Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Matthæusevangeliet 18,1-14
Kierkegaard – eller rettere: det pseudonym han skriver under – står over for en umulig opgave: Han vil føre bevis for, at Mozart står øverst på skamlen af kunstnere, hvis værker tiden aldrig vil glemme, da evigheden erindrer dem. Shakespeare, Göthe, f.eks., men altså højest: Mozart.
En umulig og studentikos opgave, måske endda patetisk, for når først man træder ind i evigheden, skulle man tro, så er det ligegyldigt, om man står øverst eller nederst, fordi man i en vis forstand står lige højt, da man jo står uendelig højt.
Men Kierkegaard er som ramt af en forelskelse, der har fået fornuften til at fordufte, så tilbage er kun lidenskaben, der – som den ofte gør - vil kaste sig ud i det umulige: At få Mozart øverst på skamlen i evigheden.
Kierkegaard anfører, at Mozart med operaen Don Giovani skaber et værk så genialt at alt blegner i dens lys, fordi netop her, siger Kierkegaard, går formen – musikken – og indholdet, Don Juans erotik og forførelsens kunst, op i en højere enhed.
Erotikken tilhører det sanselige, og dette lader sig aldrig fange i skulpturen, thi den er jo statisk, ej heller lader den sig male, for erotikken kan ikke lægges fast i et omrids, og ordene, ordkunsten, kan heller ikke begribe den, fordi den jo netop bobler i det umiddelbare, der endnu ikke er kommet til orde, eller som Kierkegaard selv skriver: Det sanselige er som en kraft, et vejr, en utålmodighed, en umiddelbarhed, en lidenskab, og hvad er mere umiddelbart og lidenskabeligt end musikken selv?
Nok om Kierkegaards forelskelse, forelskelser er vel lidt ligesom drømme, de er svære at dele med andre, men det vi kan tage med os videre, det er, at Kierkegaard sætter musikken, det umiddelbare, det lidenskabelige, som det højeste.
”Hvem er den største i Himmeriget” spørger disciplene i dag Jesus. Et spørgsmål, som jo har lidt at gøre med Kierkegaards, og det svar, der lyder fra Jesus, synes også beslægtet med Kierkegaards. Han svarer: ”Hvis ikke I bliver som børn, så kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.
Og hvad er det at barnet kan, som vi voksne ikke kan? Hvad er dét, som gør barnet forskellig fra de voksne, hvad er det med deres måde at være til på, som vi voksne måske har mistet, måske har glemt? Barnet er vel netop til i deres umiddelbarhed. De lever – i bedste tilfælde i hvert fald – ubekymret, som en melodi, der driver afsted som en stille lovsang over, hvor fantastisk denne verden er.
Når barnet går ud i verden, så er det i en vis forstand på eventyr; verdens farver, former, figurer, de falmende træer, de drivende hvide skyer på himlen, færgen, der majestætisk sejler over sundet. En fortryllet verden, vel egentlig, som rummer en slags magi for barnet, for alt er nyt og spændende, alt skal undersøges, fra stenen til bussen til månen, og barnets øjne stiller skarpt på mange af de ting, som vi voksne har vænnet os til, og som vi slet ikke rigtig lægger mærke til mere.
”Se, far, dér er månen” kan min 2-årige pige sige helt begejstret og pege mod himlen, og jeg kan høre mig selv sige ”ja, der er månen, Hannah, husk nu at lyne din jakke”. Dér, hvor barnet ser det fortryllende og det magiske, dér kan vi voksne stå på sidelinjen af livet og tænke på alt det, som fjerner os fra livet: rentetilpasningslån, konflikter i verden, den kommende gasregning.
Man kan med en vis ret sige, at der moderne har gjort verden flad, måske endda overfladisk, for der findes kun dét, der kan måles og vejes og gøres til genstand for vores fornufts erkendelser. Naturvidenskaben har sejret, men hvad er en forelskelse? Et udslag af endorfiner? Kan kærligheden måles og indfanges af mikroskopets linse? Næppe, naturvidenskaben har sin naturlige grænse, for vi ved jo godt, at verden først og fremmest er poetisk og fuld af betydninger. Det er sådan, vi er i verden, flettet ind i den, og vi kan aldrig trække os tilbage fra den og se på den med laborantens nøgterne blik. Verden skal – som barnet gør det – efter det moderne genfortrylles.
Samme bevægelse eller forskydning ser vi i meget nyere litteratur, for nu er den herskende genre nok ikke realismen, men derimod den magiske realisme, hvor verden får et lag fortryllende støv over sig, som en kold vintermorgen, hvor sneen har lagt sig over landskabet; det fremstår for os som noget uforståeligt, som noget poetisk, som noget vi mennesker må stoppe op og kigge på, blive tryllebundet af, for det overrasker os, når vi rigtig får øje på verden, at den er så fantastisk i al dens vælde.
Når barnet vandrer ud i verden, går på eventyr, så gør barnet det med en grundlæggende tillid til, at verden er god. De lever ubekymret, fordi deres liv hviler på deres forældres ubetingede kærlighed. De ved, eller måske rettere: de fornemmer dybt nede – at hvis de bliver væk, som ét af hyrdens får, så vil deres forældre gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få dem tilbage i favnen.
Og måske skal vi voksne gøre det samme som barnet: gå ud i verden nysgerrige, fordomsfrie, tillidsfulde, undrende, og ligesom barnet, der altid står på fundamentet af sin mors og fars betingelsesløse kærlighed, så skal vi have en dyb tillid til, at Gud viser os ubetinget kærlighed, og skulle vi en dag vende Gud ryggen – det sker jo – så vil det aldrig betyde, at Gud vender os ryggen, thi Gud vil altid gå ud og lede efter det ene får fra flokken, som er blevet væk.
Og måske da kan vi, som Mozarts melodier eller barnets umiddelbarhed, går ud i livet med en lille lovsang synge for vores indre øre, for det er i sandhed en fantastisk, fortryllende og fænomenal verden, vi alle lever i.