Vor Frue Kloster

Billede
VFK
Karmeliterklosteret

Klostret

Vor Frue karmeliterkloster med Sct. Mariæ Kirke er et af de bedst bevarede middelalderlige klosteranlæg i Nordeuropa.

I 1430 gav Erik af Pommern karmelitermunke lov til at opføre en kirke og et kloster i byen. Det første byggeri brændte dog ned i 1450, og det nuværende klosterkompleks stod færdigt i ca. år 1500. I dag, godt 500 år senere, er Karmeliterklosteret - eller Vor Frue Kloster, som det også hedder, åbent for alle der har lyst til at besøge et at Nordeuropas bedst bevarede klostre.

Oplev de stemningsfyldte fratergange og den smukke fratergåde og se Lazarussalen i nordfløjen. Denne sal var oprindelig var refektoriet, munkenes spisesal. Dens nuværende navn skyldes fem senmiddelalderlige kalkmalerier fra omkr. 1520, der viser fortællingen om den rige mand og Lazarus. Den er i dag lidt mindre end oprindeligt, fordi en del ved restaureringen i 1901 til 1907 blev inddraget til publikumstoiletter.

Besøg også Laxmandsalen, der ligger i klosterets østfløj. Betegnelsen Laxmandsalen er nyere, egentlig er det oprindelig kapitelsalen, hvor munkene samledes med jævne mellemrum for at få genopfrisket deres ordensregler. Kapitlet er "de forsamlede munke".

Salen er et meget smukt senmiddelalderligt rum med en helt egen stemning. Her ses i de fire hjørner de groteske vrængemasker af sandsten med spor af bemaling. De forestiller henholdsvis en lille mandsling, der er tolket som en tyv, der triumferende viser sit bytte frem i højre hånd, medens han hånligt klapper sig bagi med venstre hånd. På den modsatte ende af salen ses en vrængemaske, der rækker tunge og tydes som symbol på drukkenskab. Iden anden ende af salen ses endnu to vrængemasker tolket som en fråser og et dødningehoved med en slange, der snor sig om hovedet og grimme tudser og en indskrift på latin: "Memento Mori", der betyder: ”Husk, at du skal dø”.
 

Karmeliterordenen

Karmeliterordnen var tiggermunke, som havde givet afkald på fast ejendom og indtægter. Deres økonomi var baseret på munkenes arbejde og almisser udefra. Fra 1200-tallet blev der i de fleste større danske byer anlagt egentlige tiggermunkeklostre, der fungerede som fattighjem (Helligåndshuse), hvor de syge og fattige kunne hente hjælp og omsorg. Heriblandt var karmeliterklosteret i Helsingør, der egentlig ikke var en hospitalsorden, og derfor normalt ikke tog af syge og fattige. De påtog sig dog opgaven til gavn for byen og søfolkene.   

Fattigdom og tiggeri var et almindeligt fænomen i Danmarks middelalder, og ramte især de syge, forældreløse, enker og gamle særligt hårdt, da fattigdom blev opfattet som et slægtsanliggende.

De fleste klostre i middelalderen havde folk tilknyttet, der vidste noget om sygdomspleje. Som regel var plejen imidlertid rettet mod klosterets egne beboere, men nogle få klostre tog også imod syge udefra.

Klosteret fik i 1516 kongelig bevilling af Chr.II til at drive hospital for øresundsbyens mange udenlandske søfolk. Hospitalet lå i en tilbygning ”Karmeliterhuset”, der nu huser Helsingør bymuseet. Efter Reformationen blev mange byklostre, herunder Karmeliterklosteret i Helsingør omdannet til ”hospital” og fik navnet Vor Frue Hospital. Det var en slags kombineret alderdoms- og fattighjem.

Med reformationen og klosteropløsningen i 1536, hvor al ejendom tilhørende klostrene blev inddraget, blev Karmeliterhuset omdannet til et fattighus, hvor fattige syge og husvilde kunne få tag over hovedet.

Karmeliterklosteret i 1541 omdannet til almindeligt hospital, og der blev oprettet et asyl i Laxmandsalen i klosterets østfløj, hvor man plejede de ”syge og de såre”, som det hedder i fundatsen. På den tid var der en klar skillelinje mellem hospitalet og fattighuset. Det var derfor kun ”skikkelige folk af bedre stand og saadanne, som før har været i noget Embede eller er af skikkelige og agtbar Borgerstand”, som kunne komme på hospitalet i Karmeliterklosteret. Herunder hørte fattige kvindelige lemmer fra bedre kår. Her havde oprindelig ca. 50 beboere deres hjem. De sidste beboere – eller »lemmer« - forlod stedet i 1916. Fra 1930 havde seks enlige kvinder små lejligheder i nordfløjen i stiftelsen Vor Frue Kloster. De sidste af disse flyttede ud 1986. Kirkeministeriet overtog bygningerne i 1989 og Helsingør Stiftsadministration med bispekontor har været her siden 1995.