Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matthæusevangeliet 17,1-9
___________________________
Gud findes ikke mere. Gud er død, eller måske endda mere radikalt: Vi har slået Gud ihjel. Disse ord, Guds død, kan være overskriften over den tid, vi befinder os i, først indvarslet af Nietzsche ved porten til det moderne gennembrud, senere manifesteret af naturvidenskabens indtog og triumf i vores liv og i vores forestillingsverden.
Verden er tilfældig, livet er evolution, kærlighed er kemi, dét, der findes, er dét, som kan måles og vejes. Mikroskopets tidsalder, kan vi sige, hvor vi har vendt blikket væk fra det sublime og det himmelske, og nu kigger vi ned, i cellerne, i atomerne, i de mindste brøkdele for at finde svarene på vores spørgsmål: Hvordan lever vi længere, hvordan bliver vi rigere, hvordan erobrer vi verden i al dens vælde?
Den tyske digter, Friedrich Hölderlin, som levede i slutningen af det romantiske, hvor naturen langsomt mistede sin sjæl til videnskaberne, han skriver, at verden lever i sin aftenstund. Ikke bare i skumringen, hvor lyset stadig anes, men i den tid, hvor aftenen bliver til nat, hvor mørket lægger sig over verden. Verdensnatten, kalder han det, en tid, som er bestemt ved Guds udebleven, en verden uden Gud, en verden, der mangler Gud. Og måske – til forskel fra Hölderlins verden, der manglede og havde en længsel efter Gud – er det i dag endnu tydeligere: Vi lever i en verden, der ikke længere føler Guds mangel, som en mangel.
Det betyder, at verden ikke længere holdes sammen af et samlende princip, der giver enhed og sammenhæng i verden og mennesket ophold i den. En atomiseret verden, en verden, hvor meningen er opløst, en verden, hvor sandheden udvisket, en verden, hvor fundamentet er eroderet.
En verden der savner den grund, der begrunder. En grund, hvori noget – det meningsfulde – kan slå rod, og hvor det kan stå. Et tab af mening, og i det fald spirer modernitetens sygdomme frem: Rodløshed, meningsløshed, absurditet, relativisme, desillusion.
Hölderlin skriver, at det ikke bare er Gud, der har trukket sig tilbage fra verden, det er selve den guddommelige glans, der er slukket i verdenshistorien. Natten er begyndt, og i ly af mørket – kan vi malerisk sige – brød først den ene verdenskrig ud, senere den anden verdenskrig, og nu er der igen krig i Europas baghave.
Guds glans er afmattet, skriver Hölderlin, men hvad betyder det i grunden? Tanken hænger sammen med det fænomen, som vi i dag møder hos både Moses og Jesus. De har begge nærmet sig det højeste princip, de har nærmet sig Gud, og begge får de et bestemt skær over sig. Ansigtet lyser op, kroppen er omringet af en form for aura, et lysfelt, der blænder øjnene. Det guddommelige skinner, det oplyser, udvider vores synsfelt, ligesom en lampe, der tændes i et mørkt rum.
Lyset er jo det klareste symbol vi har for det gode, det, der giver noget, det, der lader ting fremstå, i modsætning til mørket, der dækker ting, skygger for tingenes væsen. På denne måde hører lyset Gud til, og tanken vi møder i dagens tekster er, at jo tættere man kommer på det guddommelige, desto kraftigere er lyset. Det er endda så kraftigt, at det på en eller anden måde smitter – lyset sætter sig fast, sådan at både Jesus og Moses kroppe lyser op – og ligesom skinner for folk omkring dem.
Selvom det naturligvis er et litterært greb, forfatterne her benytter sig af, ligesom renæssancemalerne omgav de vigtige personer på billedet i et ganske særligt lys, så kender vi det måske nok alligevel fra vores eget liv. Har vi ikke alle prøvet at være i et selskab, hvor en person lyste op? Ligesom skinnede af overskud og glæde? Eller kender vi ikke det, at en person kan stråle, hvor øjnene kan glimte og skinne? Et menneske kan virkelig lyse op, ja, måske lyser vi sågar alle sammen op på hver vores måde.
Det er en gennemgående kristen tanke i vores kultur, at alle mennesker bærer en gnist af det guddommelige lys med sig. Denne gnist gør, at vi alle er uvurderlige og unikke og at et menneskeliv aldrig kan gøres op i penge eller bruges som middel til at nå et højere mål, for menneskelivet skal altid betragtes som målet i sig selv. Ikke som middel, men altid som mål.
Med andre ord: Vores absolutte værdi har vi fra Gud, den sidder dybt i vores hjertet, den sidder i vores øjne, i vores blik, men ligesom ethvert lys kan gå ud, så kan vi også miste denne værdighed – eller måske rettere: Vi kan glemme den. Vi kan glemme, at der i øjnene på vores næste er noget, som ikke må mistes, noget, som vi for alt i verden skal passe på og som vi aldrig selv må slukke.
Det 20. århundrede er fuld af sorte huller af eksempler på, hvordan mennesket har mistet denne glans og dermed sin værdighed. Senest når den russiske Wagner-gruppe med tortur og barbari slagter sine modstandere, så har de mistet fornemmelsen for, at det, de står overfor, er noget unikt, noget som for alt i verden ikke må slås ihjel – nemlig et menneske.
Jo længere vi kommer væk fra Gud, jo længere vores samfund og verdensbillede fjerner sig fra forestillingen om, at Gud står bag os, desto svagere skinner det guddommelige lys, det glimt i vores næste øjne, som gør, at vi mennesker bevarer en absolut værdi. Vi træder ind i natten, det dunkle, det dystre, det meningsløse, som Hölderlin skrev engang i 1800-tallet.
Når Guds stemme i dag lyder ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”, så skal vi bringe med os, at dette ikke kun gælder for Kristus, det gælder for ethvert menneske – dig og mig. Det er – for at bruge Hölderlin billede – vores kulturs morgenstund, vores solopgang, som åbningen til, at vi mennesker kan være i verden, ikke som dyr, men som mennesker – der på én gang bevarer en umistelig værdi, mens vi samtidig rejser vores blik fra vores egne navle og får øje på alt det fantastiske, der omringer os: Planterne, vintergækken i skovbunden, dyrene, fuglene, der synger i buskadset, havet, Øresund, der glimter ved Kronborgs kant, himlen, de hvide skyer, der fredfyldt driver forbi. Små sprækker i vores virkelighed, hvor det guddommelige lys skinner ind på vores liv.