Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Lukasevangeliet 7,36-50

Forestil dig, at du sidder i et lille hus, ganske spinkelt, ganske småt, nær landsbyen Nazareth for godt 2000 år siden. Rundt om dig rejser bjergene sig grønne mod himlen, søen, blank og blå, med byens fiskere, der fra bådene trækker garnene op af vandet i aftensolen. Cikaderne synger i skumringen.

Det lyder nu nok så poetisk, varmt og trygt, der ved skæret fra bålstedet midt i hytten. Men tænk så… din mave rumler, børnene græder – måske af sult, måske af manglende kærlighed -, du kigger ind i bålet og kan intet lys finde, intet håb, ingen mening, kun mørke og meningsløshed i en verden, der er fuldstændig ligeglad med dig.

Men så sker der noget. Fodtrin. Ja, fodtrin bagved huset, fodtrin, der nærmer sig for så at ende i en banken på døren. Da du åbner døren, ser du en lille folkeskare, jævne mennesker som dig, fattige, stumper af stof hen over kroppen, udtrådte sandaler, slidte ansigter – men de kommer ikke i desperation, nej, de kommer med et glædeligt budskab: Jesus Kristus, den fattige tømrer fra byen, var virkelig Guds søn. Han opstod fra de døde”.

”Hvor herligt lyder ikke fodtrinene af dem, der bringer godt budskab” – sådan som Paulus skrev for snart 2000 år siden. Men hvad betyder det? Hvad betød det for den lille familie i hytten i Nazareth, hvad betyder det for os i dag? Guds søn, født i en krybbe, vandrede blandt fattige og udskudte, endte sine dage på korset og opstod fra døden i morgensolens skær – hvad betyder alt dette?

Det spørgsmål har runget i mennesket siden disciplene – med korset i baggrunden og opstandelsen i forgrunden – vandrede ud mod alle verdens hjørner for at fortælle, at noget ganske nyt og fantastisk var sket. Lige så vel som for den lille familie som for os, så betyder det, at vi har fået et håb om, at døden ikke har det sidste ord i livet, vi har fået et håb, som rækker ud over denne verdens grænse og ind i evigheden – ind i Guds rige. Når et lille barn kommer til verden, så er det med evigheden som horisont, eller når et menneske ligger for døden, så er det ikke rungende tomhed og mørke, der venter, men derimod håbet om fylde, lys og kærlighed hos Gud. Det kan måske lyde som en selvfølgelig eller blot en regibemærkning i verdenshistorien, men det er fundamentalt, at menneske kan gå med fred, trøst og håb her i livet.

Den lille familie i hytten ved Nazareth må også have fundet trøst og håb ved de fortællinger om Jesus Kristus, som disciplene, der bankede på deres dør, kom med. Fortællinger om, hvordan Jesus ikke sad ved højbordet ved hoffet blandt de rige og de fornemme, men i stedet blandede sig med alle dem, som levede i periferien, alle dem, som lå i grøftekanten og var dømt ude af samfundet. De svage, de sårede, de fortabte. Alle dem, som havde mistet deres stemme, som ingen kærede sig om, som ingen lyttede til, som ingen interesserede sig for, om de overhovedet var i live eller ej.

Kristendommen gav en stemme til dem, der aldrig havde haft en stemme. De blev inviteret fra kulissen ind midt på scenen. For dengang da Bibelen blev skrevet – i antikken -, der havde store dele af folket ingen stemme. Slaverne, kvinderne, børnene, landfolket, folk, som de er flest, alle dem, der hørte til i rendestenen af samfundet.

Ser man på den litteratur, som både grækerne og romerne forfattede i århundrederne omkring år 0, så interesserede de sig aldrig for de svage. De havde ingen stemme. Synsvinklen var altid oppe fra og ned, det var de stærkes blik, man fulgte, det var de lærdes pen, der blev ført, og al litteratur handlede dybest set ikke om virkeligheden, men om stil og retorik. Den gode latin, så at sige.

Fra Sokrates’ store forsvarstale til Senecas afhandlinger om etik – litteratur var for og til de lærde, og de havde ikke blik for ’det lave’, for tilværelsens dunkelheder, for de svage, der hørte til i vejkanten eller de syge, hvis kroppe var fyldt med bylder, betændelse og dårligdomme.

Men netop kristendommen, evangelierne, bryder med denne ophøjede og forfinede måde at skrive litteratur på. Evangelierne gav stemme til det jævne, det jordbundne, det fedtede og beskidte, det plettede og byldede, det bloddryppende og det bakteriefyldte, det svedige og svulstige, det kødfulde og krampagtige, det lave og lidelsesfulde, det forvrængede og det fortrængte. 

Det Nye Testamente er ikke skrevet fra de riges synsvinkel, fra dem, som sad på toppen af samfundet, den er ikke skrevet af de magtfulde til de magtfulde, tværtimod, det er en fortælling fra bunden, som handler om dem, der er udstødte, om de syge og svage, om alle dem, der ikke før havde en stemme og som ingen spor ville sætte sig i historien.

Som kvinden vi møder i dag fra Lukasevangeliet. En prostitueret, måske, fra periferien, en beskidt kvinde, som aldrig ville blive inviteret ind i centrum, ind i farisæerens hus. Dømt til at ende sin skæbne på ”de ukendtes” store gravplads.

Ikke desto mindre lader Jesus hende træde ind, til det helligste om man vil, som en hedning, der vader i usle klæder ind i templets helligste kammer, og her bliver hun, kvinden fra støvet, ophøjet. Fra det lave til det høje. Hun bliver set, får en stemme, sætter et spor i historien. Og sammen med hende alle andre, der har levet eller lever et liv i margenen af tilværelsen.

Og de ord, som Jesus siger til hende, de gælder ligeså vel for hende, som for den lille familie i hytten ved Nazareth og frem til os i dag: Dine synder er tilgivet.

Selv dér, hvor vi mister vores stemme, hvor vores eksistens er truet, hvor ingen ser os, hører os, kærer sig for os, når vi befinder os i periferien af livet, forladt af samfundet, så er der kun én stemme tilbage der lyder, og det er Guds: Dine synder er tilgivet, du er, altid-allerede, elsket. ”Gå bort med fred”.