Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Lukasevangeliet 14,25-35
”At vove er at miste fodfæste en kort stund – ikke at vove er at miste sig selv”. Sådan skrev Søren Kierkegaard i midten af 1800-tallet, en sætning, der er gledet ind i sproget som et kært ordsprog. Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg læste dagens evangelietekst, for der kan man i sandhed sige, at det handler om at vove. Du skal, og hold nu fast, hade din far og mor, din hustru og dine børn, brødre og søstre, ja, dig eget liv, hvis du vil gå i fodsporene af Jesus og blive hans discipel. Med andre ord: Der kræves alt af dig og du skal forlade alt det, du har kært i denne verden.
Hvem i denne verden har lyst til at forlade sine forældre, dem, som har passet på en, da man var spæd, ja, dem du i sidste ende skylder alt? Eller dine børn, dem du selv har passet og plejet et helt liv, gjort alt, hvad der stod i din magt for at være en god far eller mor; dem skal du også med ét forlade. Eller dig selv, du skal forlade alt det, du har bygget op, alt det, du er stolt af, som gør dig til den, du er; du skal forlade dig selv og kaste alt det, du har kært bort.
Og hvem ville så følge trop – hvem er villig til alt dette og følge i fodsporene af Jesus? Er vi, med alle de goder, vi har her i livet, klar til det, der nu forlanges af os: Forlad alt, hvad du har kært og følg ham? Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg gerne sidder den opgave over. Hvilket koldt hjerte skulle jeg ikke have, hvis jeg forlod min lille familie, og aldrig vendte tilbage.
Jeg kan forestille mig, at de jihad-krigere, der igennem årene er draget fra Danmark og ud i verden, Syrien, Afghanistan, Irak, for at slå fælles front med islamiske terrorbevægelser, på en eller anden måde kan skrive under på det, vi hører om i dagens tekst. De forlader også alt – deres forældre og søskende, hustruer og børn – de forlader deres trygge tilværelse i Danmark til fordel for en ukendt fremtid under fanerne af en religiøs terrorbevægelse.
Og hvad er dét, der driver dem? Hvad er det, der motiverer deres handlinger, som kan få unge mænd til at bytte den danske sommerhimmel ud med bomberegn i Syrien? Jeg tror, at en afgørende faktor for, at unge mænd kan blive religiøst radikaliseret – det være sig både kristne, som jøder, muslimer såvel som buddhister – det er, at de læser deres hellige skrifter bogstaveligt, fundamentalistisk, som en manual, hvor alt 1:1 er beskrevet. Her kan du slå op på en vilkårlig side og finde ud af, hvad selveste Gud mener. Hvert et bogstav bliver da et udtryk for Gud, ja, selve teksten er for så vidt guddommelig, for alt hvad der står, er direkte dikteret fra Gud ned til os mennesker. Teksten – den hellige skrift - er på denne måde et dokument, der manifesterer Guds vilje definitivt.
Dét, der kræves af dig, er for så vidt blot, at du skal overtage teksten, gøre præcis, som den siger; står der, forlad alt, hvad du har kært, ja, så er det det, du skal gøre; står der, at alle vantro skal slagtes, ja, så er det det, der er det rigtige. Her kan man slå hovedet fra – afkoble sin kritiske sans – og slå hælene i og adlyde.
Her er der ikke rum til fortolkning, rum til, at teksten ikke længere hænger fast i den kontekst, som den oprindeligt blev skrevet i. Når vi læser Bibelen eller Koranen i dag, så læser vi den netop i dag, det er vores øjne, der læser, det er vores fingre, der bladrer, det er vores hoved, der tygger sætninger igennem, det er vores liv, som vi møder teksten med. Teksten bliver først levende og virkelig i det øjeblik, at vi læser den, at et levet liv møder teksten; og det er så her, i samspillet, eller krydsfeltet mellem tekst og læser, at mening opstår.
Det tidsspænd, der er mellem os, som vi står her i dag i Sct. Mariæ Kirke, og teksten, dagens evangelietekst fra Lukasevangeliet, det er så stort, at der er en helt verden til forskel på i dag og dengang. Dengang var jorden flad, i dag er den rund, dengang var jorden i centrum af vores solsystem, i dag er jorden blot en planet blandt andre, der cirkulerer mekanisk rundt om solen. Dengang var det helt naturligt, at man havde slaver i de større husholdninger, i dag er det fuldstændigt forrykt; dengang var manden meget mere værd end kvinden, i dag har vi ligestilling mellem kønnene; dengang var det en stor synd, hvis to mænd havde et forhold, i dag er det helt naturligt, hvis to at samme køn danner par; med andre ord: der er kæmpe forskel på det første århundrede og det 21. århundrede.
Vi kan ikke rejse tilbage i tiden og kravle ind hovederne på dem, der har skrevet Bibelen. Vi kan ikke svare på, hvad den ’oprindelige’ mening med dagens tekst er; hvad forfatteren egentlig har tænkt, når han har skrevet, at man skal forlade alt for at følge i fodsporene af Jesus. Måske har han ment det bogstaveligt, måske har han ment det symbolsk, måske har han ment noget helt tredje. Hvordan tænkte galilæeren mon, som levede i det første århundrede i Palæstina dengang Jesus levede? Det aner vi dybest set ikke. Eller hvordan tænkte araberne, der red nomadisk rundt på kameler på den arabiske halvø i 600-tallet dengang Koranen blev skrevet? Det aner vi dybest set ikke.
Det, vi kan gøre, er, at forsøge at finde mening i teksten i dag, i det liv, vi lever, i den verden, vi befinder os i. Vi skal ikke læse Bibelen bogstaveligt, og tage hvert et ord for gode vare, vi skal ikke overtage teksten passivt, blot gøre, som der står skrevet; vi skal i stedet fortolke teksten, være kritiske og så se, hvor vi kan finde mening i teksten. Og nu må vi spørge os selv, hvordan kan vi finde mening i, at der står, at man skal hade alt, hvad man har kært?
Jeg tror, pointen er, at når alt kommer til alt, så forgår alle jordiske ting; solen, bjergene, havene. Når tiden kommer, så forgår disse ting. Alle de store monumenter, vi mennesker har bygget; Eiffeltårnet, pyramiderne, alle vores byer, vores broer, og alt det andet, som vi mennesker har skabt på denne jord. Ja, også os mennesker; der kommer en tid, hvor vi ikke mere skal være – ikke bare dig og mig – men hele menneskeheden. Vores tid er også talte. Ja, alting der er under himlen skal forgå, før eller siden, og derfor er det ikke verden, de ting, der er her nede på jorden, som i sidste ende skal bære os. Det er ikke vores forældre, søskende eller vores børn, det er ikke os selv, som livet hviler på.
Opskriften på den eksistentielle fortvivlelse, siger Kierkegaard, det er, når vi forholder os absolut til noget relativt. Når vi forholder os absolut til noget relativt. Det betyder, at vi tror, at livet hviler på ting, som det i bund og grund ikke gør; det kunne være penge, status, vores venner, familie eller på os selv. Ting, som til enhver tid kan forgå, forsvinde på et øjeblik. Så står vi der, fortvivlede, med en følelse af, at vores livs grundlag bliver revet væk under fødderne på os.
Det eneste, der er absolut i denne verden, det, der ikke er underlagt tiden, som ikke kan forgå, det er Gud. Gud er evig og absolut. Det hører simpelthen med til definitionen af Gud, at Gud kan ikke forsvinde som en støvsky; for Gud går forud for skabelsen, han ligger under alt det, der kan forgå; han er fra evighed til evighed. Det er i sidste ende Gud alting hviler på, det er Gud, der har skabt det hele, det er på grund af Gud, at der i det hele taget er noget, og ikke ingenting.
Citatet, jeg indledte med, ”at vove er at miste fodfæste en kort stund – ikke at vove er at miste sig selv”, dækker over, at vi skal turde vove at lægge vores liv i Gud hænder, turde vove, at alting ikke afhænger af os selv, men at der er noget større, noget evigt og absolut, som er til før noget andet. Lader vi Gud være fundamentet for vores liv – kærligheden, tilgivelsen, barmhjertigheden -, så ændrer verden også karakter, så ændrer vores omgivelser form, for så er alting ikke tilfældig, ligegyldigt, meningsløst, så rammes vi af en taknemmelighed over det, der er os givet, det liv, som vi lever og har fået. Det er her, vi egentligt kommer til os selv, som dem vi er, nemlig som skabte, som skabte i Guds billede til at tjene vore næste i kærlighed.