vi har. Når vi vender ryggen til Gud og fjerner os ulykkelige fra ham, når vores livshåb knuses. Sådan var det. Og sådan er det. Men ét er konstant. Ét er uforanderligt. Kristus færdes på begge veje. Findes, når du håber det bedste, findes ved din side, når du sørgende ikke kan få øje på ham. Han fastholder, at uanset dine bristede håb og døden selv, brød evigheden igennem døden påskemorgen. Som en realitet ikke bare i himlen, men lige her, lige nu. En realitet, et lys, et liv, et nærvær som selv den sorteste tvivl ikke kan slukke. Måske kan du ikke se den, opstandelsen, ligesom Rembrandt aldrig viser lyskilden på sine malerier, men du kan mærke den, et troens øjeblik, der fylder dit hjerte med det dybeste og dyrebareste verden kender: Håb og kærlighed. Lad det håb skinne i din tanke, og se for dig, at du og dine er på vej mod evigheden. Og se! da har du i dit sind fundet kongevejen fra sorg til glæde.