Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Johannesevangeliet 1,35-51

Hvem var Jesus egentligt? Hvem var Jesus? Denne mand fra Nazareth, født engang for 2000 år siden, formentlig opvokset i fattige kår som så mange andre; han må have vandret i fodsporene af Johannes Døber, en velbevidnet historisk mand fra området, og de har nok begge – det må vi gå ud fra – forkyndt, at Dommedag var nær og Gudsriget ville åbne sig. Hvad det så end betyder…

Men det måtte have vakt genklang i folk, for det kan ikke tolkes anderledes i kilderne, at de romerske myndigheder - måske sammen med de jødiske autoriteter - må have frygtet manden og den folkemængde, der fulgte ham. I påskefejringen i Jerusalem, måske i år 33 eller 34, blev Jesus korsfæstet, som romerne havde for vane, og der – på korset – satte den sidste vejrtrækning, det sidste hjerteslag et punktum for Jesus liv, måske 34 år gammel. Fra hans hånd, fra hans mund, fra hans virke, har vi intet overleveret fra ham selv.

Sådan må vi forstå det ud fra historievidenskaben, sådan ser det ud, hvis vi skal balancere vores tolkning på objektivitetens knivspids. Men historien slutter jo ikke her, med en mand på korset, det er her historien begynder. For Jesus fra Nazareth var og er ikke blot en ”skikkelse fra historien”, et fortidigt, historisk fænomen, nej Jesus fra Nazareth er først og fremmest ”historisk” i betydning, at hans liv og virke havde indflydelse på historien, på menneskers liv, før, under og ikke mindst efter hans død, og det er som sådan, som virkningshistorie, at historien om Jesus og kristendommen egentligt begynder.  

For sagen er nemlig den, at i skyggen af korset – nærmest bogstaveligt talt -, der stod alle dem, der fulgte Jesus. De måtte spørge sig selv: Var det dét? Det, der skulle være begyndelsen, sluttede så brat? Ham, der skulle være konge, hænger nu livløs på korset? Det, som skulle være Gudsrigets åbning, blev lukket hårdt i af den politiske magt?   

Fra triumf til tragedie på et øjeblik, og den brutale kendsgerning – deres nu døde konge på korset – tvang bevægelsen til at tænke det hele om fra begyndelsen. Måske var det Jesus selv, der satte denne impuls i gang, måske var det bevægelsens skriftkloge, for i stedet for at gå i knæ og opgive håbet, så begyndte de at forstå og fortolke Jesus – hans liv og død – igennem de hellige skrifter, som i forvejen formede hele deres forståelse af verden.

Vi hører i dag fra Johannesevangeliet (som, og det skal i dag i parentes bemærkes, jo er skrevet 100 år efter Jesu død), at Døberen og hans disciple møder Jesus, og de kan slet ikke begribe, hvem det er, de står overfor. De famler i blinde, forsøger sig med de begreber, de nu har ved hånden fra Skriften: Var han Guds lam, var han Messias, var han Guds søn, var han Israels konge, var han den lidende tjener, var han opfyldelsen af profeterne fra Skriften? Ja, hvem var han?

Fælles for dem alle er, at de på trods af deres vildfarelse faktisk slår følge med ham. De bliver hans disciple. Og måske er sagen den, at Jesus Kristus hverken kan eller skal kategoriseres og begribes – for han er altid mere-end, altid på én gang det hele og dog altid noget lidt andet, og det hænger sammen med den paradoksale og den på en gang meningsfulde og samtidig meningsløse tolkning, som disciplene – og senere evangelisterne – kom frem til i lyset af korset, nemlig dette: Han er både menneske og Gud, både himmel og jord, Guds søn, korsfæstet, død og begravet, men – og det er sagens kerne – opstået fra de døde påskemorgen. Dette paradoks, Gud og menneske i ét, det er kristendommens fortryllende og fremmede element, som ikke kan afklares ellers begribes fuldt ud, dets mysterium, slet og ret, en slags kilde, som ikke kan tømmes eller løbe ud, netop fordi den aldrig kan forklares, aldrig helt sekulariseres, aldrig helt belyses.

Jesus Kristus som den opstandne, det blev den prisme, den fortolkningsnøgle, som disciplene og de første Kristus-troende forstod Jesus igennem. Fortegnet for det hele, for menighedslivet, for udformningen af bøgerne i Det Nye Testamente – brevene og evangelierne -, for forkyndelsen i verden fra antikken til moderne tid, det er, at Jesus Kristus er opstanden. Derfor sagde de tyske teologer i 1920’erne, i begyndelsen var menigheden. Netop fordi, at kristendom er opstandelsestro, og det er i troen på Jesu Kristi opstandelse, at Jesus – denne mand fra Nazareth – har haft ”historisk betydning”, en virkningshistorie fra slægtled til slægtled igennem 2000 år.

En af de første, der stod i denne ”virkningshistorie”, og som af egen kraft fik den til at rulle frem helt til os i dag, det var Paulus. 20 år efter Jesu død, så skrev denne jøde, denne Kristus-troende jøde, sine brev rundt til menighederne i Middelhavsområdet. Sådan et brev møder os i dag: 1. Korintherbrev.

Paulus anede selvfølgelig ikke, at han skrev breve som ville indgå i Bibelen og senere blive grundlagstekster i vores kultur og læst op nærmest hver eneste søndag i kirkerne verden over, for det, som er Paulus anliggende, er at tyde og forstå, hvad det betyder for os – menigheden -, at Jesus Kristus er opstanden.

Han skriver: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke”. Det betyder, for Paulus og for os, at Jesus Kristus som opstanden, ændrer alle de hierarkier, vi ellers kender. Der er ingen adgangskrav til Gud, ingen vej, vi nøje og nidkært skal følge for at træde ind i Guds nådes lys, for det hele er vendt på hovedet, om du er mand eller kvinde, rig eller fattig, så har Gud trådt os i møde i Kristus.

Den kan måske lyde som en bagatel, en detalje i verdenshistorien for os, for vi hænger jo i som den sidste perle på virkningshistoriens lange snor, men det er faktisk den største religiøse, eksistentielle og i grunden mest fundamentale impuls, som har fundet sted i vores historie: Guds kærlighed og Guds nåde rammer dig – uanset hvem du er.

For Gud er der ingen forskel på folk, om du er den ene eller den anden, så har du absolut værdi i Guds øjne. Dette – teologiske – nybrud har ikke bare formet vores historie i så høj grad, at vi slet ikke kan se det, det skal også forkyndes ind i vores liv her og nu, som samfund, som menighed, som enkelt menneske. Alle har en værdi, høj og lav, gammel som ung, måske ikke altid i samfundets øjne, måske ikke altid i andre menneskers øjne, men i Guds øjne: Vi er alle lemmer på det store legeme, som Paulus udtrykker det, vi er én stor menighed, som både har det til fælles, at vi samles om Jesus Kristus som opstanden og med den opgave, at række den tilgivelse og kærlighed, som har kilde heri, videre til vores næste. I begyndelsen var menigheden og her er vi – som menighed. Ræk kærligheden og tilgivelsen videre.